Et nyt kommunikationsunivers fra fibernet-selskabet Sinal skal flytte fokus fra teknik og infrastruktur til det, en fiber-forbindelse reelt kan gøre for danskerne i hverdagen: Sikre nærvær og relationer.

Det skriver bureauet Markant, der er strategisk partner på branding, kreativt koncept og mediestrategi for Sinal, i en mail til Markedsføring.

Universet fokuserer derfor filmisk på en stribe menneskelige forbindelser – for eksempel mellem kærester, forældre og børn, veninder og bedsteforældre og børnebørn.

”Forbrugerne efterspørger i stigende grad autenticitet og troværdighed fra de brands, de inviterer ind i deres liv,” udtaler Bente Frank, der er client director hos Markant, i mailen og tilføjer:

”Med det nye kommunikationsunivers ønsker vi at gøre fibernet mere menneskeligt og relevant ved at sætte fokus på forbindelsen mellem mennesker og ikke bare forbindelsen i jorden.”

Det nye univers er ifølge bureauet udviklet til både at kunne bære den overordnede brandfortælling nationalt og fungere taktisk og lokalt i markedet, hvor Sinal opererer gennem en lang række internetudbydere.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det kan fibernet også bruges til. Foto: Scene fra Sinals nye kampagnefilm

“Turde gå efter noget større”

Det nye kommunikationsunivers lanceres blandt andet for at slå navneskiftet fast.

Og i den forbindelse havde Sinal, ifølge brand og marketing manager Mie Vestervang, behov for en partner, der kunne håndtere hele rejsen fra strategisk afsæt til kreativ eksekvering på tværs af kanaler.

”Markant har fra start vist en stærk forståelse for vores marked og de udfordringer, vi står overfor. De evner at løfte den strategiske helhed og samtidig sikre, at tingene bliver eksekveret effektivt. For os er det afgørende, at vores brand ikke bare ser godt ud, men også er forankret i en klar fortælling og et tydeligt formål,” udtaler hun i mailen.

Kernen i lanceringen er en reklamefilm produceret i samarbejde med Holy Ravioli og instrueret af Marc Louis Sutton. 

”Markant og Sinal præsenterede en idé, hvor de turde gå efter noget større end bare produktet,” lyder det i mailen fra Marc Louis Sutton, der uddyber:

”Det handlede ikke om fiberforbindelsen, men om menneskelige relationer og at holde forbindelsen til dem, man elsker. Et af de slags projekter, hvor historien faktisk havde noget på hjerte, hvilket jeg selv sætter stor pris på.”

Lanceringskampagnen rulles ud på tværs af biograf, OOH, digitale flader og online video, herunder TV 2 Play samt Meta og displaykampagner.

Se herofilmen her.