Sabre Awards EMEA, populært kaldet PR-branchens uofficielle EM, har offentliggjort shortlister for 2020, og det er gode nyheder for Holm Kommunikation.

Bureauet er således for tredje år i træk nomineret til prisen for det arbejde, man gennem en årrække har leveret for Sikkerhedsstyrelsen for at forbedre fyrværkeri-sikkerheden i Danmark.

– Vi er stolte over, at vi igen er nomineret, men især er vi glade for, at Sikkerhedsstyrelsen har ladet os udvikle og udforske kampagnen i løbet af de tre år, vi har samarbejdet, siger Mads Keilberg Johansen, digital chef i Holm Kommunikation.

Tusinder af flere følgere

Ligesom de to foregående år handlede den nu pris-nominerede kampagne om at få unge mænd til at omgås fyrværkeri fornuftigt for at få antallet af skader ned. 

Og hvor de tidligere kampagner har udnyttet VR-teknologi og 5D-oplevelser, benyttede den seneste kampagne, Memes against eye injuries, sig udelukkende af memes, der sigtede direkte mod den unge – og som nævnt – især mandlige målgruppe.

Og det gav Sikkerhedsstyrelsen et stort reach.

Via en række forskellige memes, der refererede til hip-hop- og ungdomskultur, nåede kampagnen således ud til mere end 800.000 brugere og fik mere end 40.000 interaktioner på Facebook. 

Samtidig fik Sikkerhedsstyrelsen 4.500 nye følgere på de bare 17 dage, hvor kampagnen var op mod nytåret var aktiv.

Og den flerårige kampagne-indsats ser ud til at have virket:

Fra 2016/17 til 2019/20 er antallet af fyrværkeriulykker faldet fra 267 til 238, heraf er antallet af alvorlige ulykker faldet fra 37 til 27.

Seks gange på syv år

Ud over at det er tredje år i træk, at samarbejdet mellem Holm og Sikkerhedsstyrelsen bliver nomineret til Sabre Award, så er det også sjette gang på syv år, at bureauet bliver nomineret til netop den pris.

Og det er ikke blevet ved nomineringerne – der er også faldet priser af undervejs: 

I 2018 vandt kampagnen for eksempel en Certificate of Excellence ved Sabre Awards. 

Samme år vandt den en Digital Communication Award, hvortil kommer, at Holm Kommunikations samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen tidligere har været nomineret til Journalistforbundets kommunikationspris KOM19.

Holm Kommunikation har desuden tidligere vundet en Sabre-pris for Sony PlayStation: 

I 2015 vandt casen #GivBlodForBloodborne således både en Sabre Award og den daværende danske PR Tiger – ligesom man var nomineret til en European Excellence Awards.

Mere dansk – og svensk

Ud over fyrværkerikampagnen finder man på nomineringslisten i år endnu en dansk case: Det er Netto og Grey Public, der er i spil til en pris for deres ”Santa’s supermarket: Fighting food waste & inequality in Denmark”.

Og så bør vi også nævne broderlandets massivt prisvindende E.V.A. Initiative fra Forman & Bodenfors for Volvo Cars, der er nomineret hele tre gange ved Sabre Awards 2020.

En kampagne, der også har dansk islæt i skikkelse dels af Trine Keller-Andreasen, dengang strategisk planner på kampagnen hos Forsman & Bodenfors, i dag Head of Strategy hos Another – og dels af instruktør Lærke Herthoni.

Sabre Awards skulle have været afholdt den 28. maj i Paris, men som mange andre awardshows er også dette aflyst. Arrangørerne oplyser, at man arbejder på at finde alternative løsninger.

Se alle 2020-shortlisterne fra Sabre Awards her – og se case-filmen for Sikkerhedsstyrelsens kampagne herunder.