Meget kan man som feriehusudlejer kontrollere og styre – men ikke vejret.

Derfor går nordjyske Sol og Strand nu i markedet med en ny kampagne, der i stedet retter fokus mod noget andet end blå himmel, sol og strand.

Kampagnen kredser i stedet om samvær og relationer. Fra det øjeblik, hvor bilen parkeres ved sommerhuset, døren låses op, og feriestemningen for alvor begynder. 

”Ikke iscenesat og poleret, men menneskeligt, let akavet og fuld af små spontane reaktioner.”

Sådan skriver instruktør, producer og kreativ på kampagnen, Mads F. Jeppesen, i en mail til Markedsføring.

“Det relaterbare er vigtigere end nogensinde. Alle trends peger på, hvad vi mennesker søger. Ikke bare det polerede, men også det kunstige fylder for meget i vores mediebillede. Der er en mæthed at spore. Vi længes efter noget, vi kan genkende os selv i,” skriver han i mailen om det kreative valg, og tilføjer:

”Og så synes jeg også at Sol og Strand trængte til at løfte den her traditionelle genre lidt, hvilket jeg synes vi er lykkes med. Særligt takket være den kreative frihed de har givet os.”

Et bevidst opgør 

Hos Sol og Strand, hvor man tidligere gennem årene har produceret mere traditionelle turistfilm med fokus på destination, natur og stemningsbilleder, var ambitionen, ifølge Jesper Kannegaard, der er E-commerce manager hos Sol og Strand, denne gang også en anden. 

Man kan også hygge indenfor … Foto: PR

“Det vi kan styre, er rammerne for ferien – huset, komforten og de små detaljer, der gør et ophold trygt og indbydende. Det er lige her, fundamentet for feriens minder bliver skabt,” udtaler han i mailen og tilføjer:

”Vi skal ikke lade som om, vi kan kontrollere vejret i Danmark, for i sidste ende er det ikke solskin, vi sælger i sommerhusbranchen. Det er snarere følelsen af at være sammen. Og det begynder ved huset.”

Derfor har produktionen også arbejdet med en mere organisk proces på locations, forklarer Mads F. Jeppesen.

“Når vi søger stemning frem for en lineær fortælling, giver det ikke mening at komme med et stramt manus. Det handler om at tage sig tid, bruge castet rigtigt og prøve ting af,” siger han og tilføjer:

”Processen er lidt en organisk proces konstant i bevægelse. Vi har fravalgt flere scener, fordi de simpelthen blev for konstruerede. Det var netop det, vi ikke ville.”

Som eksempel, siger han, er det de små, uplanlagte øjeblikke, der bærer filmen og ikke de store dramaturgiske greb.

“Ofte er det de simple ting, der virker. Indimellem opstår der noget, man ikke har planlagt – en spontan reaktion eller et ægte grin. Den slags er guld værd.”

Filmen kan lige nu ses på TV i Danmark, i biografer i Tyskland foruden adressable tv, prerolls, SoMe og streaming-platforme. Og nedenfor.