Birthe Nielsen kæmpede sig op som stjerne-tekstforfatter: ”Jeg ville det med hele mit hjerte” 

”Jeg læste enormt meget som barn, skrev meget fantasifulde stile, hørte klassiske koncerter i radioen og tænkte meget over tingene. Virkelig meget. Jeg skilte mig nok lidt ud. Min mor sagde, hvorfor kan du ikke bare være normal, Birthe?” 

Den sidste sætning ledsages af en klingende latter fra Birthe Nielsen, mangeårig tekstforfatter på blandt andet Henriksen & Sieling, BBDO, Saatchi & Saatchi og Bocca. 

”Irma-pigen” blev hun i mange år kaldt blandt venner, fordi hun skrev reklametekster for Irma i 40 år. 

Hun er som altid elegant og farverigt klædt – i røde og orange farver – men de ellers obligatoriske høje hæle er skiftet ud med flade sko. 

”Tænk, jeg fik sgu’ krampe midt på Kongens Nytorv på vej herhen. Så jeg måtte skifte,” siger hun med nogen irritation i stemmen. Hælene har i mange år næsten været et varemærke for hende.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det hele startede for Birthe Nielsen på et lille husmandssted på Sydfyn ved Arreskov Sø, hvor hun var ældste barn af fire. 

”Der var heste, ingen traktorer, og det lille hus i gården, og jeg var ikke så gammel, da jeg skulle passe mine yngre søskende. I skolen var vi 20 børn fordelt på fire klasser, så det var små kår. Og jeg drømte mig allerede dengang til storbyen. Jeg skulle bare væk, fordi jeg syntes, det hele var lidt snævert.” 

Til Birthes Nielsens held gik en planlagt elevplads i Handelshuset i Faaborg i vasken. 

Ressourcerne var der ikke, da det var midt under den første oliekrise i 1973, så i stedet rejste hun glad og fro til København og blev ung pige i huset hos Gösta Schwark. 

”Han var komponist og impressario og kugleskør. I det halve år, jeg var der, skred konen, og i stedet kom en anden ung kvinde, Assia Zlatkowa, til – en meget smuk og lovende pianist fra Bulgarien.” 

Siden blev Birthe Nielsen kontorassistent hos Danske Konsummælkmejeriers Fællesrepræsentation og begyndte at læse merkonom, ”for jeg ville noget med salg”. 

Og en dag viste en veninde hende en annonce fra Ekstra Bladet. 

”Der stod: Synes du også, de fleste annoncer er lige til at krølle sammen eller rive i stykker eller noget i den retning. Det var fire bureauer fra den danske reklamebranche, der havde slået sig sammen om at søge tekstforfatter-elever. Da jeg så det, tænkte jeg, det er det jeg skal. Vi var 300, der søgte, og jeg blev en af de otte, der kom ind.” 

Det første elev-bureau for Birthe Nielsen var D’Arcy Masius Benton & Bowles Reklamebureau i Store Strandstræde i København. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Det gik under navnet Masius og havde Peter Hiort i spidsen – manden bag Jyllands-Postens ’Hvis de vil vide mere’, Nettos logo-hund og Natten er Sort som Guld for Carlsberg. 

”Peter Hiort var fantastisk dygtig og altid skidesød ved mig, men allerede der kunne jeg mærke, at det var en hård branche. Jeg skrev og skrev og blev kaldt ’morakkeren’ i flokken af elever, hvor jeg med mine 22 år var den yngste. Jeg har sikkert været vildt irriterende. Men jeg ville det med hele mit hjerte, for tænk, hvis jeg kunne få lov at leve af noget, jeg elskede, hvis jeg blev dygtig nok.”

Hvad mener du med, at det var en hård branche? 

”Jamen, jeg tudede hele tiden. Eller det fik jeg i hvert fald ry for at gøre. Jeg er meget selvkritisk og bliver ked af det, hvis jeg føler, at det, jeg leverer, ikke er godt nok, og det er det jo selvfølgelig ikke altid. Men hvis kritikken er hård, bliver jeg ked af det og tager det nært og meget personligt,” siger Birthe Nielsen og tilføjer: 

”Jeg sætter ikke navne på, men jeg oplevede da undervejs i elev-forløbet, at der blev sagt:
”Vi tog fejl. Du skulle ikke have været ind. Du kan ikke det her” – det er jo hårde ord. Og sexistiske udbrud har jeg også mødt: ’Hvorfor går du ikke bare hjem og spreder benene og får nogle børn’. Den slags måtte man desværre lægge øre til dengang.” 

Det lod Birthe Nielsen gå ind ad det ene øre og ud ad det andet, siger hun. Det var det faglige, der var vigtigt. Men også her var presset stort. 

”Var du ikke god nok, så var det ud. Og jeg ville ikke ud. Jeg ville være tekstforfatter og allerhelst Danmarks bedste. Så jeg knoklede på.” 

”Det plejer vi ikke.”

Sådan sagde Danmarks ubestridte og nok mest kendte reklamekonge, Peter Wibroe, ifølge Birthe Nielsen, da hun under sit elevforløb på Bates tog elevatoren op til Wibroe, Duckert & Partners, der dengang boede i samme ejendom. Hun ville høre, om hun måtte arbejde lidt hos dem.

Hun fik lov og arbejdede lidt på SAS-budgettet, indtil Bates igen kaldte. 

Men det første ’rigtige’ job efter endt elevuddannelse var på et nystartet bureau: Henriksen & Sieling.

”Det var Vagn Henriksen, Svend Sieling, Bjarne Egedal og Lars Thomasen. Og de startede netop, som jeg var ved at være færdig i starten af 1980.” 

Bureauet flyttede ind på Kongens Nytorv, var ’hot’ i 80’erne og 90’erne og blev forløberen for det senere BBDO. 

”Jeg kendte de fire grundlæggere fra min elevtid på Lund & Lommer, og de spurgte, om jeg ville være tekstforfatter hos dem. Det var drømmejobbet. Jeg var der i 15 år bortset fra et enkelt år, hvor jeg var hos Partners.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Hvorfor var du et år på Partners? 

”De spurgte, og det blev jeg beæret over, tror jeg. Men en dag ringede Bjarne Egedal og spurgte, om jeg ikke skulle hjem. Det skulle jeg.”

Hvis nogen ser DSB’s reklamefilm ”Talen” fra 1994 med Ulrich Thomsen i hovedrollen og tænker ”Festen” af Thomas Vinterberg, så er det helt korrekt. 

Det var Birthe Nielsen, der skrev teksten til DSB-filmen, som er noget af det, hun er mest stolt af i karrieren – ud over Irma. 

”Vi lavede ’Talen’ på BBDO i 1994. Ulrich Thomsen spillede hovedrollen som sønnen, der var på vej hjem for at holde tale for sin far til en fødselsdag.” 

Og folk troede tit, fortæller Birthe Nielsen, at DSB-reklamen var inspireret af Thomas Vinterbergs film ”Festen”, men det var faktisk omvendt. 

Hvilket den prisbelønnede instruktør i 2003 erkendte over for filmmagasinet Ekko. 

“Ja, det er sandt … Den var én af mange inspirationskilder,” sagde han dengang til bladet. 

”Det er da sjovt, ikke? Det var Christian Bjerring, der var marketingdirektør på DSB dengang. Han var med på den værste, og det var ham, der vovede pelsen med ’Talen’. Ellers var film tit noget med 30 sekunder, og så griner vi. Men det her var alvorligt og anderledes, fordi det var en talefilm.” 

Men Irma er og bliver juvelen i Birthe Nielsens krone – og så var der også lige Apple. 

”Vi var på BBDO med til at introducere Apple Macintosh i Danmark. Det var kæmpestort. Sjovt nok sad jeg og skrev de første annoncer på en rød IBM kuglehovedmaskine. Et farligt bøvl, men det gjorde jo en kæmpe forskel.” 

”Jeg plejer at sige, at man skal være lidt af en blotter for at lave reklame,” siger Birthe Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

”Jeg mener, hver gang man viser et eller andet, hvordan man tænker, og på den måde afslører sit take på en opgave. Det har jeg altid syntes, var hårdt.” 

Undervejs i karrieren har hun derfor også ind imellem valgt at hente professionel hjælp. 

