Cookien er død.
Sådan har det længe lydt i tech-verdenen. En række tech-selskaber, herunder mest bemærkelsesværdigt Apple, har lukket ned for tredjeparts-cookien online, som ellers har været brugt flittigt til at logge brugerdata og lave skarp, målrettet annoncering.
Men nu vender Google kursen på sine planer og vil ikke længere udfase tredjeparts-cookies i Chrome, skriver Google i et indlæg.
Den digigtale mastodont lancerede ellers for lidt over fire år siden en klar plan om, at man ville udfase tredjepartscookies fra sin webbrowser, Chrome. I stedet for skulle de erstattes af Googles eget førsteparts-data-system, Privacy Sandbox, som annoncører kunne brugte til målrettet annoncering. Privacy Sandbox skulle med hjælp fra AI målrette annoncer til brugere baseret på deres interesser, men uden brug af tredjeparts-cookies, lød det.
De planer har siden mødt modstand. Både fra konkurrencemyndighederne i Storbritannien (CMA), men også fra “udgivere, webudviklere, interesseorganisationer, civilsamfundet og medlemmer af reklameindustrien”, skriver Googles VP for Privacy Sandbox, Anthony Chavez, i sit indlæg.
Og nu melder Google så ud, at man alligevel ikke lukker ned for tredjeparts-cookies. I stedet for vil Google indføre større mulighed for, at brugere selv kan sige ja og nej til, hvilke data man vil afgive til Google.
“I stedet for at afskrive tredjeparts-cookies vil vi introducere en ny oplevelse i Chrome, der lader folk træffe informerede beslutninger, som vil være gældende på tværs af webbrowsing, og de vil være i stand til at justere det valg på et hvilket som helst tidspunkt. Vi diskuterer denne nye vej med myndigheder, og vi vil tage fat i industrien, imens vi ruller det ud,” skriver Chavez.
Google skriver, at man stadig vil gøre teknologien i Privacy Sandbox tilgængelig for annoncører. Men fremover bliver det ikke det eneste alternativ til at logge brugeres data online.
Markedsføring har kontaktet Google i Danmark for en kommentar til meldingen. Her henviser pressechef Jesper Vangkilde til Anthony Chavez’ indlæg.
Opdateret kl. 11.55: Det er tilføjet, at Markedsføring har forsøgt at få en kommentar fra Google i Danmark.