Alle Accenture Interactives bureau-akkvisitioner over hele verden samles nu under det globale bureaubrand Accenture Song. For Nordens vedkommende gælder det dermed bl.a. også Hjaltelin Stahl og Kaplan.
Bureaunavnet Hjaltelin Stahl forsvinder dermed efter næsten 20 år.
Det nye navn bliver Accenture Song Nordic, og Hjaltelin Stahl kommer til at indgå i den nordiske organisation sammen med svenske Kaplan.
´Det er klart, at der er investeret meget i et brand som Hjaltelin Stahl, ikke mindst følelser og hjerteblod. Så jo, gu´ er det da vemodigt. Når det er sagt, så er dette træk helt rigtigt for både det lokale Hjaltelin Stahl og den globale operation,” siger Hjaltelin Stahls CEO, Jens Peter Jensen.
Han tilføjer:
“Man skal ikke være Sherlock Holmes for at regne ud, at tanken om et fælles brandnavn for de mange akkvisitioner har været på tavlen længe. Gav det mening at have et slagkraftigt globalt bureaunetværk med over 50 forskellige bureaunavne og profiler? Næppe – og det har David Droga sat søm i nu.”
“Selvfølgelig mister vi noget brand equity, men når dagen er omme, er langt den største værdi de mennesker vi har ansat. Og de er her endnu, og der vil komme flere dygtige til med dette ambitiøse træk.”
Har været undervejs i en rum tid
Rygterne har løbet i et stykke tid, og så sent som i marts skrev mediet Business Insider, at der var ændringer på vej i Accenture Interactive.
Kilder sagde dengang til mediet, at virksomheden ønskede at forenkle sin brand-struktur, og at ”størstedelen af Accentures 40+ bureauer skal droppe deres navne og i stedet blive Accenture Interactive-brandede afdelinger.”
Det er så det, der sker nu, men under en ny brand-paraply, der får navnet Song – eller rettere Accenture Song, hvilket også bliver navnet på Hjaltelin Stahl fremover.
Bureauet vil indgå i en nordisk konstruktion sammen med svenske Kaplan, som Accenture Interactive købte året før, man købte Hjaltelin Stahl.
Lotte Jakobsen, der har titel af Pillar Lead ´Communications´, Accenture Song Nordic, siger i en mail til Markedsføring, at det nye navn faktisk virkelig er – nyt.
Navnet er nyt – helt nyt
“Jeg har på linje med mine europæiske kollegaer været involveret, men skal også være helt ærlig at sige, at det nye navn er lige så nyt for mig og mine kollegaer. Sådanne større ændringer i noterede virksomheder holdes tæt i en meget lille kreds. Jeg synes dog intuitivt rigtig godt om det nye navn, men vil gerne afvente at kommentere yderligere på det i dag,” skriver hun og tilføjer:
“Uden at ignorere ´the power of the name´ er det vigtigste for mig retningen og visionen med Song. Vi rykker nu tættere sammen i familien under samme lederskab. Vi har slået pjalterne sammen med Kaplan, der betyder, at vi nu har lokal repræsentation i alle fire nordiske lande inden for vores offering ´Communications´ Song Nordic.”
Lotte Jakobsen tilføjer:
“Kaplans direktør Christian Bergstrøm træder nu ind i topledelsen med mig og JP. Nu vil vi koncentrere os om at dele visionen med vores kunder og kolleger de næste par uger. Dog lige med at slå en ting fast: vores eksisterende kunder, stor som lille, lokal som international, er helt uændret vores første og vigtigste prioritet´.”
Hjaltelin Stahl blev oprindelig grundlagt i 2003.
Opdateret kl. 09.50 med kommentarer fra Jens Peter Jensen og Lotte Jakobsen.