”Nogle gange har jeg gået til psykolog, når jeg har været ked af det og nervøs. For at få rede på tanker om, hvad jeg kunne, og hvad jeg ikke kunne. Ja, det har jeg.” 

Det handler om at finde balancen mellem at være hårdhudet og samtidig være i stand til at tage de tæsk, man får, forklarer hun.

”Det, jeg laver, kommer fandme indefra, det er personligt. Men samtidig med, at jeg ville ønske, at jeg ikke var så følsom, så kan jeg også være bange for at miste frygten. Forstår du? Det er jo i høj grad tvivlen, der er drivkraften. Og den skal helst være en helt fast samarbejdspartner.” 

Hun kan ikke lige pege på en konkret case, hun synes, har været den sværeste. Men hun er ikke i tvivl om, hvad det vigtigste i hendes arbejde er: Respekten for læserne og modtagerne. 

”Nogle gange kan man bevæge sig på en knivsæg. At passe på ikke at tale ned, ikke at få nogen til at se dumme ud. Ikke at lyde bedrevidende. Det har jeg liggende i baghovedet altid.” 

Hvad gør du for at holde dig skarp og følge med? 

”Jeg følger bare med. Men fordi jeg er så pjattet med mit fag, tror jeg, det kommer af sig selv. Og så har det nok hjulpet mig, at jeg aldrig stritter imod, når sker noget nyt, men tager det til mig.”

”Dengang drak man jo fra morgenstunden, hvis man havde lyst til det.” 

Sådan var kulturen i hvert fald på nogle bureauer, husker Birthe Nielsen, der dog ikke selv var med på den galej. 

”Det kunne jeg ikke, og i hvert fald ikke ikke midt på dagen. Og heldigvis er det helt anderledes i dag.”

Hvad tænker du om det i dag? 

”Det var en ung branche, som dengang havde meget mere status af at være en kunstnerisk branche. Selv har jeg altid lært, at det ikke er kunst, vi laver, det er bestillingsarbejde. Og den kultur kunne jo heller ikke fortsætte,” siger hun og understreger, at hun slet ikke synes, at det hele var meget sjovere dengang. 

”Det har da været skide sjovt at være med i de år, men der var også brodne kar. Mænd, der syntes, at de unge piger var fantastiske. Og fester, der gik vildt for sig.” 

Men der var ingen kære mor, husker Birthe Nielsen. 

”Der var krav om, at man var produktiv og passede sine ting. Så man var velkommen til at give gas til klokken fem om morgenen, men man passede sit arbejde. Og du røg ud, hvis du ikke var god. Sådan var det bare.”

Blev kvinder anerkendt i branchen dengang, synes du? 

”Det var jo en mandeverden, det kommer vi ikke udenom. Og der var stjerner på alle bureauerne. De store stjerner var oftest mænd, som ingen helst måtte overskygge. Og hvert fald ikke, hvis du var kvinde. Kan vi ikke sige det på den måde,” siger Birthe Nielsen og tilføjer: 

”Så det var nok nemmere dengang at være en ung mand end en ung kvinde i branchen.” 

I dag har Birthe Nielsen stadig fuld fart på sit eget firma. 

”I denne uge har det bare været helt crazy. Onsdag arbejdede jeg nok 18 timer, så jeg er lidt flad, men det havde jeg nok også været, hvis jeg havde været 30 år.” 

Engang sagde en reklamedirektør til hende, at han ikke ville sætte hende til at lave noget til de unge målgrupper. 

”Altså, vil de så heller ikke have mig til at lave noget, der henvender sig til lastbilchauffører? I dag arbejder jeg for et firma, der reparerer fjernvarmerør,” siger Birthe Nielsen, der er godt og grundigt træt af branchens syn på alder. 

”Nu har jeg jo mit eget og er topprivilegeret af at have travlt. Men det er da irriterende, at folk spørger, hvor længe gider du blive ved? Skal du ikke snart slappe af?” 

Det skal hun ikke. 

For en ny og spændende opgave er lige landet. En opgave, som giver Birthe Nielsen mulighed for at vende tilbage til de kompetencer, hun udfoldede med Irma: At skrive om “mad, glæde og vino”, som hun siger. 

“Det glæder jeg mig utrolig meget til.”