For fem år siden følte Simon Linde sig på ingen måde som en succes i sit job som tekstforfatter.

Det på trods af, at han altid havde set sig selv som dygtig til sit fag.

”Men jeg var nede i et hul. Og jeg havde en nagende, voksende tvivl på mine egne evner,” husker han.

Simon Linde følte sig ikke tilpas i sit arbejdsliv som lønmodtager, hvor han konstant skulle tækkes kundernes ønsker og ikke havde det sidste ord.

Han drømte om et arbejdsliv, hvor han kunne skrive mere som sig selv.

”Jeg ville skrive, hvor det var mig, der havde det sidste mandat. Hvor jeg bestemte, hvad der skulle stå,” siger han.

I dag, fem år senere, har Simon Linde succes som selvstændig i Secret Sauce, hvor han arbejder som tekstforfatter, rådgiver og underviser. Sidste år omsatte han for over en million kroner.

Men hvis man i 2021 havde fortalt den deprimerede Simon Linde, at det var som selvstændig, han ville finde arbejdsglæden, havde han rystet på hovedet.

Om Simon Linde

37 år og opvokset i Fredericia. Har en kandidat i Virksomhedskommunikation fra BSS/Aarhus Universitet.

Har blandt andet arbejdet i Bonnier Publications, Bro Kommunikation og Publico Kommunikation.

Oprettede CVR-nummer i 2021 og driver i dag virksomheden Secret Sauce.

Udgiver nyhedsbrevet “Et rigtigt nyhedsbrev”, som udkommer hver anden søndag.

Bor i Humlebæk med sin kæreste og datter. Hårdt prøvet FCK-fan.

Karrierecoach så det, han ikke selv kunne

Dengang var Simon Linde senior copywriter i en medievirksomhed, hvor korrekturrunder, kompromiser og mellemlederfeedback hang ham langt ud af halsen.

Han savnede frihed og mening.

”Jeg kunne ikke trives i at skulle arbejde med en masse ting, jeg ikke selv havde valgt og syntes enten var kedelige eller meningsløse. Eller var sindssygt langt væk fra mit værdisæt,” siger han.

Arbejdsleden fik ham til at opsøge karrierecoach Susanne Svendsen. Som hjemmearbejde mellem to sessioner fik han til opgave at udfylde to ark med spørgsmålene:

’Hvad kræver du af dit arbejdsliv?’ og ’Hvad giver dig energi?’

Da han præsenterede sine svar, hvor der blandt andet stod ”Remote work” og ”Content som jeg selv er afsender på”, var coachens konklusion klar:

”Simon, du skal være selvstændig.”

Nedenfor kan du se den ‘lagkage’, der indeholdt ingredienserne til Simon Lindes drømme-arbejdsliv, som han fremlagde for sin coach.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: Privatfoto

En idé blev plantet

Susanne Svendsens klare udmelding resonerede dog ikke hos den desillusionerede tekstforfatter. Simon Linde så kun begrænsninger i et selvstændigt arbejdsliv.

Og undskyldninger var der nok af, husker han:

”Det lyder for risikabelt og for økonomisk utrygt. Og-og-og, nej, det tror jeg ikke er noget for mig og min persontype.”

De selvstændige

Hvad kræver det egentlig at gå fra fast løn, frokostordning og kolleger – til at have fuldt ansvar – og stadig trives?

I serien ’De selvstændige’ taler mediet Markedsføring med branchefolk, der har sagt farvel til lønmodtager-tilværelsens faste rammer for at finde deres egen vej til succes i arbejdslivet.

Selv om han afviste tanken, blev idéen hængende.

”Hun plantede en idé. Et frø, der i månederne efter fik lov til at spire.”

Sagde op med flybillet i hånden

På det tidspunkt havde Simon Linde brug for et afbræk og havde bedt ledelsen om lov til tre måneders remote arbejde fra Spanien.

Hans kæreste havde det skrevet ind i sin kontrakt, og han ønskede det samme, så de kunne tage afsted sammen.

Indtil da havde Simon Linde ellers haft stor frihed som senior copywriter. Han havde fået lov til at oprette CVR-nummer og undervise ved siden af jobbet. Endda i arbejdstiden.

Men da ønsket om remote arbejde havde været oppe på C-level, var svaret ifølge Simon Linde et klart nej.

Hans reaktion var lige så klar.

”Dagen efter mødte jeg op med min opsigelse i den ene hånd og flybilletter til Malaga i den anden.”

Købte i stedet for at sælge

Efter sin opsigelse mærkede Simon Linde straks en forandring.

”Jeg mærkede en øjeblikkelig stigning i livskvalitet. Fik mere livsglæde.”

Men han havde ingen forretningsplan, da han stod med flybilletten i hånden hos sin daværende arbejdsgiver.

”Men jeg havde en tro på, at selvfølgelig kan jeg godt finde ud af det,” siger han.

" Mod alle odds inde i min hjerne viste det sig, at jeg var skabt til selvstændig-livet.
Simon Linde, selvstændig rådgiver, konsulent og tekstforfatter

Den første måned som selvstændig var dog ifølge Simon Linde ”kaotisk”, og han brugte tiden på alt andet end at sælge.

”Jeg spildte tiden på at researche ligegyldige ting såsom: Hvilket mobilabonnement skal jeg vælge? Privat eller erhverv? Skal jeg have en erhvervsforsikring? Hvad med pension? Og sundhedsforsikring?”

Resultatet var, at han efter fire uger kun havde truffet én reel beslutning. At tegne et erhvervsmobilabonnement.

”Som jeg fortrød dagen efter,” griner Simon Linde.

