Kender du din chips-type?
I en ny kampagne for Kims har chips-brandets frontfigur, Tommy, sat jagten ind på den eneste ene, hvor han til formålet har opfundet et alternativt horoskop til holde styr på det perfekte match.
Efter ni år som single er Tommy nemlig nået frem til erkendelsen, at dating er ren videnskab, og har derfor har iværksat sit eget “chips dating”-program, hvor han håndfast og systematisk bruger Kims’ chips og dip til at afsløre sine dates’ sande jeg – for som Tommy siger: “Chips don’t lie.”
Formålet er ifølge marketingchef for Kims, Anders Hybholt, at give Kims’ chips mere personlighed, hvilket sker i klar erkendelse af, at mange chips ofte ender i en eller anden tilfældig skål hjemme hos forbrugeren.
“Vores satsning skal ses som et skridt i vores fortsatte fokus på smag og krydderier og gøre plads til at skubbe nye produkter ud. Samtidig vil vi gerne øge kendskabet til Tommy, som i skikkelse af at være krydderiassistent, er stærkt associeret med vores produkter,” fortæller marketingchefen.
Vil øge kendskabet til hovedfigur
Han henviser til en tidligere undersøgelse, foretaget af Aarhus Universitet, som viser, at forbrugerens præference for Kims er associeret med smag og kvalitet, ligesom forbrugeren lægger vægt på, at brandet er dansk – at Kims bliver produceret i Danmark og i øvrigt anvender over 13.000 tons danske kartofler om året i produktionen i Søndersø på Fyn.
Ydermere forpligter det legendariske pay-off “Når du er sulten for sjov” nærmest til fri leg, og Anders Hybholt afslører i den forbindelse, at den kreative proces har gået hurtigt. Kims har kørt et tæt samarbejde med med mediebureauet OMD og reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
“Vi vil genre øge kendskabet til Tommy og gøre ham mere kendt i bred offentlighed. Derfor har vi forsøgt at skabe en ramme, hvor folk begynder at tale mere om smag og vores produkter med reference til Tommy og på den måde tage deres chips mere alvorligt,” siger han.
Samtidig har Kims investeret massivt i medier og har inddraget hele paletten, som foruden tv, YouTube og Facebook også tæller et samarbejde med Nova, hvor chips-producenten de næste 13 uger bliver omdrejningspunkt for forskellige konkurrencer i radioprogrammet ‘Lars om eftermiddagen’.
Lytterne kommer blandt andet til at ringe ind eller sende sms med deres bud på en chips-, dip- eller snackificeret kunstner eller sangtitel, som eksempelvis kunne være Me & My’s “Dip dip dip dip”, “Snack Street Boys” eller Bee Gees udødelige klassiker “How dip is your love”.
Derudover vil radioværten Lars Johansson tage forskellige emner op, såsom humor, dating og meget andet, der er tæt forbundet med Kims’ pay-off: “Når du er sulten for sjov”, hvor radioværten blandt andet kommer til at spise chips og med en decibel-måler dokumentere, hvor meget knas, der er i Kims chips.
“Vi ved fra tidligere undersøgelser, at det fungerer rigtig godt for os, når produkterne bliver en del af historien. Det håber vi også kommer til ske med det nye radio-samarbejde,” siger Anders Hybholt.
Han understreger i den forbindelse, at samarbejdet med Nova sker i overensstemmele med Radio- og TV-nævnets retningslinjer.
Tæt på virkeligheden
Kreativ direktør og ejer af Wibroe, Duckert & Partners, Henrik Juul, som de sidste 25 år har stået fadder til Kims’ reklameunivers, forklarer, at det altid har været vigtigt for Kims-universet at være forankret så tæt så muligt på virkeligheden.
“Det har altid været interessant at lave noget, der bliver til virkelighed. Vi så helt tilbage med Jørgen, at han både kunne medvirke i Luksusfælden og Løvens Hule. Med Tommy flyttede vi kommunikationen tættere på produktet, og med chips dating vil vi gerne fortælle, at Kims både har chips og dip, der passer til din personlighed,” siger Henrik Juul.
“Tommy er jo en karakter, der tager sine chips og sit menneskekundskab alvorligt. “Chips don’t lie,” siger han, og lægger ingen fingre imellem, når han står over for afgørelsens time. Så tager han egen medicin, og får selvfølgelig afvist den forkerte,” siger Henrik Juul og henviser til Tommys perfekte match, Annelene, som han må afvise, fordi hun angiveligt er for vild til ham.
Annelene er nemlig en såkaldt Holiday-pige og Tommy en dild-dreng med henvisning Kims dip af samme navn. Men det slår selvfølgelig ikke Tommy ud af kurs, som ufortrødent fortsætter jagten og blandt andet møder Kianna fra Amager, som efter Tommys bedst overbevisning passer som “chip i dip”.
Du kan se den nye kampagnevideo her.