Der var meget passende jubel og klapsalver til den helt store guldmedalje, da vinderen af årets True Rising Star blev afsløret ved The True Award 2021 onsdag aften, den 17. november, i Bremen Teater i København.

Hæderen tilfaldt den 30-årige instruktør Bjarke Underbjerg, og jublen blev ikke mindre, da han fra scenen takkede for prisen på en lidt usædvanlig måde:

”Jeg har ikke rigtig forberedt noget. Men på vej herhen slog det mig, at hvis jeg vandt, så ville jeg give prisen til min gode ven Holger (Karberg, red.). For det er jo alle mine gode og dygtige venner, jer eg oppe mod her,” sagde han – men tilføjede dog:

”Men ok, nu står jeg her jo … så lad mig sige tusind tak til min onkel Jan, som har svært ved at snøre sine sko, men som alligevel overkom to dages optagelser. Og til alle dem, der har hjulpet filmen ”Parkinson” på vej. New Land selvfølgelig. Tak for klip, grading, tjenester og goodwill til hele teamet.”

Historien om onkel Jan, som filmen ”Parkinson” handler om – og om filmens tilblivelse – fortæller han til Markedsføring efter prisuddelingen. Lidt væk fra musikken og festen i salen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Bjarke Underbjergs onkel Jan er hovedpersonen i filmen "Parkinson". Foto: Fra filmen.

Et særligt øjeblik

”Det var et helt konkret øjeblik, hvor jeg var sammen med min onkel, at jeg besluttede, at jeg gerne ville lave filmen,” begynder Bjarke Underbjerg sin fortælling.

Han sidder på det tidspunkt i en bil sammen med onkel Jan, som på det tidspunkt et par år tidligere er blevet diagnosticeret med Parkinson. Bjarke spørger lidt til, hvordan det går, og hvordan han klarer det.

”Og så siger han det, der rammer mig: Han føler, at hans liv er en vandring ned af et bjerg, men at han indimellem stopper op og nyder udsigten. Det synes jeg, var så smukt og poetisk et billede, at jeg følte, at jeg måtte lave filmen. Jeg ville give filmen til Parkinson-ramte.”

Især én ting var vigtig for ham.

”Det skulle være en fighter-historie. Der måtte ikke være toner af medlidenhed, det måtte ikke være ”synd for ham”. Det skulle sparke røv. Og det var den hårdeste produktion, jeg nogensinde har været med til.”

”De andre rysteribs”

”Parkinson” blev til over to dage, og det samlede crew bestod af 10-15 mennesker.

”Men det var min onkel og den opmærksomhed, jeg naturligt havde på ham under hele forløbet, der virkelig fyldte meget i de dage. Jeg tror, han brød sammen i tårer tre gange undervejs. Og jeg skulle holde balancen mellem at have lyst til at stoppe for hans skyld – og holde et professionelt fokus. Men også blive ved. Fordi jeg vidste, at det også var det, han selv ville.”

De 8-10 timers optagelse hver dag var en klar belastning for den Parkinson-ramte mand, men ifølge Bjarke Underbjerg bevarede han trods de svære optagelser også sin humor.

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra filmen "Parkinson", instrueret af årets True Rising Star, Bjarke Underbjerg.

”Han kunne for eksempel komme og sige: ’Jeg skal hilse fra de andre rysteribs’, hvis han havde været sammen med andre Parkinson-ramte,” fortæller Bjarke Underbjerg.

Hvordan holdt du selv fokus på instruktøropgaven og de udtryk, du ville have frem, når hovedpersonen var så tæt på dig, og havde det svært?

”Jeg lærte at sætte nogle blokader på. Når jeg mærkede følelserne ramme. Det kan man faktisk godt. Men det var klart Jans følelser, der var det sværeste undervejs.”

Gik ud med klapsalver

Under optagelserne benyttede Bjarke Underbjerg sig af flere forskellige kreative greb, for at få de følelser frem i filmen han ønskede.

”Jeg havde en del samtaler med Jan, inden vi gik i gang. Og undervejs, når det var svært, brugte vi disse samtaler til at referere tilbage. Ved for eksempel en fysisk udfordrende scene, som var svær, kunne jeg sige: ’Kan du huske vi talte om den og den situation – prøv at tænke tilbage på, hvordan du havde det lige der’,” siger Bjarke Underbjerg.

Men til sidst måtte han erkende, at der var scener, som ikke kom med i filmen.

”Jeg var nødt til at stoppe på et tidspunkt. Jeg kunne mærke, at vi var ved at ramme et ’tipping point’, og det var vigtigt for mig, at det var mig, der tog beslutningen, og ikke Jan.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra filmen "Parkinson".

Hvorfor det?

”Hvis han havde været nødt til selv at sige stop, havde det været en dårlig oplevelse for ham. Nu tog jeg beslutningen – og han forlod settet under klapsalver fra hele crewet. Og jeg er så utrolig glad for, at det var sådan, det blev.”

”Jeg elsker reklamefilm”

Inden True Award-aftenen var slut fik Bjarke Underbjerg i øvrigt endnu en pris: Sølv i den prestigefulde Director-kategori. Også for ”Parkinson”.

Hvad betyder priserne for dig?

”Det er et kæmpe skulderklap fra branchen og dermed mennesker, jeg har den største respekt for. Og det er jo vigtigt, når man er ny, at man føler anerkendelse. Vi kigger jo på hinanden og ser, hvad vi hver især laver, så jeg er rigtig stolt.”

Inden Bjarke Underbjerg får lov at slippe og feste videre, vil vi gerne vide, hvad han drømmer om. 

Det forventede svar er ”spillefilm på det store lærred”, men det er ikke det svar, der kommer.

”Jeg elsker reklamefilm. At kunne putte den der ekstra sensibilitet og følsomhed ind i et stort univers, give de store kampagner et menneskeligt præg – det er fantastisk. Jeg elsker at film-digte og få mulighed for at lægge poetisk kvalitet ind i de få minutter, en reklamefilm typisk varer.”

Har du en favorit-reklamefilm?

”Ah, der er rigtig mange. Der laves så meget fantastisk arbejde i dag, og rigtig mange danske instruktører er jo i verdensklasse. Men … jo, Martin de Thurahs instruerede for nogle år siden en række film med store sportsstjerner – blandt andre den amerikanske svømmer Michael Phelps. De film var helt og aldeles fremragende. De kom tæt på og rørte ved mennesker og følelser.”