Mentors råd blev styrende

Hans mentor, Morten Münster, som tidligere havde været hans chef i Bro Kommunikation, kom ham til undsætning med et råd, der blev afgørende for starten som selvstændig.

”Alle de der praktiske ting er ikke vigtige, Simon. Dem kan du vente med indtil sommer, hvor dine kunder er gået på ferie.”

I stedet anbefalede han, at Simon Linde kun fokuserede på én ting:

At sælge otte pladser til den masterclass i copywriting, han var i gang med at udvikle.

I Malagas forårssol udviklede han sin masterclass, oprettede en landingpage og satte den til salg. Til sin egen overraskelse blev alle pladser udsolgt på en uge.

”Dér blev det ægte for mig,” siger han.

 Jeg kan selv skabe det job, jeg gerne vil have.”

“Jeg valgte at være hammerdyr”

Allerede fra studietiden havde Simon Linde været optaget af, hvor vigtigt det er at skille sig ud. Gennem klummer, blogindlæg og podcast havde han arbejdet på at opbygge et personligt brand.

Derfor vidste han også, at han skulle indtage en tydelig position i markedet.

Simon Linde som nyudklækket selvstændig arbejdende fra Spaniens sol i de kolde danske forårsmåneder. Foto: Privat

”Jeg valgte at gå efter en position, som var ledig: at være den dyreste tekstforfatter. Så jeg positionerede mig på at være hammerdyr.”

I dag sælger han sig selv på linjen:

”Over dit budget. Men alle pengene værd.”

Var du ikke bange for, at så skarp en positionering kunne koste dig sympati og give bagslag?

”Som jeg ser det, er det positivt, hvis nogen hader dig og nogen fravælger dig. Det er et tegn på, at du har positioneret dig godt. Hvis man forsøger at gøre alle glade, så rammer man lige præcis ingen.”

Tone of voice har betydet alt

Simon Linde har aldrig brugt penge på at markedsføre sig selv. I stedet har han fokuseret på to organiske kanaler: sit nyhedsbrev og sin LinkedIn-profil.

Her dyrker han sin egen stemme, som både er kæk og transparent.

”Min tone of voice har betydet alt. Jeg er min tone of voice, og min tone of voice er mig.”

Du er både selvudleverende og ærlig, men også tangerende til selvglad i dine LinkedIn-posts. Hvordan finder du balancen?

”Jeg tror, at den bedste vej for mig er at blive ved med at være ærlig. Jeg er ærlig, når det går godt. Jeg er ærlig, når det går dårligt. Og det er en strategi til at være en, man stoler på.”

Simon Linde ser det som en personlig succes, at kunder nu efterspørger hans særlige stil.

”Fagforeningen DM (Dansk Magisterforening, red.) betaler mig for at skrive klummer i deres magasin i min tone og for at lave LinkedIn-takeovers i min tone. Med fuld kreativ frihed. Det kunne faktisk ikke være bedre,” siger han.

Ingen vej tilbage

Simon Lindes råd til dig, der overvejer at blive selvstændig

1. Find en mentor

“Få dig din egen Morten Münster. En mentor, der allerede har gået den vej, du selv overvejer, og som kan åbne dine øjne for muligheder, du ikke selv kan se.”

2. Drop detaljerne i starten

“Brug ikke din første tid på mobilabonnementer, forsikringer og pension. Det praktiske kan vente. I starten handler det om at få forretningen i gang.

3. Sælg først
“Fokusér på én konkret ting, du kan sælge hurtigt. For mig var det en masterclass. Det vigtigste er at få bevis for, at nogen vil betale for det, du laver.”

4. Positionér dig skarpt

“Du kommer ikke langt ved at prøve at være relevant for alle. Vælg en tydelig position i markedet, og accepter, at nogle vil vælge dig fra.”

5. Byg din egen kanal

“Begynd at opbygge din egen platform med det samme. For mig har nyhedsbrev og LinkedIn været de vigtigste kanaler. Du skal ikke være afhængig af andres platforme alene.”

I skrivende stund har Simon Linde været selvstændig i fire år.

Når du ser tilbage, hvad har overrasket dig mest ved at blive selvstændig?

”Det der har overrasket mig mest, er nok hvor hurtigt jeg slap af med usikkerheden og lærte at leve med alt det, jeg var ih så åh så bange for.”

Han kan ikke pege på én afgørende faktor. der fik usikkerheden til at forsvinde. Det skete gradvist. Og i dag peaker Simon Lindes arbejdsliv.

”Jeg har aldrig været gladere. Jeg har aldrig været mere bekymringsfri. Mod alle odds inde i min hjerne viste det sig, at jeg var skabt til selvstændig-livet.”

Skal leve sit eget liv

Hvad er den vigtigste læring, dit skifte har givet dig?

”Jeg tror, at succes er følelsen af meningsfuldhed. Og den er svær at få, hvis du lever en andens liv. Hvis du gør, hvad du tror, folk forventer af dig. I stedet skal man leve det liv, man inderst inde ved, man er skabt til.”

Hvordan finder man ud af det uden en karrierecoach?

”Det kræver nogle ikke-fakturerbare gåture og selvransagelser. Men også nogen at sparre med. For mit vedkommende var det min coach, min mentor og min netværksgruppe.”

Ville du kunne finde på at vende tilbage til et fast job?

”Nej, for det job findes ikke. Ikke i skrivende stund i hvert fald. Jeg har brug for maksimal frihed og autonomi for at trives. Det er kerneværdier for mig i dag. Og det har jeg ikke oplevet som arbejdstager.”

Er du aldrig i tvivl?

”Niksen Biksen Karen Thisted. No shit, jeg føler, jeg er født til det her.”