Dyrenes Beskyttelse modtog for nylig 117 ansøgninger til en stilling som tekstforfatter.

Et opslag, der undervejs blev nævnt i en debat på Markedsføring om manglen på kreative jobs, som et eksempel på et job man kunne søge, nu hvor det for mange er svært at få et job på bureau. Debat-indlægget affødte flere efterfølgende reaktioner på mediet.

Tina Engberg, der er engagement- og fundraisingchef hos Dyrenes Beskyttelse, skriver, at hun er glad for den store interesse i stillingen. Men det den store interesse er ikke lig med at hav af kvalificerede ansøgere, der var nemlig få af de 117, der havde de efterspurgte kompetencer – nemlig med en reklamebaggrund.

”Desværre er der en meget stor andel blandt ansøgerne, som ikke er relevante,” skriver hun til Markedsføring.

Hun tilføjer, at det ikke skyldes manglende motivation – men manglende forståelse for, hvad jobbet kræver:

“Efter min mening skal man have nogle særlige kompetencer for at være en god fundraising-tekstforfatter. Mange af ansøgerne har kommunikationsbaggrund, men ikke erfaring med at skrive, så folk rent faktisk reagerer på det, de læser.”

Kommunikationsfolk er ikke det samme som tekstforfattere

Ifølge Tina Engberg var maksimalt 10 procent af ansøgerne fra reklamebranchen, mens resten primært kom fra kommunikation og journalistik.

“Efter min opfattelse er der stor forskel på at være en dygtig journalist eller kommunikationsmedarbejder, og så være en knivskarp tekstforfatter. Kommunikationsfolk er vant til at skrive budskaber, men sjældent til at blive målt på, om folk reagerer på det.”

Hun fortæller, at flere ansøgere indledte deres motiverede ansøgninger med personlige historier om deres kærlighed til dyr – og at det afslørede en misforståelse af stillingen.

“Jeg skal bruge en tekstforfatter, ikke en dyreven. Jeg antager, at hvis man søger hos os, så hader man ikke dyr. For mig viser det en manglende evne til at sætte sig ind i modtagerens behov.”

Fundraising er “direct marketing på speed”

Som Tina Engberg beskriver det, handler fundraising ikke kun om kommunikation, men om konvertering.

“Kommunikationsfolk har fokus på at få folk til at læse budskabet – typisk målt på reach. I marketing har vi fokus på at få folk til at reagere. Det gælder især inden for direct marketing og fundraising, hvor vi måler benhårdt på respons og konvertering.”

“Når jeg skal beskrive fundraising, så kalder jeg det nogle gange for direct marketing på speed,” tilføjer hun.

Den rigtige kandidat skal ifølge Tina Engberg kunne forstå forskellige segmenter i CRM-systemet og skrive målrettede budskaber, der får folk til at handle – f.eks. donere eller melde sig ind.

Derfor søger reklamefolkene ikke

På spørgsmålet om, hvorfor der ikke er flere klassiske tekstforfattere, der søger, peger Tina Engberg på både løn og forestillinger om NGO-livet.

“Det korte svar på, hvorfor unge reklamefolk ikke søger, tror jeg, er forventningen til lønnen. Der er nok heller ikke så megen guldregn og prisfester over livet i en NGO i forhold til på et bureau.”

Hun tilføjer dog, at NGO’er som Dyrenes Beskyttelse kan tilbyde noget andet:

“Vi behøver ikke opfinde et ‘better good’-formål, som man ofte skal for sin kunde på bureauet. Vi er det gode formål. Og vi kan tilbyde noget, mange på et tidspunkt begynder at sætte pris på: 6 ugers ferie, 1:1 afspadsering og et arbejdsliv med balance.”

“Jeg skal bruge en, der kan få folk til at trykke på linket”

Tina Engberg erkender, at hun efter gennemgangen af ansøgningerne genlæste sit eget jobopslag for at se, om det kunne have været formuleret skarpere.

Men hun synes selv, at hun i opslaget har været opmærksom på at optegne skillelinjen mellem kommunikation og marketing, og derfor står hendes konklusion står fast:

“Jeg havde nok forventet, at flere af ansøgerne havde reflekteret over, hvad fundraising egentlig er, når de søger en stilling i en engagement- og fundraisingafdeling,” skriver hun og tilføjer:

“Det at skabe den krog, der får modtageren til at trykke på linket og donere, det er en disciplin, som jeg forventer, at en god tekstforfatter mestrer.”

Stillingsopslaget fra Dyrenes beskyttelse er ikke længere aktivt.