Den 48-årige Heine Jørgensen tiltræder pr. 15. oktober stillingen som VP Nordics hos den danske adtech-virksomhed Adform.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Heine Jørgensen får i sin nye stilling det overordnede ansvar for det danske, svenske, norske og finske marked, hvor hovedopgaven bliver ”at udvikle og eksekvere virksomhedens forretningsstrategi og sikre fortsat vækst”.

Et tilbud, han ikke kunne sige nej til

Heine Jørgensen er en erfaren brancheprofil og har tidligere blandt andet været CEO i Mediabrands Danmark og IUM Danmark. Senest har han været interim-CEO i Allers content-bureau, OTW.

Om sit nye job siger Heine Jørgensen i meddelelsen blandt andet, at han fik ”en mulighed, han ikke kunne sige nej til.”

”Jeg har altid beundret Adform som en pure tech-virksomhed, der giver kunder kontrol, gennemsigtighed og ejerskab af alle data fra deres kampagner. Jeg er derfor både stolt og ydmyg over at blive en del af et selskab med så mange dygtige folk.”

Stort globalt reach

Adform har i dag 27 kontorer verden over. 

Selskabet beskæftiger mere end 650 medarbejdere, og kundelisten tæller mange store globale brands såsom Vodafone, Tiffany’s & Co. og BMW samt de største mediebureauer i verden. 

Adform kom ud af 2020 med et driftsresultat på 98 millioner kroner mod 18,1 millioner kroner året før.