”Alle kreative siger, at de vil lave anderledes og modige ideer. Og så er der dem, der ikke bare siger det, men også gør det. Og for mig er Mark en af dem, der nailer den type kreativitet, som vi har brug for på Butter.”

Sådan lyder det fra Butter Agencys CEO Anne Sophie Lange, der har forfremmet bureauets 30-årige Creative Lead Mark Terkelsbøl til ny kreativ direktør på Butter Agency.  

Forfremmelsen træder i kraft ved indgangen til februar og kommer efter, at den bureauets nuværende kreative direktør, Christine Smith, har valgt at fratræde sin stilling.

Mark Terkelsbøl har været på Butter Agency i samlet tre år, og rokaden kommer, ifølge en pressemeddelelse fra Butter, ikke til at betyde et skift i bureauets kreative retning

”Vi skal fortsat være et bureau, der hviler i at være anderledes,” siger Mark Terkelsbøl i meddelelsen.

Smith: En mulighed jeg var nødt til at gribe

Det er kun ca. et år siden at Christine Smith, som dengang kom fra en stilling som Senior Creative på Virtue, blev kreativ direktør på Butter Agency.

Ifølge meddelelsen giver hun stafetten videre ene og alene af den årsag, at hun har fået et jobtilbud fra Virtue i New York, som hun ikke kunne sige nej til.

“Det har været et vanvittigt svært valg. Men jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ikke har noget, som binder mig fast til Danmark. Da min gamle arbejdsplads Virtue kontaktede mig om en stilling som Creative Group Director i New York, så vidste jeg, at det var en mulighed, jeg var nødt til at gribe,” siger Christine Smith i meddelelsen.

Anne Sophie, hvordan har du det med, at din højt profilerede kreative direktør, Christine Smith, forlader Butter?

”Perioden hun var hos os blev klart lidt kortere, end vi begge havde forventet. I sådan et forløb som vi har været i, sidder man jo og taler om drømme for fremtiden, så på den måde slutter det lidt hurtigere end jeg havde håbet på. Men omvendt har jeg fuld forståelse for, at Christine har takket ja til et til et karrieremæssigt eventyr i New York.”

Kan bære opgaven

Mark Terkelsbøl er uddannet på Kreativ Kommunikation på DMJX i 2020, har instrueret størstedelen af de reklamefilm og fiktionsserier, som bureauet er udkommet med de sidste par år,

Selvom det er første gang, at Mark Terkelsbøl skal være Creative Director, og dermed have lederansvar, mener Anne Sophie Lange, at han er klar til at bære opgaven.

”Jeg havde kun kendt Mark i relativt kort tid, før jeg havde en ret klar overbevisning om, at han var sådan en kapacitet, som på et tidspunkt skulle være kreativ direktør. Så det har handlet lidt om, hvornår jeg synes, han var klar, og hvornår han selv synes, han var klar.”

Anne Sophie Lange fortæller, at Mark Terkelsbøl faktisk var i spil til rollen som kreativ direktør i 2022, men at han dengang ikke mente, at det var det rigtige tidspunkt, og i stedet pegede på netop Christine Smith – som han nu afløser.

Men han har jo ikke bestridt en tilsvarende rolle før. Hvordan ved du, at han kan bære den nu?

”Christine havde heller ikke haft sådan en rolle før, da hun trådte ind som leder. Og det er klart, at der følger nogle udfordringer med rollen. Men det er jo ikke noget man nødvendigvis lærer – eller skal lære – fra den ene dag til den anden, og jeg er 100 procent sikker på, at han kan bære det.”

Butter blev stiftet i 2015 af bl.a. den kreative duo Simon Frank og Simon Lennet, og i 2018 tiltrådte Anne Sophie Lange stillingen som direktør.

Markedsføring kommer senere i dag med et uddybende interview med Christine Smith om hendes nye rolle som Creative Group Director i Virtue New York.