Den 20. januar var en ganske særlig dag for 30-årige Anne Sanggaard Karlshøj. Den dag startede den nu tidligere marketeer i Mærsk nemlig på grundforløbet på mureruddannelsen på Aalborg TechCollege, hvor størstedelen af de studerende er teenagere.

”Det var meget underligt de første par dage. Men jeg synes, det var sjovt,” siger Anne Sanggaard Karlshøj i Indsigten.

”Det er en anderledes verden på mange punkter. Også bare fordi alle dem, der går her, er så meget yngre end mig. Så det er en helt anden stemning og en helt anden energi,” fortæller hun i podcasten.

Anne Sanggaard Karlshøj har både en bachelor- og en kandidatgrad i kommunikation fra Aarhus Universitet, og var sågar landet på hylden hos en af landets største virksomheder, Mærsk. Men hun manglede noget i sit arbejdsliv som marketeer og kommunikatør, og inderst inde kunne hun godt mærke, at branchen ikke var det rigtige sted for hende.

”Jeg skulle lave noget, hvor jeg kunne komme mere ud, eller lave noget med mine hænder. Om det så bare var ansigt-til-ansigt med mennesker i stedet for, at alt arbejde var ved en computer eller over mail og tlefon eller teams-møder,” siger hun i Indsigten.

Du kan høre, hvordan en fyring gav Anne Sanggaard Karlshøj modet til se stort på penge og prestige og vælge en helt ny karrierevej i episoden ‘Anne har udskiftet marketing med mursten’, som du kan finde hos Apple Podcast, Podimo og Spotify – eller afspille direkte i playeren nedenfor.

Hvis du har gode idéer til andre emner, du synes bør tages op i Indsigten, kan du skrive til Emil Nørlund på en@markedsforing.dk.