Danske reklamer for flyrejser og biler udleder mindst lige så meget CO2 som Bornholm. 

Det var konklusionen i en analyse af Greenpeace, der udkom lige op til sommerferien. 

Analysen, der var udarbejdet i samarbejde med Den Grønne Ungdomsbevægelse, Klimabevægelsen og Mellemfolkeligt Samvirke, estimerede, ”at reklamer for biler og flyrejser øger danskernes forbrug så meget, at det medfører en klimapåvirkning, der som minimum svarer til Bornholms samlede udledninger.”

Kim Boisen, der er medejer af reklamebureauet Robert/Boisen & Like-minded og formand for brancheforeningen Kreakom, køber ikke konklusionen.

“Hvis man kigger på deres beregninger, så mener jeg, at tallene er helt hen i vejret. De her beregninger bygger på en naiv forestilling om, at hvis man ikke reklamerer for et produkt, så forsvinder behovet for det,” siger han og tilføjer: 

”Folk flyver jo ikke på grund af reklamer for flyrejser. Folk flyver, fordi de gerne vil opleve en anden side af verden eller få nye minder med familien, og fordi fly i mange situationer lige nu bare er den bedste, den eneste eller billigste transportmulighed.”  

Rykker præferencer, skaber ikke merforbrug

Kim Boisen, der har arbejdet med marketing i over 30 år, afviser, at marketingbranchen er med til at øge folks forbrug til mere, end de i virkeligheden har behov for.

”Udover at arbejde med decideret adfærdsændrende kampagner, så er det, vi bruger mest energi på i branchen, at flytte folks interesse fra det ene brand til det andet indenfor en kategori. God marketing handler ikke om at få folk til at købe et produkt, som folk i virkeligheden ikke har behov for. Det ville da virkelig være en kortsigtet tankegang og gøre, at folk ikke gad købe mere fra det brand næste gang,” siger han.

At et behov hos folk ikke forsvinder bare fordi reklamer forbydes, mener Kim Boisen at salget af cigaretter er et eksempel på.

”Det er jo stadig hver 5. dansker, der ryger, selvom markedsføring af cigaretter har været forbudt i mange år. Hver 5. dansker er dog heldigvis mindre end halvdelen, som var den andel, der røg for 50 år siden. Men det meste forskning peger på, at det ikke var reklameforbuddet, der har givet antallet af rygere det kraftige fald, det var de øgede afgifter. Det der primært ændrede rygeadfærden blandt befolkningen var, at det simpelthen blev for dyrt.” 

Salget af elbiler i Danmark viser det samme om end med omvendt fortegn, pointerer han. 

”Undersøgelser viser, at de fleste danskere faktisk gerne vil have en elbil, men undlader at købe én, fordi de stadig er for dyre og det er for besværligt at lade dem op”. Det er ikke manglende reklamer, der afholder danskerne fra at købe en elbil, men for høje afgifter, manglende lade-infrastruktur og manglende incitamenter. Det er der, man skal sætte ind, hvis man vil skubbe bilsalget i en endnu mere bæredygtig retning – ikke ved at forbyde reklamer for biler.”

Kim Boisen mener også, at Greenpeace skyder sig selv i foden i forhold til deres egen argumentation, når de agiterer for et forbud mod bilreklamer. 

”Så ville det faktisk have den modsatte virkning af, hvad de ønsker; at få mere bæredygtige biler på vejene.”

Robert/Boisen vil ikke droppe biler eller flyrejser

Kim Boisen afviser også, at Robert/Boisen & Like-minded skulle fravælge kunder, der sælger biler eller flyrejser.

Men kunne I hos Robert/Boisen & Like-minded ikke hjælpe den grønne omstilling og agenda på vej ved at gå efter at arbejde med kunder fra industrier, der er mindre klimaskadelige end bil- og flyrejseindustrien?

”Der er givetvis nogle bureauer, der vil slå sig op på, at de kun arbejder med virksomheder, som allerede beviseligt er bæredygtige og frelste. Og jeg har stor respekt for, at man har den holdning.”

