Det aarhusianske designbureau Little Studio ansætter Frank Rækby Jepsen som ny CEO.
Han får ansvar for bureauets vækststrategi og udvikling. Samtidig skal ansættelsen frigive tid hos partnerkredsen, så de i højere grad kan designe. Det oplyser Little Studio i en pressemeddelelse.
“Partnerkredsen har hele tiden vidst, at vi bruger vores kræfter bedst på at udvikle kunderne og vores team igennem projekterne. Vi er designere og vil gerne bruge tiden på design. Med Frank på holdet har vi nu endnu bedre mulighed for det,” skriver partner i Little Studio, Andrei Madalin Dumitrescu, i meddelelsen.
Little Studios regnskab
2022-tal i parentes
Bruttofortjeneste: 7,9 millioner kroner (4,5 mio. kr.)
Resultat før skat: 1,2 mio. kr. (1,3 mio. kr.)
Kilde: CVR
Frank Rækby Jepsen kommer fra en stilling som CEO i tegnestuen Jacob Jensen Design, hvor han har været med til at gennemføre en restrukturering.
“I virkeligheden er skiftet meget naturligt og timingen oplagt. Jacob Jensen Design har undergået en stor transformation de seneste to år og har tilmed landet flere nye samarbejder – også internationalt. Nu er tiden inde til at bytte fysisk produktdesign ud med digitalt produktdesign, og her er Little Studios team, kultur og tilgang til at skabe digitale produkter blandt landets mest interessante,” skriver Frank Rækby Jepsen.
Skal fokusere på design
Designbureauet er de seneste år gået fra tre partnere til at tælle 12 medarbejdere og arbejder for kunder som Lego, Grundfos, Jyske Bank og Sprii.
Sidste år var de blandt andet nomineret til Creative Circle for deres løsninger for Lego.
Og mens partnerkredsen skal have mere tid til at designe løsninger, skal Little Studio også fokusere mere på det og digital produktudvikling end rådgivning.
“Vi skal blive ved med at være dygtige til rådgivningsdelen, men vigtigst af alt er Little Studio et designstudio. Vores kunder vælger os, fordi de gerne vil se konkrete resultater og hurtigt have noget i hænderne,” skriver den nyansatte CEO blandt andet.
Selvom Little Studio de seneste år har set vækst, er det vigtigt for dem ikke at vokse sig for store. Frank Rækby Jepsen skriver om fremtiden, at man vil holde fast i de små teams dyder, selv når man i fremtiden potentielt vækster.
“Når man er et mindre team, åbner det nogle muligheder for at arbejde enormt tæt både med hinanden og med kunderne. Desuden er der høj hastighed i det. Færre møder og mindre administration. Derfor vil vi forblive små og sandsynligvis skabe flere små teams, hvis vi får mulighed for at se mod nye markeder.”