I slutningen af sidste år skiftede Hjem-Is navn til Fråst. Meldingen lød, at brandet skulle bringes ind i fremtiden – og at navnet skulle signalere, at Fråst var mere end bare is, men også frysemad, fortalte den daværende marketingchef, Anders Christiansen, til Markedsføring.

Men på sin første rigtige arbejdsdag valgte ejerne af Fråst, Food Union, at opsige manden bag navneskiftet. Blandt andet ifølge Anders Christiansen, fordi fremtiden for brandet ikke rummede ham, og fordi man skruede ned for ambitionerne.

Samtidig skrev han på LinkedIn, at “Fråst har i løbet af julen fået nye asiatiske ejere, som har valgt at nedjustere ambitionerne og planerne for Fråst væsentligt, og det betyder, at der ikke længere er plads til mig”.

Men hvad den nedjustering af ambitioner og planer består i, er uklart.

Markedsføring har siden nyheden om opsigelsen af CMO Anders Christiansen forsøgt at få et interview med Food Union, men virksomheden ønsker ikke at kommentere. Hverken på opsigelsen af Anders Christiansen eller på, hvad fremtiden for Fråst bringer.

Markedsføring ville gerne have spurgt, om man har planer om at nedlægge brandet, hvad det vil sige, at man nedjusterer ambitionerne, og hvad den nye strategi for Fråsts markedsføring bliver.

Men det har vi ikke fået mulighed for.

“Undskyld for ikke at svare, sidste uge var travl på grund af andre projekter. Tak for at række ud til os. Denne gang vil vi ikke kommentere. Tak for jeres forståelse,” er det svar, som Markedsføring har fået efter flere opkald og SMS’er til Head of PR for Food Union, Linda Mezgaile.

Ifølge KapitalWatch er det kapitalfonden PAG Private Equity, der her i januar har overtaget aktiemajoriteten i Food Union Europe.