Frederik Preisler nægter at kede sig

“Vi må love hinanden noget,” siger du som det første med din fine Østerbro-diktion. Du sidder på patriarkpladsen. For enden af bordet, der er i størrelse ‘Putin-mødes-medinternationale-statsledere’.

Det er der, du altid sidder. Det har kontorchefen Fia Havana informeret mig om, da hun kort forinden viste mig ind i mødelokalet, der er på størrelse med mange nybyggede étværelseslejligheder. Her er så højt til loftet, at man sagtens kunne spille basket eller afholde DM i stangspring. 

Trægulvet er blankpoleret, i hjørnet står en stumtjener, der er kamin, og i midten af det hele er mahognibordet flankeret af 14 Y-stole i lyst træ. Hvis lokalet kunne tale, ville det tiltale en “De”. I en tid, hvor åbne kontorlandskaber og farverigt interiør er comme il faut, holder du stædigt fast i de gamle dyder. Det er sikkert heller ikke tilfældigt, at Mensch har til huse i et af Bredgades gamle palæer.

Dine blå øjne ser drillende på mig, da du kommer med udfordringen.

 “Hvis det bliver top-uinteressant og almindeligheder over en bred kam, så dropper vi det.” 

Du hader nemlig at kede dig. Og så må vi heller ikke berøre de dybt personlige detaljer, for det mener du, hverken har interesse for læserne eller for dig selv. Du er privat og skubber tilbage, når jeg kommer for tæt på. Så hvorfor stiller du overhovedet op til et portræt? Fordi du er fandens forfængelig.

Befinder man sig til et middagsselskab med dig, skal man forberede sig på at blive provokeret. Du kan godt finde på at bringe emner som, var 9/11 en kunstnerisk manifestation fra Osama Bin Laden på banen. Eller noget andet, der har
samme effekt som at smide en flammekaster ind på en benzintank. Bare lige for at se, hvad der sker.

Det har din mangeårige ven, kunstneren Balder Olrik, fortalt mig. Hans venner fandt dig et hak for kontroversiel, da de første gang blev introduceret.

“Han kan være voldsomt provokerende i selskaber. Han kan decideret vejre stemningen og sige det, der får bordet til at ryge mest i flint på hinanden. Jo mere, folk ryger op i gardinerne, jo sjovere finder han det. At have Frederik til middag er som at invitere en havkat i hyttefadet,” siger han.

I en periode var dit hofnummer at stille spørgsmålet: Hvornår er man pædofil? Og så diskutere en række drilske grænse-eksempler, hvis eneste formål var at fange folk på det gale ben, så de havde sagt ja til én ting og senere blev fanget i deres dobbeltmoral.

“Hvis man ikke elsker det, er der ingen grund til at være venner med Frederik. Det gør ham også skarp, han udfordrer hele tiden sit eget intellekt,” siger Balder Olrik.

Og hvis man kigger på din karriere, er den altoverskyggende overskrift vel også: Provokationer. Uambitiøse, dovne løsninger interesserer dig ikke. Du vil udfordre. Og udfordres.

Som din kampagne for Information, hvor Dansk Folkepartis almoder Pia Kjærsgaard blev fremstillet i blackface og med teksten: Man bestemmer ikke selv, hvor man er født. Eller da I for teleselskabet Mobilix lavede kampagnen “Samtale fremmer forståelsen”, der portrætterede nogle skrappe modsætninger. Der var en lyshåret kvinde maskeret med solbrille over for en kvinde i burka. En tibetansk munk over for en kinesisk soldat.

Du har heller ikke holdt dig for fin til at rette din provokations-bazooka mod reklamebranchen, som du ikke giver meget for. Da du startede i branchen, var din drivkraft at lave mest muligt rav i den.

“Der var en lille smule tourettes over det. Propaganda og siden Mensch var jo en del af branchen, men vi har altid haft lidt svært ved at dele reklamebranchens fascination af sig selv. Og selvironi er jo også en slags energi, ikke?” siger du til mig.

Men du mener alligevel, at du er blevet mindre provokerende med årene. Det giver dine nærmeste kolleger dog ikke meget for. Ja, Christina Tønnesen, der gennem de seneste 19 år har været en af dine tætteste kolleger, bryder ligefrem ud i et grineflip, da jeg fortæller hende det.

“Har han virkelig sagt det?” siger hun gennem latteren, da vi snakker sammen over telefonen.

“Han er måske blevet provokerende på en anden måde, men det er stadigvæk Frederik. Han elsker stadig at teste, om der er stød i hegnet. Men vores arbejde handler jo også om at vende tingene på hovedet. At finde nye vinkler, og det er Frederik ekspert i. Man hører ham ofte sige:

“Hvis vi nu et øjeblik legede med tanken om …”,” siger Christina Tønnesen.

