Sundhedsstyrelsens kampagne “Godt taget”, der roser danskere, der har sagt ja til corona-vaccinen, bliver på Facebook af den tidligere Nye Borgerlige-spidskandidat på Bornholm, Philip Brandt, beskyldt for at være ulovlig. Markedsføring har tidligere skrevet om kampagnen.

Philip Brandt mener, at Sundhedsstyrelsen reklamerer for “irreversibel, eksperimentel medicinsk behandling,” som han skriver.

Men den påstand bliver slået ned af flere eksperter hos mediet tjekdet.dk.

“Vaccinationerne er ikke eksperimentel behandling, så kampagnen er ikke i strid med lovgivningen,” siger Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet, til tjekdet.dk – han bliver i artiklen også bakket op i sin vurdering af Ayo Næsborg-Andersen, der er lektor og forsker ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

Eksperterne påpeger, at corona-vaccinerne har fået det, der hedder en betinget markedsføringstilladelse af EU, fordi de er blevet anbefalet af det Det Europæisme Lægemiddelagentur.

I et svar på kritikken på sin Facebook fastholder Philip Brandt, at eksperternes påstande er forkerte.

I karambolage med vaccine-skeptikere

Det er langt fra første gang, Sundhedsstyrelsens kampagner kommer i karambolage med vaccine-skeptikere.

Markedsføring kunne i august fortælle, hvordan flere af Sundhedsstyrelsens egne kampagne-logoer blev stjålet og misbrugt til at misinformere af vaccine-skeptikere.

Her blev styrelsens ophavsret til logoerne ifølge eksperter krænket. Og de pamfletter, vaccine-skeptikerne lavede, lænede sig i så stor grad op af Sundhedsstyrelsens kommunikation, at eksperterne vurderede, de potentielt var i strid med straffelovens bestemmelser om, at man ikke må udgive sig for at være en myndighedsperson.

Det var blandt andet influent og corona-skeptikere Saszeline Sørensen, der delte de kopierede logoer.

”Det, hun gør, er vildledende. Ved at bruge Sundhedsstyrelsens symboler ligner det officiel kommunikation, men budskabet er det stik modsatte af myndighederne og er præget af misinformation,” sagde advokat med speciale i medie- og ophavsret, Vibeke Borberg til Markedsføring.

Saszeline Sørensen havde ingen kommentarer til kritikken.