Fire danske bureauer på tværs af den danske kommunikationsbranche har i fællesskab udviklet en national kampagne, der samler penge ind til den ukrainske forsvarshær. 

Det oplyser Den danske Ukraine komité i en mail til Markedsføring.

Bureauerne er Bright, Robert/Boisen & Like-minded, U Itch I Scratch og Grace Public Affairs, der er gået sammen om kampagnen, der består af film, helsidesannoncer i landsdækkende dagblade og en million husomdelte flyers. 

Kunden er Den danske Ukraine komité, og bureauerne har alle arbejdet uden at fakturere en krone. I tilgift har fotograf Jan Grarup doneret et billede til kampagnen, ligesom flere stor nationale aviser har bragt annoncer på print og digitalt.

”I februar i år stod 255.000 soldater klar i den ukrainske hær. Mere end et halvt år inde i krigen består det ukrainske forsvar af ca. én million soldater, hvor langt de fleste af dem, der kæmper nu, var civile, da russerne rullede deres kampvogne ind over den ukrainske grænse,” siger Kim Boisen, CEO i Robert/Boisen & Like-minded, i mailen om årsagen til, at bureauet har valgt at gå ind i projektet.

Han tilføjer:

”Det er borgere i uniform, som på natten til den 24. februar havde helt normale liv, som nu har behov for ammunition og sikkerhedsudstyr til deres fortsatte kamp for deres liv og frihed. Det ville vi gerne bidrage til.” 

Stor opbakning fra kreativ branche

Indtil nu har komitéen med sine forskellige indsatser – altså ikke kun kampagnen – indsamlet og videresendt 53,6 millioner kroner, og med den seneste kampagne er der pustet nyt liv i indsamlingen, oplyser parterne:

Alene i løbet af den første uge medførte kampagnen bidrag på over en halv million kroner fra danskerne.

" Alt imens vi sad i tryghed og kontaktede det ukrainske bureau Banda Agency i Kiev for at spørge, om vi måtte bruge deres film i en kampagne for Den danske Ukraine komité, faldt bomberne om dem
Jacob Salling-Bjørneboe, partner og producer, U itch I Scratch

Og Søren Pind, den tidligere Venstre-minister, der er bestyrelsesformand i Den danske Ukraine komité, siger i mailen, at man fra kamphandlingernes start har mødt stor velvilje i den kreative branche. 

”Folk har spurgt, hvordan de kunne hjælpe, nogle har selv opsøgt os, andre har reageret positivt på vores anmodning om hjælp. Specielt de involverede bureauer har været stjerner og har i helt særlig grad gjort rygterne om branchens overfladiskhed til skamme.”

Komiteens formål er at støtte det ukrainske forsvar, så de har bedre forudsætninger for at forsvare sig i kampen mod Rusland. 

Annonce fra de fire bureauers Ukraine-kampagne. Foto: PR.

Udover kampagnen har der blandt andet på sociale medier været produceret små film af komiteens medlemmer, ligesom også enkeltstående bidrag fra kendte personer har skæppet i kassen.

For eksempel annoncerede den danske journalist Anna Libak, da hun vandt Fonsmark-prisen i foråret 2022, at den kontante præmiering på 250.000 kroner ville gå til Den danske Ukraine komité.

Mens bomberne faldt

Rent kreativt stammer hovedfilmen fra 2014, da Rusland første gang angreb Ukraine og annekterede halvøen Krim.

Filmen var oprindelig skabt af Kyiv-bureauet Banda Agency, men de danske bureauer fik tilladelse til at bearbejde og versionere den til dansk i forbindelse med kampagnen for Den danske Ukraine komité.

”Det har været en meget speciel opgave, for alt imens vi sad i tryghed og kontaktede det ukrainske bureau Banda Agency i Kiev for at spørge, om vi måtte bruge deres film ‘Each of Us’ i en kampagne for Den danske Ukraine komité, faldt bomberne om dem,” siger Jacob Salling-Bjørneboe, partner og producer i U itch I Scratch, i mailen, og tilføjer:

”’Each of us’ er oprindelig produceret for det ukrainske forsvar for at hverve soldater til at forsvare sig mod Rusland i 2014. Det er utroligt trist, at filmen om muligt er endnu mere aktuel nu her otte år efter. Derfor håber vi, at vi med filmen – og hele kampagnen – kan hjælpe den ukrainske hær med at stoppe Rusland.”

Bag kampagnen står Jacob Salling-Bjørneboe og Tony Lauge Madsen fra U Itch I Scratch, Kim Boisen, Victor Petri, Karl Kristian Krarup og Mette Ingemann Dahl fra Robert/Boisen & Like-minded, Nadja Kern Mejer hos Bright samt Sune Wæsel fra Grace Public Affairs. 

Se kampagnefilmen her.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger