Da corona rammer i begyndelsen 2021, påvirker det Christian Degn Vesters forældre kraftigt. De ejer nemlig en tøjbutik i Holstebro, hvor der på grund af lockdown – fra den ene dag til den anden – pludselig ikke kommer nogen kunder.
”Der er en del af den slags butikker, som mine forældre har, der ikke har nogen webshop. Og hvis de har, så er den ikke helt up-to-date,” siger Christian Degn Vester, der er CEO i Sprii, i podcasten Indsigten.
Christian Degn Vesters søster får den idé, at deres mor Marianne skal gå live på Facebook og prøve at vise og sælge produkter der. Forsøget går over al forventning – og det bliver definerende for, at han i dag er ekspert i fænomenet liveshopping og lever af, at hjælpe forretninger, virksomheder og brands med at få succes med det.
”Den første gang de sender, får min mor tårer i øjnene, fordi der er 25 mennesker, der ser med. På det tidspunkt har der ikke været kunder i butikken i ret lang tid,” siger han i podcasten.
De erfaringer som Christian Degn Vester gør sig med at sælge tøj på nettet gennem Facebooks live-funktion bliver starten på virksomheden Sprii, der specialiserer sig i digital liveshopping, som han stifter sammen med brødrene Rasmus og Nikolai Aas Pedersen i slutningen af 2021.
Ifølge Christian Degn Vester har Sprii, der har hovedkontor i Hasle lidt uden for Århus, hjulpet godt 2.400 brands med indtil videre 46.000 liveshopping-events, hvor der er blevet langet ca.12 mio. produkter over den digitale disk. Og Christian Degn Vester mener, at liveshopping burde være en essentiel del af mange virksomheders marketingmix.
”Fordi live (shopping, red.) er en billig og bred eksponering, så kan du nå ud til mange på én gang med dit budskab, uanset om det er et stærkt tilbud, eller du gerne vil introducere noget nyt til dem på en meget nærværende måde,” siger han.
I episoden kommer Christian Degn Vester med sine bud på, hvordan brands kommer bedst i gang med liveshopping, og hvorfor han mener, at 2024 bliver ’The year of Liveshopping’.
Du kan finde ‘Sådan hitter du med liveshopping’ hos Apple Podcast, Podimo og Spotify. Du kan også høre podcasten i playeren herunder.