En ny lov fra EU strammer op på, hvornår og hvordan brands kan tillade sig at kalde noget for et tilbud.

Loven, der går under navnet “Price Indication Directive” fastslår, at det er den laveste pris inden for en periode på 30 dage, der skal bruges, når du laver et slagtilbud.

Loven lyder således:

Du “må ikke anvende en periode, der er kortere end 30 dage, til at etablere din “tidligere” pris. Formålet med den periode på minst 30 dage er at forhindre forhandlere i at jonglere priser og præsentere falske prisnedsættelser, som hvis de eksempelvis i en kort periode har øget prisen for efterfølgende at sænke den og derigennem vildlede forbrugerne.”

Hos Dansk Erhverv har man også bemærket loven. Her skriver organisationen til sine medlemmer, at loven i Danmark hidtil har været udformet således, at perioden, der bruges til at fastsætte en tilbudspris, hidtil har været på seks uger (42 dage).

Men her var der i løbet af de 42 dage mulighed for i meget korte perioder at lave et slagtilbud på produktkategorier, som ikke senere påvirkede udsalgsprisen, skriver Dansk Erhverv.

Det kan lyde lidt komplekst. Men det betyder kort sagt, at den laveste pris på et produkt inden for de sidste 30 dage er den, virksomheder skal tage udgangspunkt i, når de laver et tilbud i deres markedsføring.

“Med de nye regler vil selv kortvarige kampagner få betydning for normalprisen, også selv om kampagnen vedrører samtlige produkter, dele af dit produktsortiment eller bestemte produktkategorier. Hvis du på Black Friday kører med 25 procent rabat på alle produkter, så vil den nedsatte pris fungere som normalprisen de næste 30 dage, og hvis du i forbindelse med julen vil annoncere med spar-budskaber, vil du skulle bruge Black Friday-prisen som udgangspunkt for besparelserne,” skriver Dansk Erhverv.

Organisationen forventer, at reglerne træder i kraft i Danmark den 28. maj, og at Forbrugerombudsmanden også vil revidere sine retningslinjer som følge af direktivet.