Efter tæt på en hel karriere i Arbejdernes Landsbank siger Kommunikations- og Marketingchef Peter Froulund stop.

Han forlader jobbet i starten af februar, skriver han i et opslag på LinkedIn. Hvad fremtiden bringer, er endnu uklart, skriver han.

“For nu ved jeg det ikke, men jeg har masser af energi og lyst til nyt eventyr, så forhåbentlig finder jeg noget.”

Peter Froulund startede som marketingansat i Arbejdernes Landsbank i 1999 og avancerede hurtigt til en rolle som Head of Marketing, og siden avancerede han til at være marketing- og kommunikationsdirektør for banken, for hvem han har tegnet den kommunikative og brandingmæssige retning siden da.

“Om et par uger er det min sidste arbejdsdag, men jeg vil altid huske de mange interessante og givtige projekter og opgaver, jeg har fået lov til at være en del af i mange år; Bankens kendskabsgrad, brand, bæredygtighed, sponsorstrategi, marketingstrategi, kommunikation, presse, vores cheføkonomer osv. har været blandt mine ansvarsområder. Det har været udfordrende og fornøjeligt – og med gode resultater. Jeg synes, banken står et rigtig godt sted og går en god fremtid i møde,” skriver Peter Froulund.