EU-Kommissionen har stillet en række spørgsmål til reklameskatten, som Folketinget vedtog kort før jul, oplyser Skat ifølge et nyhedsbrev fra Danske Medier.

De danske myndigheder har fået 20 arbejdsdage til at besvare de kritiske spørgsmål, og herefter har EU-Kommissionen en frist på to måneder til enten at stille yderligere spørgsmål eller godkende loven.

Loven kan først træde i kraft, når den er godkendt i EU, så det står hen i det uvisse, hvornår afgiften kan opkræves og fylde de lovede hundreder af millioner kroner i statskassen,” ligesom Skat endnu ikke er færdig med at udarbejde en egentlig vejledning om opkrævning af afgiften”, lyder det i nyhedsbrevet.

EU’s forbehold over for den omdiskuterede danske reklameskat kommer ikke som det helt store chok, da den i vide kredse anses for at være konkurrenceforvridende og dermed i strid med EU’s regler.

Reklameskatten diskriminerer eksempelvis reklameaviser i forhold til andre former for reklame såsom annoncer i ugeaviser, bannere på nettet eller tv-reklamer, har det tidligere lydt.

I 1999 strandede et lignende dansk forsøg på at indføre en reklameskat netop på grund af dette “anslag mod den kommericelle ytringsfrihed”, som det blev kaldt dengang.