Men:

”Personligt synes jeg, at det er fagligt mere udfordrende og mere gavnligt for samfundet, hvis bureauerne gør en endnu større indsats for at rådgive de virksomheder, der i særlig grad har brug for hjælp og inspiration, end på at rådgive dem, der allerede kommet langt på deres bæredygtige rejse. Vi skal accelerere alle virksomheders udvikling i en mere bæredygtig retning – i stedet for at vende ryggen til dem, der endnu ikke er kommet så langt,” siger Kim Boisen. 

Nul effekt

Kim Boisen værdsætter grundlæggende Greenpeaces engagement i at skabe en mere bæredygtig verden. Men han tror, at et reklameforbud vil være decideret virkningsløst.

”Det, tror jeg, vil skabe nul forskel. Så det er at bruge energien forkert.”

Hvor ville du så, hvis du var Greenpeace, lægge dine kræfter, hvis ikke på et reklameforbud?

“Det er naturligt at fokusere der, hvor du kan gøre den største forskel. Og det er ikke ved at forbyde reklamer. Det er den forkerte medicin.”

Kim Boisen mener i stedet, at man skal lægge pres på politikerne.

”Hvis vi skal have danskerne til at træffe de bæredygtige valg, skal de også være nemme og billige. Det viser al erfaring. Derfor skal vi have politikerne til ikke bare at opstille nogle mål, men få dem til at skabe nogle nye rammevilkår, afgiftsstrukturer og betingelser inden for forskellige industrier, som gør det nemmere for producenterne at lave produkter, som er mere bæredygtige end dem, der er i dag – og som kan gøre disse produkter mere attraktive for forbrugerne. Det er det, som vil have størst effekt”

Kim Boisens oplevelse fra sin karriere er, at langt de fleste virksomheder er villige til grønne initiativer, men at de holder igen på grund af politisk nøl på området. 

”Der er rigtige mange virksomheder, der står på spring med meget store investeringsbeløb, som de vil kanalisere over i teknologier og løsninger, som fremmer den grønne omstilling. Men de afholder sig pt. fra at investere i det, fordi de politiske rammevilkår og de skattemæssige rammevilkår ikke er der endnu,” siger han. 

Greenpeace forsvarer analyse

Greenpeace er uenig i Kim Boisens påstand om, at reklamer ikke skaber et unødvendigt forbrug. Det skriver generalsekretær i Greenpeace Norden, Mads Flarup Christensen, i en mail til Markedsføring.

“Vi påstår på ingen måde, at hvis man ikke reklamerer for et produkt, så forsvinder behovet for det. Det, vi siger, er, at når man reklamerer for et produkt, så øger man forbruget af det. Der er en række produkter, som klimavidenskaben for længst har slået fast, at vi må og skal forbruge langt mindre af. Derfor arbejder vi for, at reklamer for disse produkter forbydes,” skriver han.

Og han retter på ny en kritik af marketing- og reklamebranchen.

“Naturligvis er marketingsbranchen med til at skabe et øget forbrug af de ting, som der reklameres for. Det er på ingen måde svært at forestille sig, hvordan en reklame for billige flybilletter til London kan få nogle til at tage derover på en forlænget weekend, der ellers skulle være brugt i sommerhuset. At dette ikke skulle være en del af reklamers effekt – og en del af målet med at betale et bureau for at lave netop den reklame – må i bedste fald betragtes som naivt.”

Samtidig forsvarer han Greenpeace-analysens konklusion:

“Vi er helt med på, at den præcise klimabelastning fra reklamer for flyrejser, biler og benzin er vanskelig at fastslå, og vi skriver meget tydeligt i vores analyse, at det ikke er let at skelne mellem reklamernes evne til blot at flytte forbrugerne fra en aktør til en anden og reklamernes evne til at skabe øget salg i en branche som helhed,” skriver han.

”Men den data, vi har indhentet, viser, at der bliver brugt over en milliard kroner om året på annoncer for flyrejser, biler og fossile brændsler i Danmark. Så selvom vi fint kan acceptere, hvis Kim Boisen er uenig i, hvad reklamernes præcise klimaansvar er, så synes vi på ingen måde, det er rimeligt fuldstændig at afvise problemet med klimabelastende reklamer.”