Freetrailer vil ud over rampen med sin kommunikation, så kunderne får en stærkere tilknytning til brandet.

Derfor har Freetrailer peget på bureauet GernerKofoed som ny samarbejdspartner i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland.

Og samarbejdet bliver markeret med en ny brandplatform og en ny kampagne fra Freetrailer, som bliver rullet ud på alle fem markeder.

Ifølge Victor Gerner, den ene stifter af bureauet, er det en udfordrende opgave, man har fået af Freetrailer.

“Målet er at skabe en tættere forbindelse mellem brugere og Freetrailer. Den kommer ud i fem lande. Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Danmark. Derfor har det også været en krævende faglig udfordring at lave kommunikation der kan gå på tværs af landegrænser,” skriver han i en mail til Markedsføring.

Hvad er den kreative ide med kampagnen? 

“Freetrailer havde en udfordring med at have skabt en fantastisk service, men de var et mærke, kunderne ikke kunne … ja, mærke. Nu går vi ud og ejer de anledninger, hvor en trailer indgår, og slår fast at Freetrailer altid er bag dig.”

Det store arbejde har ifølge Victor Gerner ligget i at sætte den nye kommunikative retning for Freetrailer. Og tanken er også, at samarbejdet skal føre til yderligere fra Freetrailer.

“Vi har ikke skrevet nogen kontrakt på et længerevarende samarbejde, men nu har vi skabt sømmet (den kreative platform), og det bliver ikke banket på plads i første hug. Så planen er, at der selvfølgelig kommer meget mere de næste par år,” skriver Victor Gerner.

Hvad betyder samarbejdet med Freetrailer for jer?

“Det betyder, at når du først er begyndt at se en Freetrailer på vejene, kan du ikke undgå at se dem hele tiden. Lidt irriterende, når man forsøger at holde weekend og ikke tænke på arbejde.”

Du kan se en af de fire nye kampagner fra Freetrailer her: