Influenter risikerer fremover at få et stort bødesmæk, hvis de laver reklamer for plastikoperationer eller sugardating rettet mod unge, efter ændring af markedsføringsloven i går blev vedtaget i Folketinget. Det skriver DR.

Loven betyder, at influenter, der overtræder reglerne, kan få et bødesmæk på minimum 25.000 kroner.

Ændringen af loven gør det helt konkret ulovligt at lave reklamer målrettet unge under 18 år – eller hvis du som influent har mange følgere under 18 år – om flere forskellige ting. Det er blandt andet plastikoperationer, sugardating, hårfjerning, solarier, energidrikke, tandblegning og tatoveringer, det er ulovligt at reklamere med over for unge.

“Børn i Danmark skal ikke udsættes for reklamer til produkter, der slet ikke er egnet til børn. Det bliver de ramt af i dag. Vi beskytter ikke vores børn og unge godt nok i dag, derfor er der behov for, at vi strammer loven, og det gør vi nu,” siger erhvervsminister, Simon Kollerup (S) ifølge DR.

Det bliver Forbrugerombudsmanden, der skal føre tilsyn med området og vurdere, om sager er en ovetrædelse af markedsføringsloven.