”Jeg diskuterer dagligt med mig selv, om jeg skal skifte spor igen”

Drømmen om drive virksomhed var der tidligt. Som barn ville jeg starte en fabrik i min mors lade. Jeg så produktionslinjen for mig: Råmaterialer ind i den ene ende og papkasser ud i den anden. Jeg vidste ikke, hvad der var i kasserne, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle skabe mit eget. 

Især tømrerfaget tiltalte mig. Duften og følelsen af træ. Men jeg fik job hos min onkel i Vassingerød, en stor tæppeforretning i en kedelig betonbygning. Jeg foreslog en træterrasse til deres frokostpauser. Det havde de aldrig tænkt på, men jeg fik grønt lys og penge, så jeg byggede en terrasse. 

Jeg endte i elektrikerfaget, fordi vores nabo mente, at der var brug for en som mig i hans firma. Jeg fik en læreplads, og det blev skelsættende for mig. Først sagde jeg nej tak, for jeg skulle jo være tømrer, men min mor slog i bordet og sagde. ”I morgen siger du ja!”. Det blev starten på fire vilde år, hvor jeg for alvor opdagede glæden ved at være en del af et team.

En dag landede firmaet en stor sag. Magistrenes Pensionskasse skulle renovere en ejendom og udleje til et reklamebureau i Kr. Bernikows Gade, og efter kort tid endte jeg som fjerdeårs el-lærling med at få ansvaret for entreprisen og et team på 10 mand i et år.

Det gjorde, at jeg fik et fabelagtigt forhold til reklamebureauet. Direktørerne der havde jo altid noget, en lampe i et sommerhus, småting. Og min chef gav mig lov: ’Du giver bare gas, Mikkel’. Så jeg endte med at læse til elektroingeniør, mens jeg passede Greys el ved siden af. 

Jeg mødte ind på reklamebureauet klokken seks om morgenen med svende og lærlinge, brugte et par timer på at gennemgå opgaverne, kørte i skole og bestilte varer og talte med leverandører om materialer i pauserne. 

En dag ringer daværende Grey-direktør Peter Ferslew. ’Du kan godt lægge ordreblokken væk, vi vil gerne ansætte dig.’ Hvad de skulle med en elektriker, forstod jeg ikke: ’Men vi kan godt lide dig,’ lød beskeden. Sådan var det i reklamebranchen dengang. 

Jeg var vildt rørt, og det var jo once in a lifetime. Pludselig kom jeg ind i den kreative verden, som jeg drømte om. 

Jeg blev ansat i IT-afdelingen. Jeg anede intet om IT eller Mac. Jeg kunne bruge en PC, men pyt, sagde Peter Ferslew, det lærer du. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Der var en enorm åbenhed, og jeg følte mig virkelig velkommen trods min anderledes baggrund. 

”Du skal bygge den vildeste redigerings-suite i byen”, sagde Peter Ferslew en dag, og der var jeg på hjemmebane. Dengang var inhouse digital redigering ikke noget, man kendte på bureauerne, så da Grey København blev blandt de første, var det epokegørende.

Men suiten stod næsten altid tom, for ingen vidste, hvordan udstyret skulle bruges. En dag var der dog brug for en her-og-nu klippe-opgave, så jeg fik et lyn-crash-kursus af leverandøren over telefonen. Fra den dag var jeg klipper på Grey, og det var sindssygt fedt. Tænk at kunne leve af at skabe film sammen med et kreativt team.

I 2001 skete der ændringer hos Grey. Nye chefer kom til, og vi var en del, der sagde op. Så 1. januar 2002 stiftede jeg Bern Film. Mit held var, at jeg havde lært mange gode mennesker at kende fra min tid hos Grey. Så pludselig arbejdede jeg for Y&R, DDB og en masse andre.

Et opkald fra et eventbureau først i 2002 blev starten på det, jeg især laver i dag: Corporate film. Bureauet havde lavet et event for Danske Bank og ønskede sig en casefilm til et awardshow. Det blev begyndelsen på et samarbejde, som ikke er slut endnu. Det var en milepæl for mig.

Siden kom Mærsk og andre C25-selskaber til. Jeg laver stribevis af topchefer på green-screen, hvor de taler til medarbejdere, kunder eller verden. Så jeg har gået på stort set alle direktionsgange, og i dag er jeg på håndtryk eller high fives med de fleste. Og gennem tiden er opgaverne blevet større og mere kreativt udfordrende.

Små samtaler på film-settet kan gøre en enorm forskel. Det har jeg oplevet med Søren Schou fra Mærsk, Lars Rebien fra Novo Nordisk, Alexander Lacik fra Pandora, Michael Rasmussen fra Nykredit og mange andre. Samtaler, som kan virke ligegyldige, men som har stor betydning for, at vi kommer i mål med et smil på læben.

I dag ved jeg, at det fedeste er alle de oplevelser, jeg har fået. Oplevelser, man ikke kan købe for penge. Det er helt vildt, hvad jeg har kigget ind i af brancher og verdener. Jeg rejser verden rundt for mine kunder. For eksempel kom jeg hjem fra Singapore i går, rejser til Tyskland i morgen, til USA i næste uge og så UK om to uger.

Jeg diskuterer dagligt med mig selv, om jeg skal skifte spor igen. Men så længe produktionerne har min interesse, og nysgerrigheden på den kreative udvikling stadig klør i fingrene, bliver det nok ved diskussionen.