Fagforeningen og a-kassen Ase er gået sammen med det kreative bureau Twenty for at positionere et nyt, familieorienteret produkt særligt henvendt teenagere i fritidsjob. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Produktet er en del af en større gentænkning af Ases markedsføring. Fremover skal fagforeningen nemlig ikke slå sig op på prisen. De har nemlig erkendt, at det er blevet sværere at adskille sig på den faktor. I stedet skal det nu handle om den værdi, de kan skabe.

“Det er ingen hemmelighed, at vi er stødt på den samme udfordring hos flere af vores kunder, nemlig at de er blevet fanget af at konkurrere på pris alene. Derfor er det vigtigt at få skabt en solid platform bygget på de værdier, som ens brand står på skuldrene af,” skriver Twentys co-founder og CEO, Thomas Bjerg, i meddelelsen.

Twenty er dykket ned i Ases målgruppeindsigter og har gennem interviews med eksperter og forældre skabt en kampagnefilm, der illustrerer den lange liste af bekymringer, som forældre til teenagere kan have.

Og på den liste skal bekymringer over børnenes fritidsjob og begyndelse på arbejdslivet ikke være, lyder det.

“Starten på arbejdslivet kan have stor betydning for unge – både på kort og lang sigt. For det første kan det give nogle gode erfaringer med at indgå i et fællesskab – og ikke mindst forståelsen af at bidrage til fællesskabet. Derudover kan et fritidsjob være teenagernes første træning i at forpligte sig til noget og løfte et ansvar, som rækker ud over dem selv. Dét vil vi gerne understøtte, så de unge af i dag bliver stærke ressourcer på arbejdsmarkedet i morgen,” skriver Ases marketingchef, Lise Villefrance i meddelelsen.

Kampagnen er lavet i samarbejde med Holy Ravioli med William Sehested Høeg i rollen som instruktør.

Se filmen her.

Teenagers fritidsjob skal ikke være en kime til forældres bekymringer, er budskabet i en ny Ase-kampagne.