Nu kommer vi til det afsnit, du nok finder mest uinteressant. Men som jeg alligevel synes, er vigtigt for læserne. Fordi det forklarer en smule om, hvorfor du er, som du er. Og hvorfor du arbejder, som du gør.

Du er født på Østerbro af en mor, der var lektor på Gammel Hellerup Gymnasium og underviste i fransk og dansk. Hun var med dine ord en meget, meget dygtig kunstner, men hun brugte aldrig sit talent.

Din far, Peter Zinkernagel, anses af nogle for at være Danmarks vigtigste filosof siden Søren Kierkegaard. Andre kalder ham en galning. Du brugte også meget tid med din moster, der var gift med en libanesisk forretningsmand. Din barndomsverden var akademisk københavnerhjem og international forretningsverden.

“Jeg er et produkt af begge,” forklarer du, inden du indfletter, at din mor og moster boede i lejligheder, der ligner dine kontorer.

Dit forhold til din far var godt, men blev først nært, da du var voksen. Og så vil du sådan set ikke snakke mere om det. Men du må have arvet en naturlig interesse for filosofi, og i vores samtale refererer du lystigt til filosoffer, digtere, politologer og sociologer. For det meste nikker jeg bare høfligt og siger ja, dem har jeg hørt om, selvom det ikke altid passer.

I skolen følte du dig udenfor. Lidt, fordi din mor var meget flamboyant og gik i store hatte stik modsat de andre elevers forældre, mest fordi du kedede dig bravt i timerne. Derfor blev du heller ikke akademiker.

I stedet blev du punker, gik med neglelak og for rundt i en karrusel af job. Du var blandt andet dørmand og vinduespudser, indtil din to år ældre søster, forfatteren Juliane Preisler, introducerede dig for sine venner i reklamebranchen.

Nogle vil nok sige, at det var skæbnens tilfældigheder, at du endte der. Jeg vil vove den påstand, at der er få steder, du passer lige så godt ind. Tre måneder inde i din første ansættelse blev du fyret.

“Det var de nødt til. Jeg var helt umulig. Demonstrativt uimponeret af reklamebranchen og selv om cheferne var flinke, var det svært at skjule, at jeg ikke synes, reklamedirektører var denne verdens åndsfyrster,” siger du om din første tid på bureau.

Heldigvis så et andet bureau lyset i dig og gav dig endnu en chance. Det var dengang, gadehunde kunne blive kreative direktører, og du fik lov at arbejde dig op, indtil du endte hos Hiort, Stenius og Werner, som nåede at skifte navn til Hiort, Stenius & Preisler, lige før du skred ud ad døren.

Dengang var der to konger i reklamebranchen.

På den ene side Peter Wibroes Wibroe, Duckert & Partners, der havde Henrik Juul som kronprins, og på den anden side Peter Hiort, der havde dig. Henrik Juul og dig mødtes til tider og snakkede om, hvor besværligt det var at træde ned i deres store – og som du bemærker godt udtrådte – sko.

Mens han overtog stafetten, valgte du at bryde tronfølgen og skabte Propaganda.

Vi afbryder reklameblokken med en vigtig meddelelse til dansk erhvervsliv. Reklamebureauet Propaganda åbner 1. januar. Godt nytår.”

Det var nytårsaften 1999, og selvom I ikke havde en bøjet femøre på Propaganda, valgte I at indrykke en reklamefilm for jer selv. På flow-tv.

“Hvis vi skulle lykkes, skulle vi være landets mest omtalte bureau på to år,” siger du i dag.

Og det blev I.

Udover jeres reklamer for kunderne blev I også kendt for at svirpe pisken mod reklamebranchen. Som det år, hvor I tog de 50.000 kroner, som I normalt brugte på at indsende cases til prisuddelinger, og donerede dem til Pindsvine vennerne med overskriften ”I år vinder Propaganda ikke guld. Men det er der andre, der gør”.

Eller da I indrykkede en annonce og ønskede datidens store bureau Bates tillykke med deres 60-års fødselsdag ved at vise, at deres prisvindere var kopieret fra udlandet.

“Branchen blev rasende, der var høringer, og de gamle bureauer ville have os for retten. Men det var fuldstændig tro mod det, vi var. De nye drenge i klassen, der kunne vælge imellem at indordne sig i hakkeordenen eller udfordre de store,” siger du og tilføjer:

“Dengang var reklamerne i høj grad folkekomedier. Vi gik i den anden grøft med seksualpolitik, kønsdebatten og religion. Alt det, der var forbudt i almindelig reklame, væltede vi rundt i. Det var Propaganda-metoden.”

