I går kritiserede YouTube-stjernen Morten Münster i mediet Markedsføring, at der gælder andre regler for markering af sponsorater af tv-programmer, der gør for Youtube-videoer og andet indhold på sociale medier.

”På alle andre medier og platforme skal man markere indhold som reklame eller sponsoreret tydeligt i starten af en tekst, øverst på et SoMe-opslag eller i begyndelsen af en video. Det er sådan, at Forbrugerombudsmanden fortolker markedsføringsloven, og det synes jeg, er en god måde at gøre det på,” lød det fra Morten Münster til Markedsføring.

YouTube-stjernen havde dagen før kritiserede lovgivningen i en LinkedIn-post, hvor han undrede sig over mærkning af et Volvo-produktsponsorat i tv-programmet ’Forræder’. Han mener, at det er unfair, at TV 2 her ikke i starten af programmet skal markere Volvo-sponsoratet.

Hos Forbrugerrådet Tænk, er man, ifølge seniorjurist Marie Frank-Nielsen, enige i, at der skal gælde samme regler for sponsoreret indhold på tv og sociale medier. Men man mener, at reglerne for markering af reklamer, der gælder tv, også skal gælde på SoMe.

”Det er et add-on, som efter vores vurdering er nødvendigt, fordi de (sociale medier, red.) har vokset sig så store, så de faktisk udgør tv-sening nu til dags. Derfor giver det god mening at ligestille de to og behandle dem ens – fordi for seeren er det ikke forskelligt.”

Reglerne, der gælder for sponsorering på tv, ser Forbrugerrådet Tænk som passende at overføre til også at gælde for SoMe.

Overordnet synes vi, at de regler, som man har i forhold til videoindhold for tv-kanaler, er fornuftige. Men det er jo ikke sådan, at tv-kanaler ikke også skal overholde markedsføringsloven. Det skal de også,” siger Marie Frank-Nielsen.

Marie Frank-Nielsen er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, hvor man synes det er godt, at influent Morten Münster har startet en debat på sponsor-området. Foto: Forbrugerrådet Tænk

Ikke en lempelse

Ifølge Marie Frank-Nielsen ville ensartet lovgivning ikke være en lempelse af lovgivningen for eksempelvis youtubere, men en anerkendelse af influencere og content creators’ succes og gennemslagskraft, der vil betyde, at de ligesom tv-programmer kan benytte sig af produktsponsorater.

Disse potentielle sponsorater må dog – ligesom det gør sig gældende for tv – ikke have indflydelse på selve indholdet, understreger Marie Frank-Nielsen. Og det er en stramning af reglerne for sponsoret videoindhold på platforme som Youtube.

Men hvordan sikrer man konkret, at tv og sociale medier behandles ens

”Det, man skal gøre, er at tolke lovgivningen på en måde, der passer til den verden, vi lever i. Og den verden, vi lever i, er en verden, hvor meget af den tid, der tidligere blev brugt på tv-sening, er overgået til kanaler fx på Youtube og Twitch. Så vi synes, at det ville være rigtig fint, hvis man også fra myndighedernes side begyndte at se på, hvor det er, seningen rent faktisk sker,” siger Marie Frank-Nielsen og tilføjer:

”Og for os i Forbrugerrådet Tænk er det særligt i forhold til det kommercielle, at vi synes, det er vigtigt, at man tager de tanker, som man har haft i forhold til at regulere tv, med over i den nye medievirkelighed. Her har man sørget for en skarp adskillelse af reklame og redaktionelt indhold. Hvis der er en sponsor involveret i et tv-program, må de ikke promoveres eller have indflydelse på indholdet – det er en afgørende forskel.”

Hvis man går helt ned i detaljen i Radio- og tv-lovgivningen, har du noget bud på, hvad der helt konkret skal ændres for at sikre mere lige vilkår for sponsorering på tv og sociale medier?

”Der er i høj grad mest af alt brug for en ny tolkning af reglerne. Men noget af det, man kunne gøre fra politisk side, som man ikke har valgt at gøre endnu, det er at benytte sig af at forbyde sponsorering af børneprogrammer og se på, om man skal begrænse omfanget af reklamer,” siger Marie Frank-Nielsen og tilføjer:

”Det første kan man gøre ret nemt, da det kræver ikke lovændringer, da det knytter sig til den såkaldte reklamebekendtgørelse. Så det ville være et let greb at iværksætte for at regulere lidt bedre på det her område. Når vi taler med forbrugere, giver de også udtryk for, at de egentlig ikke er interesserede i, at deres børn skal være udsat for det her massive kommercielle pres.”