En verden uden Peter Wibroe

“LIVET FORSTÅS BAGLÆNS, MEN MÅ LEVES FORLÆNS.” – Søren Kierkegaard, 1843

Peter Wibroe har været tæt på at dø tre gange.

Den tredje gang var for ganske nylig, da han på vej hjem fra naboen, i en brandert indskyder han gnæggende, væltede og punkterede højre lunge og og brækkede et ribben.

Hans “højtelskede hustru”, den 29 år yngre Anne Marie Wibroe Mygind, var sikker på, at han var død. Og måske troede Peter Wibroe det også selv for en stund, for styrtet og den efterfølgende tid på hospitalet fik ham til at genoverveje sin egen dødelighed.

Det fortæller han, mens vi rejser os fra den røde veloursofa i Påfuglehuset – en afsides længe af hans slot. I næsten fire timer har vi talt sammen, og i Peter Wibroes askebæger ligger en god håndfuld nedtrykte cigaretter af mærket Prine Line Yellow.

Nu er alt, der kan høres, lyden af hans Georg Jensen-stok, dens lette tappen mod marmorgulvet, hans greb, der strammes om stokkehovedet: en salamander i sterling-sølv med øjne i grøn agat. Solen er væk bag de høje cypresser, der afskærmer Peter Wibroes liv fra omverdenen, da vi går ud af Påfuglehuset.

Under vores fødder lyder gruset som knitren fra en vinyl, mens vi traver over gårdspladsen. Til højre kommer châtelet’et, hovedhuset, til syne. Foran står Peter Wibroes bordeauxfarvede Porsche 911 parkeret. Det meste af sit liv har han kørt bordeauxfarvede Porscher.

Tidligere lå her parcelhuse og provinshaver, men i 1974 købte Peter Wibroe hovedhuset og med tiden købte han også nabogrundene, og ud af sin egen fantasi skabte han en hektar land så smuk, at haveinteresserede fra hele verden kommer på besøg. Exillion, kalder han det.

Et sted langt foran os rumsterer den ene gartner, der holder haven skarp og stramt klippet. Hun arbejder i den orientalske del af haven skabt til minde om Peter Wibroes afdøde, kuwaitiske ven. Resten af haven er inspireret af italienske renæssancehaver og franske barokhaver.

Det er heroppe, Peter Wibroe siden årtusindeskiftet har været i æstetisk eksil fra resten af verden. Og det er denne excentriske detalje, der siden har været definerende for den stramt koreograferede fortælling om kreatørens liv og levned.

Da vi når udgangen, en to meter høje smedejernsport, rømmer Peter Wibroe sig.

“Nej,” siger han og trækker på ordet, som var det sagt med tre e’er “det, der fascinerede mig ved din henvendelse, var det frække spørgsmål, hvordan verden ville have set ud uden Peter Wibroe,” siger han med sit nærmest kongeligt svungne rigsdansk.

Spørgsmålet har hængt mellem os siden samtalens start.

EN HALV TIME TIDLIGERE løftede Peter Wibroe sløret for en af sine grunde til at forlade reklamebranchen og bureauet, der ved stiftelsen i 1973 hed Partners. Siden formede det sig til Wibroe, Duckert & Partners, da Jan Duckert kom til.

Han sidder i hjørnet af veloursofaen med armene på ryg- og armlænet, der er lidt for høje, så hans hoved bliver begravet mellem skuldrene.

“Det her var også medvirkende til mit farvel,” begynder han.

Op til folketingsvalget i 1998 agerede han og Jan Duckert kommunikationsrådgivere for Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen. I lang tid lå Uffe Ellemann-Jensen foran den siddende statsminister, Poul Nyrup, i meningsmålingerne.

Men på valgdagen adskilte 183 færøske stemmer rivalerne i Nyrups favør, og den socialdemokratiske regering fortsatte.

“De forhindrede os i, at vi havde fået den sjoveste statsminister i landets historie. Et helt nyt Danmark havde opstået, hvis Uffe havde vundet,” siger Peter Wibroe og bapper på sin smøg.

Hvordan havde det Danmark set ud, spørger jeg.

“Det var blevet meget sjovere. Vi diskuterede meget med Uffe, hvordan vi skulle få liv i omegnskommunerne. Vi ville skabe mødesteder for folk, som man ser i små, sydlandske byer. Der ville være en fornøjelig livlighed, befordret fra den stramme, socialdemokratiske ligegyldighed. Og hvis han var blevet statsminister, havde der været plads til, at kreative som jeg kunne være blevet rådgivere for et sjovere Danmark.”

I nederlagets skygge forlod Uffe Ellemann-Jensen posten som formand, og et par år senere forlod han fuldstændig politik.

Nederlaget satte samtidig ild til tankerne om at forsvinde, der i et par år havde rumsteret i Peter Wibroe. De andre årsager er veldokumenterede og har trukket sine overskrifter gennem tiden. Fælles for dem er, at Peter Wibroe op til årtusindeskiftet fandt, at verden blev plat, uskøn og grådig.

“Kreativiteten var på vej til at blive overflødig. I årene op til havde verden en fælles fjende i form af kommunismen, og virksomhederne blev nødt til at bruge milliarder på at pakke deres budskaber fint, fint ind. Desværre var det ikke demokratiet, der vandt over kommunismen, men kapitalismen, og da fjendebilledet ophørte, viste kapitalismen sit grimme ansigt. Det hele blev køb, køb, køb og rabatter, rabatter. Og så forsvandt den gode del af reklamen.”

En kapitalistisk kultur, du bidrog til, pipper jeg fra min ende af veloursofaen.

“Jo, men jeg har aldrig set mig som en, der øgede forbruget. Mit arbejde drejede sig om at lave en meget stærk og markant visuel identitet, der adskilte sig fra de andre og flyttede forbruget fra en konkurrent til mig.”

Platheden, grimheden og grådigheden havde også sneget sig ind hos Wibroe, Duckert & Partners som et biprodukt af digitaliseringen, mener Peter Wibroe.

Håndværket og den gode smag blev ødelagt, vrisser han, og hans ansigt forvrænger sig, som sad smerten stadig dybt i ham. Jeg ville lyve for jer, læsere, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg et øjeblik overvejede, at det hele var en indstuderet fortælling. Jeg tror på ham.

Men jeg kan ikke undslippe tanken, at fortællingen om hans farvel til Wibroe, Duckert & Partners er en plade, han afspiller for næsvise journalister. At der ligger noget mere bag. Hver gang jeg nærmer mig stoppet, svarer han venligt, men bestemt: “Har vi ikke været inde på det?”

Hvad der er sandt, er også underordnet. For virkeligheden blev, at mens verden sendte nytårsraketter i vejret, og årtusindet skiftede, låste Peter Wibroe sig inde på sit slot, forlod det virkelig liv og sagde til sig selv: “Nu er jeg et frit menneske.”

Sideløbende med Peter Wibroes farvel udvidede Jan Duckert og kronprinsen Henrik Juul reklamebureauet til PeopleGroup, der i dag tæller flere selskaber.

Jan Duckerts drømme om et imperium og Peter Wibroes om at holde det småt kilede sig ind mellem de to venner og førte til et uvenskab. Al den gode tid forduftede, formulerer Peter Wibroe det.

“Mit eget barn,” udbryder han, mens han lægger hovedet tilbage og puster en røgsky i luften.

Det eneste, han tog med fra bureauet, var en to meter høj marmor-dame.

DER SKER NOGET halvvejs inde i vores snak. Solen hænger stadig over cypresserne, reflekteres i vandbassinet udenfor Påfuglehuset og lægger et gyldent skær over den venstre side af Peter Wibroes ansigt.

Vi snakker om, at når man som han er i 80’erne, må man forvente, at man kan dø når som helst.Han holder en pause. Tager tilløb med et par langtrukne “jaaaa” og “naaarh”. Så kaster han sig ud i fortællingen om anden gang, han var ved at dø.

Det var i midten af 1980’erne. Den nogle og 40-årige Peter Wibroe var på toppen af sin karriere. Wibroe, Duckert & Partners var BUREAUET, og Peter Wibroe selv var Danmarks mest anerkendte kreative.

Der besluttede Peter Wibroe sig for at drikke sig ned og opleve bunden. Planen var ikke at drikke sig ihjel. Men det var tæt på.

“Når man er på toppen, kan man få en mærkelig fornemmelse af, at det hele er for vildt. Jeg ville hellere se bunden, så jeg begyndte at drikke. Meget absint.”

Før han nåede bunden, besvimede han på bureauet, kastede blod op og blev kørt på kommunehospitalet af en af sine ansatte, ‘Bernie The Brain’.

“Han var uddannet i civilforsvaret som ambulancefører, så han kunne lige klare svingene ordentligt.”

Hvad så du på bunden?

“Der var …”

“En eller anden fred. En eller anden mærkelig, fascinerende fred. For der var aldrig fred i mit øvrige liv, der var tryk på hvert sekund.”

Peter Wibroe flygtede hurtigt fra hospitalet og tog hjem på sit slot, der dengang kun var halvt så stort. Derhjemme passede hans daværende sekretær, Helle, på ham, mens hendes kæreste og siden husbond, Jesper Kunde, gik rundt om sig selv i cirkler af jalousi i stuen nedenunder.

Hvor gammel var du præcis her?

“Ja, lad os nu se. Jeg er krigsbarn, født i 1943, lige under Anden Verdenskrig. Da lykken begyndte at vende for Hitler.”

Tror du, hvis verden havde været uden Peter Wibroe, at lykken aldrig var vendt for Hitler?

“Hahahah, nej dog ikke.”

EN TIME TIDLIGERE, da interviewet stadig er i sin spæde start, tager Peter Wibroe igen fat i spørgsmålet om, hvordan verden ville have set ud uden ham.

Alt det, og det vidste jeg ikke på dette tidspunkt, der i sagens natur ledte op til, at han forsøgte at drikke sig ned på bunden.

Egentlig spurgte jeg Peter Wibroe, hvad han var mest stolt af gennem sin karriere, men han undveg spørgsmålet og sagde i stedet:

“Jeg kan bedre forklare det ved at svare på, hvordan Tuborg havde haft det uden Peter Wibroe.”

Peter Wibroes karriere har i store træk været defineret af Tuborg, og Tuborg er i stor udstrækning defineret af Peter Wibroe. I starten af 70’erne fandt han på sloganet “Fra før verden gik af lave” for Rød Tuborg. Salget steg fra 2 millioner til 27 millioner flasker om året. Efter den succes spurgte bryggeriet, om han ville kigge på Grøn Tuborg.

“Den var faldet helt i bund og havde kæmpe problemer. Carlsberg var dobbelt så store,” fortæller Peter Wibroe.

Det ændrede sig, da han skrev ordene “Grøn Tuborg – Gør livet lidt grønnere”. Sloganet holdt helt ind til 2017 og gjorde Tuborg til danskernes yndlingsøl. Senere lavede han også 90 forskellige helsides Tuborg-annoncer, der blev trykt i dagbladene.

En af dem var en labyrint med et Tuborg-logo i midten, og den blev senere opført på Pile Allé på Frederiksberg, hvor den stadig står.

“Den ville ikke have været der i dag,” griner Peter Wibroe, “der havde været tennisbaner i stedet.”

Højdepunktet for samarbejdet var nok, da Peter Wibroe opfandt en øl til Tuborg. En pilsner med lidt mere krop. Han tegnede etiketter, kampagner, sloganet “lidt mere af alting” og udarbejdede øllen med en brygger.

Men hver gang han præsenterede ideen for bryggeriets ledelse, sagde de: “Nej, det går alt for godt for Tuborg i forvejen. Det kan ikke komme på tale”. På fire møder blev han afvist.

Da Tuborg fyldte fyldte 120 år i 1993, tog Peter Wibroe ideen med på endnu et møde og foreslog den som en jubilæumsøl. Endelig godtog de ideen, og en ny øl så dagens lys.

“Jeg har opfundet Tuborg Classic fra nul og ingenting, og i dag er det sjovt at se, hvordan den fylder i bybilledet. Min far var brygger, så det var sjovt at gøre det selv, finde på øllen, få den lanceret.”

Men, afbryder han sig selv, Classic var ikke den første øl, han var med til at skabe.

“I 1979,” siger han og peger over mod hovedhuset, “sad jeg en nat og skrev “Glædelig Jul og Godt Tub’år” og tegnede snefnug hele natten og præsenterede det som en idé til en julehilsen på bagsmækken af ølbilerne. Kampagnen kører nu på 42 tyvende år.”

En verden uden Peter Wibroe havde været en verden uden Tuborg?

“Ja, det kunne tænkes.”

Peter Wibroe fortæller nostalgisk om 70’erne til 90’erne, hvor han var på toppen af reklameverdenen. Tempoet var opskruet, festerne sluttede aldrig, forholdet til alkohol var afslappet. Tiden før København blev en øjebæ (et ord Peter Wibroe opfandt til en Ekstra Bladet-kampagne) og stadig havde en torden i sig.

Én ting fortryder han dog.

“Når jeg tænker tilbage på alle de år, fortryder jeg nok, at jeg var for lidt far for min datter. Det har hun også pointeret. Hun havde fortjent mere opmærksomhed, end jeg gav hende.”

DA PETER WIBROE tager imod mig ved vandbassinet ved 14-tiden fredag eftermiddag, siger han som noget af det første til mig, at hans datter bor i den anden ende af Påfuglehuset. Den her del er til gæster, dem tager man ikke imod i hovedhuset, det er privat. 

“Der lå et parcelhus her. Men manden, der boede her, slog min påfugl ihjel. Den var meget vellidt her i Søllerød, men han brød sig ikke om, at den trængte sig på og spejlede sig i hans vinduer. Så han huggede den ned med en spade og kørte den væk i en sort sæk. Det anede jeg ikke på det tidspunkt. Et par måneder efter faldt han om. Hjertestop. Påfugle er jo hellige. Konen måtte sælge huset til mig, og jeg bombede det for at hævne påfuglen.”

Hans George Jensen-stok banker mod marmorgulvet, mens vi bevæger os forbi de sprossede vinduer og marmor-damen og sætter os i den røde veloursofa. Peter Wibroe tænder en smøg. Klokken er lidt over to, og han taler langsomt.

Jeg spørger ham, hvordan hans opvækst har været. Ser I, Peter Wibroes barndom er atypisk på alle fronter, og jeg tænkte, at forklaringen på hans atypiske liv måske skulle findes der.

Det var en opvækst, hvor forældrene blev skilt, da Peter Wibroe var fem, og han og lillebroren Ole i stedet voksede op hos deres mors forældre i Viborg.

“Det var et glimrende bytte, for det var et hjem med fem tjenestepiger, klassisk indretning, antikviteter og hele molevitten. Man kan kritisere det for, at jeg ikke lærte noget, for min bror og jeg kunne bare trække i klokkestrengen, og så kom stuepigen ind og sagde: “Hvad ønsker d’herrer?”. Vi lærte aldrig at tage ud, det døjer jeg stadig med, men jeg har altid været så heldig at få mægtig god service.”

Bedstefaren var blevet rig på at grundlægge Viborg Papirkompagni, der leverede varer til alle købmænd i Jylland. Senere i interviewet vil han bruge det som forklaring på, hvorfor han var så stolt over at lykkes med sit reklamebureau. Det var ligesom morfar.

Allerede som barn følte Peter Wibroe, at han var født for sent. Fortiden var endnu mere spændende, og nogle af de bedste tider var, når morfaren, der selv var gammeldags, tog ham med i hestevognen for at levere varer til togstationen, der tog dem videre ud i Danmark.

“Det var meget elegant. Med hesten Max og kusken Kjeldsen, der sad i krouniform og med lange støvler og kasket. Jeg sad ved siden af,” siger han og udbryder barnlig “gadagung-gadagung-gadagung,” mens hans arme pisker ud i luften.

ALLEREDE SOM BARN TEGNEDE HAN MEGET. Primært damplokomotiver, der stadig fascinerer ham. Et af Peter Wibroes tydeligste minder fra sin barndom var, da han på dannelsesrejse med bedsteforældrene kørte gennem Europa. Han var omkring 10 eller 11. Tyskland var stadig sønderbombet, og fra den røde veloursofa maler han billeder af ruinerne.

“Men det, der gjorde mest indtryk, var på Rijksmuseum i Amsterdam, hvor jeg så Rembrandts maleri, Nattevagten.”

Maleriet, et gruppeportræt af Amsterdams borgervagt på vej i aktion, er kendt for sin brug af lys og skygge, der skaber bevægelse.

“Det billede. Det kunne de ikke løsrive mig fra, de kunne ikke få mig ud. Jeg havde aldrig set så fantastisk kunst og håndværk. Tænk sig at se, hvad det kunne blive til, hvis man blev god,” siger Peter Wibroe og tænder sin første smøg.

Senere bevægede han sig ind i reklamebranchen. Et af hans første jobs var som kreativ direktør på et bureau i Schweiz. I Schweiz kom han på de underjordiske, hemmelige klubber sammen med banditter, skatteunddragere, politiske flygtninge og de værste typer af dem alle, politikere.

Det var også i Schweiz, han fik sit kreative gennembrud og hang ud med Pink Floyd og den legendariske dirigent, kaldt musikkens sidste diktator, Herbert von Karajan.

Efter en lille afstikker på bureau i Düsseldorf, hvor han blev venner med Walter Scheel, der senere blev Tysklands forbundspræsident, lokkede Randi Eriksen ham i starten af 70’erne hjem.

“Hun var datidens største tekstforfatter, og hun insisterede på, at vi skulle lægge branchen ned.”

Sammen blev de ansat på Ted Bates, som Partners senere udsprang af. I 1983 døde Randi Eriksen af lungekræft. 43 år gammel. Hans bror Ole døde i en alder af 60. Samme sygdom. Dobbeltsidet. Begge to finder han sig i samtale med, når han går rundt i haven for sig selv.

PETER WIBROES FØRSTE NÆRKONTAKT med døden kom i slutningen af 70’erne.

“Jeg havde nogle problemer af personlig art. En kvinde beskyldte mig for at være egoistisk. Og jeg er tvilling, både af stjernetegn, men også inde i mig selv,” siger Peter Wibroe og tager pegefingeren op til tindingen.

“Så jeg kan diskutere endeløst og heftigt med mig selv. Men da jeg havde analyseret mig frem til, at anklagerne ikke var korrekte, var jeg i balance igen. Jeg var happy. Og i det øjeblik, jeg lagde mig på lagenet, strøg jeg ud af vinduet.”

Peter Wibroe tager et hiv af sin cigaret og holder en så lang pause, at jeg er i tvivl, om historien har nået sit endeligt.

“Jeg røg ud i universet, og alting var dobbelt. Jeg var både langt væk, men jeg hang også bare et par meter over huset og kiggede ned. Jeg havde det vanvittigt koldt og varmt. Støj og stilhed. Alle modsætninger eksisterede på samme tid, alle kontraster var der på én gang. Der var mørkt og lyst. Og så hang der en lang hale efter mig. Da det sluttede, skyndte jeg mig ud i haven og kiggede op i universet og råbte “Hvad fanden? Hvad var det, der skete?”.”

Vi griner begge to, inden jeg spørger, om det ændrede hans tilgang til livet.

“Det var en oplevelse, der var så ubeskrivelig og kolossal. Jeg fik nogle betragtninger, og mange ting har siden virket som småting. Måske var det også derfor, at jeg fandt dit spørgsmål så interessant. Hvordan ville verden have set ud uden Peter Wibroe,” siger han.

SMEDEJERNSPORTEN HAR LIGE lukket sig bag mig. Jeg noterer de sidste indtryk fra audiensen hos reklamekongen, der atter er forsvundet ind i sin fantasi. Hans gråviltre manke. Det skarpe, tilbagetrukne blik bag brillerne. Hvordan han begyndte at tale hurtigere, mere levende, i takt med at timerne gik, og det udtalte b-menneske vågnede op.

Lysets langsomme forvandling fra gyldent til mere sart og orange. De 12 smøger, han fik kvalt i løbet af vores samtale. Den let fugtige duft fra de duggede blade i den nu tusmørke prydhave. Til afsked havde Peter Wibroe givet mig et fast håndtryk og sagt farvel.

Lige inden, han lukkede portene i, forsøgte han på ny at svare på mit spørgsmål, som havde kredset rundt i hans tanker de sidste timer: Hvordan ville verden have set ud uden Peter Wibroe?

“Det er et voldsomt spørgsmål. Det her ville aldrig have eksisteret,” havde han sagt, imens han vendte blikket tilbage mod sin egen verden.