Med initiativet reCAPTCHA for PEACE lancerer danske Orbit Red nu en kampagne, der skal få Google til at udnytte sin globale rækkevidde til at hjælpe befolkningen i Ukraine. 

”Det kunne blive en af de største digitale protester i historien,” lyder vurderingen fra bureauet.

Ideen bygger på Googles reCAPTCHA-system, som de fleste kender. Systemet beder os om at identificere gadeskilte, trafiklys eller busser, når vi logger ind på forskellige tjenester for at sikre, at brugeren er et menneske og ikke en robot.

Og netop det system kan effektivt sætte fokus på rædslerne i Ukraine, mener bureauet.

Tanken er, at i stedet for trafiklys eller gadeskilte skal man vise billeder af krigens ofre.

”reCAPTCHA for PEACE er en effektiv måde, hvorpå Google kunne bruge deres system og globale rækkevidde til at sætte fokus på de menneskelige omkostninger ved invasionen af Ukraine,” siger Simon Wooller, Chief Creative Officer i Orbit Red, og idémanden bag initiativet.

Taler med Ukraines ambassade

Til Markedsføring siger Simon Wooller, at ideen opstod, fordi man også på bureauet er berørt af begivenhederne i Ukraine.

”Vi er som alle andre chokerede over, hvad vi ser i TV. Og der er stor debat i branchen i forhold til, hvad folk gør og ikke gør. Så vi dedikerede noget tid til at fundere over, hvad vi som reklamebureau kunne bruge vores viden og kompetencer til,” siger han og tilføjer:

”Alle gør, hvad de kan. Nogle donerer penge, andre åbner deres hjem. Som reklamebureau kan vi bidrage med meningsfulde og kreative ideer.”

Simon Wooller, Chief Creative Officer i Orbit Red. Foto: PR

Bureauet har ikke kontaktet Google selv, men går ud med kampagnen nationalt og internationalt i den kommende tid. 

”Vi taler med Ukraines Ambassade og kontakter mennesker, mediehuse og store virksomheder, som kunne tænkes at ville være med til at pushe idéen. Og så går vi ud til et bredt udvalg af danske og internationale medier,” siger Simon Wooller.

Inspiration – ikke pres

Håbet er, at Google samler ideen op, men det må også gerne give anledning til andre aktiviteter, lyder det fra Simon Wooller.

”Generelt er følelsen her, at Google måske ikke gør alt, hvad de burde, sammenlignet med andre store virksomheder. Google er verdens mest magtfulde virksomhed med kæmpe reach og indflydelse, så man ville jo forvente, at en virksomhed af den størrelse, ville gøre alt hvad den kan.”

Er det realistisk at få Google til at gå ind i det her?

”Ja, det tror jeg. Men jeg tror også, man skal se det den anden vej rundt. Hvad ville det betyde, hvis de ikke gjorde noget? Google har enorm firepower, de kan gøre det her, det er endda gratis. Så det er kun et spørgsmål om vilje.”

I lægger pres på Google?

”Jeg vil ikke kalde det pres, vel nærmere inspiration. Vi tror på, at det globale verdenssamfund vil forvente, at de gør noget. Alt er muligt, hvis du lykkes med at få verden til at reagere.”

Google ønsker ikke at kommentere initiativet. Men virksomheden har tidligere oplyst i en blog, at man har mange forskellige initiativer i gang i og omkring Ukraine-krigen.

Blandt andet arbejder Googles sikkerhedseksperter på at beskytte vigtige ukrainske hjemmesider, ligesom det af Twitter fremgår, at der er rejst betydelige millionbeløb i donationer.

Verden skal forstå

Kampagnefilmen og de forskellige reCAPTCHA for PEACE-elementer byder på voldsomme billeder af mennesker, der flygter, sårede og endda døde mennesker.

Hvile etiske overvejelser har I gjort jer i forhold til at vise disse billeder?

”Jeg tror ikke, det ukrainske folk vil se et etisk problem. Disse billeder vises i medierne 24 timer i døgnet, og ukrainerne er selv meget aktive i forhold til at pushe digital information ud om, hvad der sker,” siger Simon Wooller og fortsætter:

" Ideen er stærk, fordi den ikke er en del af et medieflow. Det er en digital interaktion, hvor man rækker ud og rører disse mennesker.
Simon Wooller, Chief Creative Officer i Orbit Red. Foto: PR

”Den eneste måde, du kan få verden til at forstå, hvad ukrainerne gennemgår af rædsler, er ved at vise billeder. Det etiske dilemma er snarere, at hvis du ikke viser billeder, så kan du heller ikke vise problemet.”

Hvad tænker I om at forældre eller venner til de sårede og døde bliver mødt af disse billeder, når de for eksempel skal logge ind på netbank?

”Jamen, det er jo voldsomt. Ja. Men hvor rædsomt det end måtte være, så ville man jo ikke se realiteterne i øjnene i forhold til, hvad ukrainerne går igennem, hvis man undertrykte disse billeder, censurerede dem,” siger Simon Wooller og uddyber:

”Vi ser billederne i medierne, på YouTube, sociale platforme i hundredtusindvis. Men i stedet for at bruge dem som clickbait, så prøver vi her at pushe en idé. I modsætning til mange historier i medier og sociale medier, der ikke har noget formål, så er denne idé stærk, fordi den ikke er en del af et medieflow. Det er en digital interaktion, hvor man rækker ud og rører disse mennesker.”

Fotos fra sociale medier

Billederne, der benyttes i kampagnen, er ikke pressefotos, oplyser Simon Wooller, men ”mobilfotos fra ukraineres mobiler”.

”Disse billeder er jo over hele internettet. Folk publicerer selv disse billeder online, og medierne bruger dem, så jeg tror ikke, der er et etisk dilemma der. Der er tonsvis af fotos at få fra medier og nyhedsbureauer, men det var vigtigt for os, at det her ikke var noget, der var taget af professionelle fotografer. Det skulle være ukrainernes egne, hvis det skulle fremstå realistisk.”

Hvordan har I så sikret rettigheder til billederne?

”Ukrainerne broadcaster dem jo selv. Og det er vigtigt at understrege, at det her jo ikke er reklame. Det er en informationskampagne. Og de samme billeder benyttes i pressen og af flere ngo’er. Men vi har ikke som sådan kontaktet folk. Det ville være umuligt”, siger Simon Wooller.

Opdateret 18/3 klokken 13.15: Markedsføring har været i kontakt med Google, som ikke ønsker at kommentere artiklen. Der er efterfølgende tilføjet et afsnit om Googles initiativer i forbindelse med Ukraine-krigen.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger