Dentsu vil holde det stærke Isobar-brand i live i Danmark, men kommer for nuværende ikke til aktivt at investere i det.

Det oplyser bureaugruppens danske CEO, Ulrik Petersen, efter det mandag kom frem, at dentsu har lanceret Customer Experience Management-bureauet Merkle i Danmark.

Merkle overtog mandag Isobar Danmarks CVR-nummer, mens hele den danske ledelse og ”langt størstedelen” af medarbejderne nu er Merkle-ansatte, ligesom Isobar-kunder er blevet til Merkle-kunder.

– Vi har Isobar-brandet globalt, og vi ønsker i Danmark at kunne tilbyde den offering, der ligger i det brand, til kunderne. Brandet er der stadig, og kommer der en global kunde, hvor Isobar kan komme i spil, så finder vi ud af det. Det er også grunden til, at vi ikke melder hårdere ud, end vi gør, siger Ulrik Petersen.

Men I går ikke ud og ansætter en ny Isobar-CEO til Danmark?

– Nej, siger han.

Hvor er denne beslutning truffet henne?

– Den er truffet i samspil mellem Martin Bochineck, jeg og Paal (Paal Fure, der er nordisk dentsu-CEO, red.) sammen med den europæiske og globale ledelse. Vi har set på, hvilke brands vi gerne vil satse på i Danmark. Der er vurderingen, at Merkle er det rigtige brand for os, siger Ulrik Petersen.

Dentsu har de senere år arbejdet på at strømline gruppen globalt, hvorfor man har etableret tre søjler: Media, Creative og CXM. Isobar-brandet er lagt i Creative-søjlen, mens Merkle hører til i CXM. 

" Vi har set på, hvilke brands vi gerne vil satse på i Danmark. Der er vurderingen, at Merkle er det rigtige brand for os.
Ulrik Petersen, CEO, dentsu i Danmark

Det virker som om, at Isobar og den danske afdeling ikke har været det perfekte match, da gruppen lavede de tre søjler – og lagde Isobar i creative?

– Der er et bedre fit mellem Merkle, og det de kan i Meldahlsgade (hvor Magnetix, der siden blev til Isobar, blev skabt, red.). Men du skal også huske på, at Magnetix blev en del af dentsu-forretningen i 2016 – og efterfølgende blev Merkle en del af familien. Så kan du spørge om, hvorfor det ikke er sket før, men svaret er, at da havde vi fokus på noget andet, siger Ulrik Petersen.

Nu har I brugt nogle år på at gøre Isobar til et stærkt brand i Danmark. Så det kan virke lidt overraskende, at I nu begynder forfra med et helt nyt navn. Hvorfor ikke bare fortsætte under Isobar-navnet?

– Der er ikke nogen tvivl om, hvem der i vores netværk har et virkelig stærkt momentum: Det er Merkle og hele CXM-delen, som oplever stor vækst. Så i en dansk kontekst kan jeg godt se, hvad du mener, men man skal huske, at nogle af de pitches, vi deltager i, rækker udover de danske grænser, siger Ulrik Petersen.