De seneste år har martech-virksomheden Scratcher lagt platform til gamification-kampagner for flere store brands. Altså små spil med tilbud og konkurrencer, der er en del af markedsføringen for brands.
Men selvom det går fremad, var der brug for at starte forfra på tech-delen for Scratcher. Helt forfra.
Derfor har man bygget en ny udgave af platformen helt fra bunden. Og investeret et to-cifret millionbeløb i satsningen. Det fortæller Nikolaj Skarbye, der er CCO hos tech-virksomheden.
”Hvis jeg skulle forklare det til min 4-årige datter, ville jeg sige, at vi før havde én Lego-borg. Og så svarer det til, at vi har bygget en helt ny Lego-borg et helt andet sted, der skal erstatte den gamle. Vi har investeret et to-cifret millionbeløb i det,” siger han.
Lidt mere teknisk forklaret har udviklerne på Scratcher skrevet helt ny kode fra bunden for platformen. Og det nye Scratcher går officielt i luften i starten af januar det kommende år.
”Det nemmeste ville være at have bygget videre på det gamle fundament,” siger Nikolaj Skarbye.
”Men alle, der arbejder med kode, ved, at det ikke er den rette beslutning. Derfor tog vi beslutningen og byggede en helt ny platform fra bunden baseret på den feedback, vi har fået fra kunder, og den måde, som markedet har rykket sig på.”
Markante ændringer
Men hvad er så anderledes i den nye udgave af Scratcher?
Listen er lang, fortæller Nikolaj Skarbye. For det første er softwaren opdateret, så det er meget nemmere selv at arbejde med den som brand og at se, hvad du kan lave med systemet. Derudover bliver det også muligt at måle effekt af kampagner på en lang række mere detaljerede datapunkter.
Samtidig indfører Scratcher også en freemium-model med forskellige abonnementspriser. Det er salgsmæssigt et stort skifte for Scratcher, som de håber på klar effekt af.
”Vi får helt transparente pakker og priser nu. Vi tilbyder også en freemium-model, så du kan prøve, før du køber,” siger han.
”Og så skal hele systemet være mere brugervenligt. Det er meldingen fra markedet, så vi har lavet en helt ny editor, hvor man kan lave og sætte sine kampagner op. Og man får langt flere muligheder for at justere, så gamification-kampagerne kan være mere on-brand, blandt andet fordi designkravene stiger,” siger han.
Det giver blandt andet også mulighed for, at én virksomhed kan have en lang række forskellige designfiler og brands lagt klar til forskellige gamification-kampagner.
”Kort sagt kan du have flere brands klar til at køre eller udskifte kampagner langt nemmere end før,” siger han.
Den nye interface på Scratcher – artiklen fortsætter efter billedet:
Tager en chance
Hvorfor har det været nødvendigt for jer nu at investere dyrt i at bygge en helt ny platform?
”Vi skal møde markedet med de forventninger og krav, der er. Både teknisk, men også fordi virksomhjeder i 24 og 25 køber software ind på en anden måde.”
Risikerer I ikke også noget med den her store opdatering?
”Jo, for fanden da. Det er altid spændende, når man ruller noget helt nyt ud, man har investeret massivt i. Vi har kørt betatest og haft det forbi kunder. Men det er spændende, hvordan markedet reagerer på det. Vi håber, der kommer en masse begejstring. Det er også derfor, vi laver en freemium-model, så alle kan prøve funktionerne af i 14 dage og stadig har adgang til dele af platformen bagefter,” siger Nikolaj Skarbye.
Han understreger, at det skal være en vej til at gøre platformen tilgængelig for mindre virksomheder, der måske ikke har råd til skræddersyede gamification-kampagner.
”Vi har også professionelle pakker, der koster meget mere end de 129 euro, der er vores indgangsbarriere. Det er ikke alle, der kan klare sig med en lille løsning.”
Hvad drømmer I om at få ud af det her de næste år?
”Drømmen er at bringe gamification ind som en del af tech-stacken hos langt flere virksomheder. Det skal ikke være forbeholdt store virksomheder med budgetter på 100.000-vis af kroner. Vi skal også være tilgængelige for mindre webshops, retailers. B2B og andre virksomheder, der vil have et self-service gamification-produkt, som er GDPR-compliant og ISO-certificeret,” siger Nikolaj Skarbye.
Scratcher ønsker ikke at oplyse de komplette omkostninger for relanceringen.