Ford Danmark har tidligere gjort sig bemærket med content-projekter. Så sent som i februar, da bilmærket adresserede et seriøst emne som skilsmisse sammen med Very og New Land, men også i efteråret, hvor Ford sammen med Mindshare oprettede en ”nyhedsredaktion” .
Nu involverer Ford Danmark sig i et nyt content-initiativ – projektet ”Go Creative”, der har til formål at hjælpe børn med at bryde de mønstre og båse, de måtte være havnet i af sociale, kønsmæssige, økonomiske eller andre årsager.
Bag initiativet står foreningen Barndrømmen, og Ford er partner på projektet, der skal gøre drøm til handling blandt danske skolebørn.
Dorthe Foged, der stiftede foreningen for snart seks år siden, siger om det nye projekt:
– Go Creative er et kreativt koncept skabt af et team af fagfolk, kunstnere og kreative konceptudviklere. Resultatet er blevet et samarbejde, hvor Barndrømmen sammen med Ford inviterer alle skolebørn i Danmark til at deltage i et kreativt og fagligt forløb, som kan bidrage til at udvikle dem til hele og selvstændige individer, der tør drømme og handle på deres drømme.
En ny Henry Ford?
Hos Ford Danmark siger Kristine Dam Jensen, Marketing & Communications Supervisor, om bil-brandets engagement i projektet:
– Vi vil gerne hjælpe med at sikre, at kommende generationer bliver støttet i at udvikle de kompetencer, der skal til for, at også de kan nå deres drømme. Ved at inspirere dem og værdsætte deres kreative ideer, kan vi puste liv i nogle spirende entreprenører – og hvem ved, måske er der en kommende Henry Ford blandt den nye generation af danske skoleelever.
Ford og Barndrømmen har sammen med Mindshare skabt en film om ”Go Creative-projektet”, som skal inspirere og udbrede kendskab til projektet blandt både lærere, børn og forældre.
Filmen tager udgangspunkt i 7-årige Malenes drøm om at blive racerkører og stå øverst på sejrskamlen en dag.
Se den her – og læs meget mere om Go Creative-projektet her.