Forsiden på den nye udgave af magasinet Markedsføring, der kommer på gaden i dag, er skabt af designer Morten Boysen fra Nørgaard Mikkelsen. Han vandt Markedsførings forsidekonkurrence i et tæt løb med mange gode bud.

Morten Boysen forklarer, at forsiden er stærkt inspireret af Michelangelos ”Adams Skabelse” i Det Sixtinske Kapel. Oplægget var, at forsiden skulle illustrere, hvordan kunstig intelligens forandrer kreativitet, da det er en af de 25 vigtige trends og tendenser for 2023, der sættes fokus på i magasinet.

”Originalen fortæller om skabelsen af mennesket i Guds billede, på samme måde som mennesket nu er i gang med at skabe kunstig intelligens i vores eget billede,” siger Morten Boysen.

Hos Nørgaard Mikkelsen betyder AI ikke ”artificial intelligence”, men ”assisted intelligence”: En hjælp i dagligdagens opgaver.

”I nogle sammenhænge har AI været omtalt som en trussel, når der snakkes kreativitet. Sandheden er nærmere, at AI er et værktøj eller en hjælpende hånd,” forklarer Morten Boysen.

Hvis man gransker forside-illustrationen vil man hurtigt bemærke, at noget er galt. Fingrene sidder mærkeligt, og der er ikke helt nok af dem. Det er der en pointe i.

”AI-billedgenerering er nået langt på meget kort tid. Man kan skabe fantastiske billeder af hunde på jetski, der suser gennem verdensrummet. Men der opstår især problemer, når computeren skal rekreere virkeligheden – især mennesker. Problemet er tydeligt, når en AI skal tegne hænder eller fingre. Ved første øjekast skulle forsiden gerne lige et maleri, men jo mere, man kigger, desto tydeligere bliver fejlene. Næsten alt er forkert i forhold til, hvordan et menneske ville have malet det billede. Det symboliserer, at vi skal hjælpe og rette til, hvis vi vil bruge AI.”

I alt modtog mediet Markedsføring 48 forslag i vores forside-konkurrence. Herunder kan du se fire af de bedste, som på forskellig vis også illustrerer temaet.

GERT K. NIELSEN,
EMOTION – VISUEL KOMMUNIKATION, INITIATIVTAGER TIL FACEBOOKGRUPPEN ”AI-GRAFIK I DANMARK”:

”Illustrationen er lavet med Midjourney. Promptet er forholdsvis simpelt: ‘portrait frontal, human brain built out of computers and wires and chips. colorful, 8K, photo’ – men det er så heller ikke det allerførste resultat. Der ligger rigtig mange andre billeder med samme prompt i min samtale med AI’en, før jeg sad med et resultat, som levede op til den idé, jeg havde. Jeg ville gerne vise, hvordan mennesker og maskiner fremover kommer til at arbejde sammen. Og selv om det ikke foregår så bogstaveligt, som illustrationen viser, kan man godt sige, at vi i overført betydning allerede er der.” 

“Den detalje, som jeg blev mest glad for i billedet, er den ekstra streg, som løber ned og ud af pupillen – er det en ledning? Det tilfører en ny dimension, hvor man faktisk kommer i tvivl, om det er et menneske, vi ser på.” ”Netop det, at AI’en kommer op med nogle tilfældige forslag i detaljerne, som jeg ikke selv har fundet på, gør, at man kan blive helt afhængig af samarbejdet med AI’en. Det er virkelig en kreativ eksplosion. Og det skal man være indstillet på: Hvis du vil have den til at lave nøjagtigt, hvad du har i hovedet, er det mere frustrerende end sjovt. Du er nødt til at stille nogle rammer op, som bliver udfyldt og bøjet lidt, for at forløse potentialet.”

NATALIA BIERING-SØRENSEN, DESIGNER, EPOS OG JOANNA CALAGE CREATIVE TEAM MANAGER, EPOS:

”Tanken bag illustrationen er, at hånden dykker som en klo i en claw machine, ned i AI-platforme, repræsenteret ved computeren. Det er et symbol på, at designerne vil være dem, der briefer AI-platformene. De forskelligt farvede hjerner symboliserer til gengæld, at man aldrig helt ved, hvad man får tilbage.” ”De kreative vil stadig være dem, som er bedst udstyret i forhold til at skulle briefe AI platforme, men ved at tappe ind i de muligheder, AI tilbyder, vil de kunne levere hurtigere resultater og dermed mere inspiration til den kreative proces.”

CHRISTINE KHATCHIKIAN, DESIGNER, NØRGAARD MIKKELSEN:

“Illustrationen viser, hvordan mennesket er med til at forme AI’en og dens forståelse af kunst, på godt og ondt. Det er mennesker, der i sidste ende skal træne og guide den og dermed styrer, hvad AI-indhold skal indeholde. “AI’en er en god samarbejdspartner, og kan agere som hjælpende hænder. Man opnår det bedste resultat, hvis man ser AI’en som et værktøj, der kan assistere.”

NIKOLAJ STAUSBØL, MANYONE:

OG HER ER VINDER-FORSIDEN MED TEKST OG LOGO: