Chaga, TV 2 Creative har sendt to kampagner til ind Månedens Kampagne for oktober måned, og de er begge i Top-3. Hvilken tror du har vundet?

”Uhh … Så tror jeg, at det er Kommunalvalg for TV 2 Nyhederne,” gætter Chaga Signe Bruun Boye, der er kreativ chef hos TV 2 Creative.

”Bingo!”

”Fedt. For vi fik jo en hel masse medvind på vores Knæk Cancer-kampagne, især den film med Mikkel (Hansen, red.), hvor han klippede håret af, der gik viralt – også i udlandet. Men vores Kommunalvalg-kampagne var vi rigtig glade for, netop fordi vi selv følte os meget ramt af den.”

Vinderen af november-udgaven af Månedens Kampagne er ’Er vi ligeglade med kommunalvalget?’, som TV 2 Creative lavede for Nyhederne på TV 2 i forbindelse med sidste måneds kommunalvalg.

”Da idéen opstod, var vi mange, der kunne mærke, at det var det her, som vi skulle gå ud og sige. Vi sad alle sammen i rummet og følte os ramt af vores egen kampagne,” siger Chaga Signe Bruun Boye og tilføjer:

”Vi ville adressere noget, som måske ikke havde været i italesat så tydeligt før: En tendens til, at folk tænker, at det ”bare” er et kommunalvalg.”

Du kan se en af de tre kampagnefilm nedenfor.

Artiklen fortsætter efter filmen.

“Meget stolt af temaet”

TV 2 Creative har tidligere i år vundet Månedens Kampagne for ’Stop før stregen’ for TV 2, Divisionsforeningen og Spillerforeningen.

Og sidste år vandt TV 2’s interne bureau med kampagnen ’Det er tid til Fußball’ med tidligere landstræner Sepp Piontek i front. Til trods for at det ikke er TV 2 Creatives første Månedens Kampagne-sejr, så betyder titlen meget for Chaga Signe Bruun Boye.

Fordi kampagnen handler om vores demokrati og om at interessere sig for de ting, der sker omkring os. Personligt synes jeg, det er ekstra vigtigt, at en kampagne som den her, får en masse opmærksomhed,” siger hun og tilføjer:

Intruktør Peter Harton (tv) og senior art director Nicolai Dimon på set. Foto: PR

”Så jeg er meget stolt af teamet, og at vi på TV 2 formår at lave den her type kampagne i tæt samarbejde med Nyhederne, hvor det i højere grad er danskerne, der er i centrum, fremfor os selv og en såkaldt indefra og ud-kommunikation.”

Juryens begrundelse

Månedens Kampagne-juryens begrundelse for at TV 2 Creative vinder for november, hvor hele 24 indsendte cases kæmpede om æren, er som følger.

“Det er første gang nogensinde, jeg føler mig ramt af en valgkampagne – og så er det endda kommunalvalg” – en sådan udtalelse fra et jury-medlem, siger det hele,” skriver jury-forperson Trine Keller-Andreasen til Markedsføring.

”Trods kommunevalget for mange af os er lidt kedeligt, er det jo i grunden det vigtigste, vi kan stemme om. Netop dét får TV 2 med en blanding af realistiske hverdagssituationer og ikke mindst fordomme, formidlet på den mest simple måde. Kampagnen scorer ikke lutter rene topkarakterer hele juryen rundt, men alle er enige om, at den med glimt i øjet lykkedes med at få påvist vores egen ugidelighed, og skaber et behov for at få stemt”.

Hvad tænker du om juryens begrundelse, Chaga?

”Jeg synes, læsningen af kampagnen er helt korrekt. Det er en kampagne, som går ind og taler ind i en følelse, som desværre mange af os sidder med.”

Samtidig vil hun også gerne fremhæve det formfuldendte stykke arbejde af Peter Harton, som har instrueret de tre film.

”Jeg synes virkelig, de er vellykket. Jeg synes, humoren ligger helt rigtigt. Den er ikke for overgjort, men samtidig er vi ikke i tvivl om, at vi har med satire at gøre. Det er meget præcist arbejde,” siger Chaga Signe Bruun Boye .

Juryen foretrak de to kampagnefilm, der foregik henholdsvis på en skole og på en gård i naturen fremfor kampagnens tredje film, som foregik på et plejehjem og blev beskrevet af et jurymedlem som mere ”tung”. Var det et bevidst valg?

”Filmen med plejehjemmet har en lidt altmodisch følelse. Fordi den gør ægte ondt. Og derfor valgte vi også at insistere på, at den skulle med. Der findes jo tilfælde, hvor det kan være en udfordring lokalt på et bosted eller et plejehjem, men samtidig synes vi, at den også var en repræsentant for en udfordring på samfundsplan.”

Du kan se kampagnefilmen med location på et plejehjem nedenfor.

Artiklen fortsætter efter filmen.

Selektionen var det sværeste

I forhold til hvad hun fandt mest udfordrende ved at produktionen, var det netop at udvælge de helt rigtige scener blandt en lang række, som teamet havde fundet på, fortæller Chaga Signe Bruun Boye.

”Fordi man kunne også godt have været i en børnehave, hvor der var for få pædagoger. Man kunne have været alle mulige steder i samfundet. Så udfordringen lå i at finde ud af, hvor det er, vi får vist noget, som de fleste kan sætte sig ind i og relatere til. Fordi typisk er der jo også flere sider af samme sag.”

Og i de udvalgte scener handlede det, ifølge Chaga Signe Bruun Boye, også om at finde den helt rigtige balance.

”For hvis det nu havde været noget andet, der kom i ens baghave end et rensningsanlæg – f.eks. en vindmølle, så kunne det forstyrre budskabet. Så der var mange faktorer, der spillede ind i forhold til, at finde de helt rigtige scener. Og så er det klart, at den scene på plejehjemmet er svær, fordi den gør ondt på mange niveauer.”

Intruktør Peter Harton instruerer på location. Foto: PR

Fejllæsninger gør ”dybt indtryk”

I forbindelse med voteringen i Månedens Kampagne-juryen, kom det frem, at der var to jurymedlemmer, der havde oplevet, at folk havde misforstået den.

De havde ved første gennemsyn, forstået det som at kampagnenre nt faktisk mente, at det faktisk var ligegyldigt at stemme.

Er det noget som I selv har været ude for, Chaga? Og har I gjort noget for at minimere en potentiel fejllæsning?

”Mig bekendt er vi ikke stødt på ”misforståelsen”, overhovedet. Der blev lavet nogle parodier af kampagnen på TikTok på selve valgdagen, men min læsning af parodierne var, at folk havde forstået dem, men bare var ironiske.

Credits:

Creative Director: Chaga Signe Bruun Boye
Tekstforfatter: Thomas Fabricius
Art Director: Nicolai Dimon
Producer: Charlotte Refslund
Brand Manager: Jesper Andersson
Project Manager: Camilla Bagger
Social Media Manager: Mette Pedersen
Instruktør: Peter Harton
Producer: Charlie Gaugler
DOP: Niels Thastum
Klipper: Nicolaj Monberg

Hvad tænker du om, at der er nogen, der har fejllæst kampagnen?

”Det gør da et dybt indtryk, fordi det er noget, som vi virkelig arbejder på, ikke skal ske. Og da det ikke er noget, vi selv har oplevet, så det vil jeg da helt klart tage med i vores evaluering af kampagnen.”

Men samtidig er det vel også en kampagne, hvor 10-øren lige skal falde for de fleste, der ser den?

”Vores ambition er altid at lave kampagner, der stimulerer vores målgruppe. Formidlingen må gerne være sofistikeret, men lixtallet må ikke være højere, end at det skal være forståeligt for alle danskere. Budskabet skal være nemt at afkode, men samtidigt ikke for fladt,” siger Chaga Signe Bruun og tilføjer.

”Vi bruger kreativitet til at invitere ind og gøre vores budskab tilgængeligt, TV 2 er for hele Danmark – ikke kun for nogen, men for alle.”

Kampagnen rørte Nyhederne

Noget som Chaga Signe Bruun Boye understreger har været af stor betydning for TV 2 Creative i processen omkring ’Er vi ligeglade med kommunalvalget?’ har været samarbejdet med Nyhederne i mediehuset.

”Det har været meget vigtigt for os, at de også har kunne se sig selv i den her type kampagne. Og deres tillid til kampagnens greb og vinkel og deres opbakning til den kreative eksekvering har betydet så meget.”

Juryen bag Månedens Kampagne

Trine Keller-Andreasen, juryleder
Chaga Signe Bruun Boye, Kreativ chef, TV 2
Fleur Frilund, freelance copywriter, &Co.
Ian Isak, instruktør, Honeytrap
Rune Hørslev-Petersen, partner og kreativ chef, Mensch
Lone Tvedergard Bach, Strategidirektør, &Co./NoA
Kristina May, stifter af strategi- og designbureauet AM Copenhagen
Jonas Roth, kreativ direktør hos Soundvenue
Kasper Dohlmann, kreativ og art director

”Vi har helt klart følt, at de (Nyhederne, red.) også kunne bruge framingen af kampagnen i deres dækning af valget; at gøre det relevant og vedkommende, og sørge for, at danskerne ikke er ligeglade.”

Især én episode i forbindelse med samarbejder har prentet sig ind på Chaga Signe Bruun Boyes nethinde.

”Vi har haft mange gode møder med dygtige kollegaer fra Nyhederne, men et møde står ud, hvor en af chefredaktørerne reagerede emotionelt på kampagnen. Det var et meget rørende øjeblik for os.”

Tror du egentlig så, at den her kampagne har været med til at ændre opfattelsen af, hvad marketing og reklamer kan hos nogle af de her garvede nyhedsjournalisttyper?

”Det skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed, men det håber jeg. Uanset, er det altid dejligt, når vi udkommer med noget, som vores kollegaer sætter pris på.”

I 2024 blev TV 2 Creative kåret som Årets Indsender, fordi de var den indsender, som juryen gav højest gennemsnitlig score i indsendte kampagner.

Du kan se den sidste af de tre kampagnefilm nedenfor. ’Er vi ligeglade med kommunalvalget?’-kampagnen bestod også af en række outdoors, som ikke er indgået i bedømmelsen.