Nogle år efter solgte I Propaganda til McCann-kæden. Christina Tønnesen, der kom til i 2005, så jer som et fyrtårn i branchen.

“De stod for super skarp, intelligent og tankevækkende kommunikation,” siger hun.

Alt, hvad hun havde hørt om dig, var, at du var krukket og besværlig at arbejde sammen med.

“Jeg kan huske, at jeg tænkte ”nå, men han får ikke særbehandling af mig”, og det har han så fået lige siden. For Frederik er særlig. I ordets bogstavelige og mest positive forstand. Han kan være virkelig besværlig at arbejde sammen med, men det er besværet værd.”

I 2009 endte ægteskabet med McCann, da I købte bureauet tilbage. Men hvordan havde du også selv troet, at det ville gå? Du hader chefer, og nu skulle du pludselig ind i et internationalt bureaukrati.

Nu kan du desuden godt læse med igen, Frederik, for vi er kommet frem til, at du grundlægger Mensch.

Når du taler, har du en tendens til at holde kuglepennen mellem tommel-, pege- og langfingeren og dreje den rundt i luften som en tryllestav.

Lige inden du siger noget sjovt, løfter dit højre øjenbryn sig, og det ene næsebor udvides ganske lidt. Når du er ved at dø af kedsomhed, prøver du at accelerere tempoet ved at sige “godt så”.

Christina Tønnesen siger, at du har en erfaring svarende til dine 61 år, du er eksperimenterende som en 20-årig, og stædig som en treårig. Og så er du strategisk skarp, provokerende, vidende og kreativ. Det er din kerne, siger hun.

Alt andet er i konstant udvikling.

Da du fyldte 60, titulerede Politiken dig “den samfundsbevidste reklamemand” i sit fødselsdagsportræt. Det er alligevel en udvikling fra 00’erne, hvor du kaldte dig selv for kapitalens lejesoldat, man inden for lovens rammer kunne hyre til hvad som helst.

Derudover er du gået fra at være en storrygende storvildtsjæger til grøntsagssmoothies-drikkende vegetar. Fra kampsport til meditation. Spørgsmålet er, om det er blevet sjovere eller kedeligere at være dig.

“Begge dele. På et tidspunkt i livet har man valget mellem at blive ved med at være ung og oprørsk ud i det komiske eller blive en sur gammel mand. Vil man ikke være nogle af delene, placerer man sig et sted imellem, hvor man er mindre rabiat og mere velovervejet. Det lyder kedeligt, men det er faktisk sjovere.”

Hvordan har dit arbejde forandret sig?

“Jeg arbejder mere med direktioner og bestyrelser. Det handler ofte om, hvordan man kan kommunikere en strategi, så man kan få andre med på den. Det lyder tungt, men vi er så heldige, at dem der opsøger os, er den tænkende og følende del af erhvervslivet. Og de er simpelthen fornøjelige at arbejde sammen med,” siger du og drejer kuglepennen rundt.

Bruger du din kreativitet anderledes nu, end da du var yngre?

“Kreativitet er blevet et meningsløst begreb. Hvad fanden er det? Jeg tror ekstremt meget på intuition. Intuition er summen af vores erfaring, alt det, vi har lært, tilsat hele sanseapparatet og intelligensen. Intuition er vildt undervurderet, men hvis man bruger den i komplicerede strategiske sammenhænge, sker der noget fantastisk.”

Og lige pludselig er du stukket af i en langhåret forklaring af æstetik som erkendelse gennem det sansede, hvor du trækker på 1700-tals digteren Friedrich von Schiller, filosoffen Immanuel Kant og fortæller, hvordan Nicolaus Kopernikus fandt ud af, at jorden og solens placeringer var omvendte ved at kigge på tegninger og konstatere, at den harmoniske skønhed manglede.

“Pointen er, at æstetik ikke er elitært, det er elementært. Vi kan alle forstå det. Nogle, der arbejder med kommunikation, siger: Det forstår almindelige mennesker ikke. Det er det dummeste, du kan sige. Det er helt omvendt. Hvis dit arbejde er begavet nok, så forstår de det. Intuitivt.”

Sekundet efter er du ovre i en afstikker om, at 99 procent af reklame-budgetterne spildes. Og at kunstig intelligens er gennemsnitlig og kedelig. Først der fanger jeg din tankestrøm igen.

Jeg indskyder et sidste spørgsmål, da jeg har chancen. Hvad håber du egentlig på at opnå?

“Jeg har ikke sådan en livsmission. Jeg tror helt uden ironi, at livet handler om kærlighed og retfærdighed. Så det kunne være ret fint, hvis vi kunne gøre verden en lille smule mere menneskelig,” afslutter du, inden vi tager afsked.

Nu er spørgsmålet, Frederik: Kedede du dig undervejs?