Jesper Søefeldt er i gang med historiens potentielt mest intensive og dybdegående feltstudie. Selv kalder han det sit dobbeltliv.

Når han stempler ud fra stillingen som senior director i Kunde & Co’s healthcare-afdeling, hænger han habitten på bøjlen, skridter de 1,6 kilometer over til Rigshospitalets Traumecenter, iklæder sig sin hvide sygeplejerske-uniform og grønne bukser.

Efter at have brugt et par år i Kunde & Cos healthcare team besluttede han sig nemlig for at tage orlov fra bureauet og uddanne sig til sygeplejerske. Arbejdet var interessant, men han var i tvivl om, hvorvidt han kendte nok til den verden, han kommunikerede om.

Tema: Milliarder, nørder og vild kompleksitet

Over de næste dage sætter Markedsføring fokus på markedsføringen af sundheds- og medicinalindustrien. De seneste år er øjnene rettet mod industrien eksploderet, men det er en verden, hvor de, der lever stille, lever bedst.

Du kan blandt andet møde Morten Frederiksen, der er strøget til den europæisk top, direktøren i NoA-health, Kim Schaumann Johansen, der tager hjertet med på arbejde og det nystartede bureau, der kun laver health-markedsføring.

“Formålet med at uddanne mig til sygeplejerske var at få et større indblik i, hvordan sundhedsvæsenet fungerer, og hvordan det påvirker måden, healthcare-virksomheder markedsfører sig på,” siger Jesper Søefeldt.

I dag består Jesper Søefeldts arbejdsliv af ugentlige vagter som sygeplejerske ved siden af bureaulivet.

“Det har givet mig en bedre forståelse for, hvor kommunikationen havner henne, og hvad der er på spil hos dem, der bruger de produkter, vi hjælper vores kunder med at markedsføre,” siger Jesper Søefeldt.

Bijobbet har givet både Jesper Søefeldt og bureauet andre indsigter, der kan forbedre deres forståelse og leverance til kunden.

“Og så giver det os adang til et udvidet netværk. Jeg kan kontakte en af mine kolleger i sundhedsvæsenet, der ofte har et vidt, internationalt netværk og typisk gerne vil hjælpe med mere viden og feedback på vores hypoteser og koncepter,” siger Jesper Søefeldt.

Kan du influere beslutningstagerne i dit arbejde på Traumecentret?

“Slet ikke. I hvert fald ikke direkte. Det handler for mig om at få indblik i det miljø, vores kunders produkter og løsninger bruges og agerer i.”

En by i Rusland

En af de mest interessante observationer, Jesper Søefeldt har gjort sig, er, at sundhedspersonalet ofte er ligeglade med, hvem producenten er.

“Brandidentitet er en by i Rusland. Det handler om, at produktet virker og gør dem i stand til at udføre deres funktioner bedst muligt,” siger han.

Jesper Søefeldt på arbejde på Traumecentret. Foto: Privat

Alligevel oplever han, at virksomhederne forsøger at bevæge sig væk fra, at al deres kommunikation er produktspecifik og handler om features.

“I dag handler det i højere grad om at kommunikere den overordnede værdi, der kan skabes. At ultralydsapparatet eksempelvis kan optage i bedre opløsning, giver mulighed for mere præcis diagnostik og fokuseret behandling, der kan betyde, at patienter behandles hurtigere, og på den måde er det en bedre forretning for hospital og sundhedsvæsen.”

Og det er den overordnede værdiskabelse, som flere kunder gerne vil kommunikere. Virksomhederne er over de seneste 10 år gået fra at kommunikere mængde til værdi.

“De skal fortælle, hvad det er for en afledt værdi, deres løsning giver. Klinisk data eller devicets levetid er ikke nok. Beslutningstagerne vil i højere grad end tidligere vide, hvilken afledt værdi produktet giver,” siger Jesper Søefeldt og tilføjer:

“Hvis jeg vælger jeres device, hvad betyder det så for antallet af patienter, der kan komme igennem afdelingen, hvor hurtigt kan de blive udskrevet, kan jeg bruge mindre personale? Virksomhederne skal i dag kunne argumentere og forklare værdien af deres produkt i et hospitals og sundhedsøkonomisk perspektiv. Det er en ny
udfordring for mange healthcare-virksomheder.”

Er der én ting, de fleste virksomheder i industrien gør forkert i deres markedsføring?

“Overordnet mener jeg, at de fleste arbejder professionelt og klogt med deres markedsføring. Men man kunne godt efterlyse en større grad af mod.”