For ottende år i træk er Isobar – det tidligere Magnetix – samlet topscorer blandt de digitale bureauer i MyImage, der gennemføres af MyResearch.

Men topplaceringen er i stigende grad under pres og særlig to konkurrenter rykker tættere og tættere på de sidste otte års imagekonge.

Impact rykker således fra fjerdepladsen op som nummer to – og overhaler Isobar på Brand Strength, der bygger på kendskab og pitch-interesse.

Men også IIH Nordic vil være med. 

Bureauet rykker op fra nummer 16 i 2019 og nummer otte sidste år til nu nummer tre – og man lægger sig meget tæt på Isobar på Brand Position – altså den del af analysen, der bygger på annoncørernes udsagn på en række kvalitative parametre.

Om MyImage

MyImage er gennemført af MyResearch for 13. år i træk.

936 marketingansvarlige har denne gang gennemført undersøgelsen – en vækst på 8,5 procent sammenlignet med 2020-målingen.

I 2021-analysen bedømmer annoncørerne i alt 63 bureauer, fordelt på 26 reklamebureauer, 24 digitale bureauer og 13 mediebureauer.

Analysen gennemføres online og afdækker kendskab, tilfredshed, og præference – samt image på en række kvalitative parametre.

Analysen indeholder Brand Strength og Brand Position.

Under Brand Strength svarer respondenterne på, hvor godt de kender et bureau. Herefter tages stilling til, om det er bureau, de ville invitere til pitch, og momentum hvor svarene korrigeres for andelen af egne kunder.

Under Brand Position vurderer respondenterne bureauerne på 9 udvalgte kvalitative parametre.

Der udregnes en score for både Brand Strength og Brand Position og disse ligger til grund for den samlede Brand Power-score.

Du kan læse mere om analysen her.

Så hvor det for få år siden handlede om ”Magnetix og så alle de andre” – så er styrkeforholdet blandt de digitale bureauer i MyImage 2021 en del mere nuanceret.

Flere navneskift siden Magnetix

Et kig tilbage på MyImage 2020 fortæller, at Isobar allerede begyndte at vise enkelte svaghedstegn i sidste års måling.

Således var Isobar det digitale bureau, der i MyImage 2020 faldt mest tilbage på Brand Strength. Til trods for betegnelsen ”Isobar (tidl. Magnetix)” i de spørgsmål, annoncørerne skulle svare på.

Magnetix, der blev solgt til dentsu-gruppen i sommeren 2016, hed i en periode formelt Magnetix Linked by Isobar, men i MyImage-sammenhæng var navnet ”Magnetix” i 2018 og 2019.

I 2020 var navnet ”Isobar (tidl. Magnetix)”, men i dette års analyse betegnes Isobar alene som Isobar.

– Så selv om navnet nu efterhånden burde være på plads, så falder bureauet alligevel yderligere tilbage på Brand Strength, siger Mogens Østergaard, adm. direktør i MyResearch.

Han tilføjer:

– Det sker så samtidig med, at vi ser en stigning i pitch-interessen på Impact fra annoncørside, og samlet set betyder det, at Impact overhaler Isobar på Brand Strength.

Manyone overrasker

Ud over top tre falder flere op- og nedture i øjnene blandt de digitale bureauer i år.

Blandt andet bemærkes, at Hello Great Works falder fra nummer to til nummer otte, ligesom No Zebra og Frankly falder fem pladser ned ad listen og lander som nummer henholdsvis 20 og 24. 

Mogens Østergaar, adm. direktør, MyResearch. Foto: PR

Mere nævneværdigt er det dog, at Manyone, som i 2019 og 2020 hed Think i MyImage, er lykkedes med at fastholde en placering som nummer fire samlet set.  

En kombination af to ting, forklarer Mogens Østergaard: 

– På den ene side falder Manyone tilbage på Brand Strenght, fordi man taber markant på kendskab. En klassiker i forbindelse med navneskift, siger han og tilføjer: 

– På den anden side kommer man stærkt ud på Brand Position. Det tyder på, at bureauet har et stærkt DNA blandt sine kunder, og at man har formået at kommunikere navneskiftet effektivt i den gruppe af kunder, der kender bureauet godt. Dermed lykkes det samlet set at fastholde den høje ranking.

Topresultater fra MyImage 2021 for digitale bureauer (Parentes er placering sidste år)

Top 5 – Digitale bureauer, samlet Brand Power

1. Isobar (1, som ”Isobar, tidligere Magnetix”)
2. Impact (4)
3. IIH Nordic (8)
4. Manyone (3, som “Think”)
5. Novicell (5)

Top 5 – Digitale bureauer – Brand Strength

1. Impact (2)
2. Isobar (1)
3. IIH Nordic (6)
4. Creuna (4)
5. Valtech (5)

Top 5 – Digitale bureauer – Brand Position

1. Manyone (2, som Think)
2. Isobar (5)
3. Hello Great Works (1)
4. Immeo (3)
5. IIH Nordic (14)