Der er fuld gas på dansktopstemning i Fleggaards nye reklamesang, som musikalsk fortolker grænsehandlens slogan ”Lige over grænsen”.

Ambitionen var at skabe en ørehænger, som folk kunne synge med på, skriver marketingdirektør for Fleggaard, Jacob Gjørtz, til mediet Markedsføring.

”Ligesom ”Volvo B18” eller ”Kombardo”-sangen, som nu desværre er fortid.”

Da sangen skulle lanceres, besluttede man sig for, at det var oplagt med en musikvideo.

”Og da vi skulle matche sangens univers med et visuelt univers, som også har et glimt i øjet, besluttede vi os for at gå AI-vejen,” skriver Jacob Gjørtz.

Det har resulteret i en tre et halvt minutter lang musikvideo, hvor en 100 procent AI-genereret sanger med tilbagekæmmet hår, imponerende skovsnegl, nedknappet skjorte samt en stor rose i brystlommen fremsynger budskabet om billige øl, slik, smør og chips lige på den anden side af den dansk-tyske grænse.

Utight med vilje

Hvis man kigger efter, bærer musikvideoen dog præg af at være AI-genereret.

Trommeslageren rammer ikke i takt med musikken, sangerens læber matcher ikke ordene, og bilerne på motorvejen kører faretruende lange strækninger lige i midten af kørebanen.

Men det er ifølge skriver Jacob Gjørtz.helt med vilje.

”Med AI kunne vi trække humoren ‘lige over grænsen’,” skriver han.

Et andet element var prisen på musikvideoen, som ”ikke skulle koste en bondegård”.

”Så det er 100 procent med vilje, at forsangeren i videoen ikke altid matcher lydsporet. Musikken har vi dog ikke overladt til AI. Sangen er skrevet og indspillet af ægte mennesker.”


Har delt vandene

Reaktionerne på både sang og video har været polariserede.

”Fra skidesjovt” til ”superplat,” skriver Jacob Gjørtz.

”Vi sætter pris på dem alle sammen. Folk må gerne synes, at sangen og videoen er plat onkelhumor. En ting er dog helt sikkert: omkvædet ”ja, de tog lige over grænsen” sætter sig fast, uanset om du elsker eller hader sangen. Og så er vi glade.”

Fleggaard er på deres hjemmeside meget åbne om det faktum, at videoen, som er lavet af USE Studio, er genereret med AI.

”I stedet for dyre reklamer vil vi hellere tilbyde altid lave priser. Derfor er videoen til Fleggaard Sangen lavet med AI – så du kan spare mere, når du handler lige over grænsen,” står der lige under videoen.

I en nylig undersøgelse fra Business Danmark fremgår det, at to ud af tre danskere gerne ser, at reklamer, som er lavet ved hjælp af AI-deklareres.

Du kan se Fleggaards nye reklamevideo her: