Det kunne lyde som en aprilsnar, men var det ikke, da det københavnske designbureau Spring/Summer den 1. april i år lancerede fire-dages arbejdsuge.
”En af tankerne bag det var, hvordan vi kunne skabe nogle rammer – nu hvor vi er over 10 år gamle – der kun gøre det hele lidt frisk igen, så det kunne føles ’nyt’ at gå arbejde – og hive nogle af de gamle ting op med roden,” siger Spring/Summers stifter og creative director, Pelle Martin, i podcasten Indsigten.
Mia von Scholten, der er director of project management hos Spring/Summer, fortæller i podcasten om den første tid med fire-dages arbejdsuge:
”Første uge var vildt fed, fordi vi havde fri om fredagen. Men det var også hårdt. Efterhånden er min dagligdag dog blevet mere effektiv, så jeg nu slet ikke tænker over, at jeg har en dag mindre til at gøre mit arbejde.”
På trods af, at Spring/Summer nu er lukket om fredagen, skal bureauet omsætte og tjene lige så meget som før, og de 15 ansatte på bureauet skal kunne levere det samme arbejde, som hvis ugen var fem dage lang. Så hele øvelsen for Spring/Summer handler om at blive mere effektive og have mindre spildtid – så man kan få mere fri, fortæller Pelle Martin i Indsigten
Du kan høre mere om, hvilke erfaringer Spring/Summer har gjort sig med fire-dages arbejdsuge samt at effektivisere arbejdstiden i episoden ’Bureauet, der gjorde fredag til fridag’, som du kan finde hos Apple Podcast, Podimo og Spotify.
Du kan også høre podcasten i afspilleren nedenfor.