100 ‘kopi’-sofaer solgt på under ti minutter, en weekend med rekordsalg for ægte sofaer og omtale i internationale medier som Hypebeast og Complex.
Sådan lyder den foreløbige effekt af Omhus første større brandkampagne ”The Iconic Dupe”, der blev lanceret i lørdags.
”Det har været en kæmpe succes indtil videre. Ikke kun fordi vi blev udsolgt så hurtigt, men også på grund af den feedback, vi har fået, og den måde, medierne har taget imod historien på,” skriver Christine M. Smith, creative director hos Omhu, til Markedsføring.
Bag kampagnen står møbelbrandets eget inhouse-bureau, som har gjort et vedvarende kopiproblem til omdrejningspunkt for idéen.
Omhu har således op til kampagnen anmeldt og fået fjernet mere end 1.000 kopier af sin populære Teddy-sofa uden dog at kunne få bugt med alle de nye kopi-knopskud, der løbende popper op.
Derfor valgte møbelbrandet en anden strategi. Og lørdag kl 16.00 dansk tid lancerede de selv en kopi af sofaen i hidsig orange – med det forkert stavede navn Tedy – til salg på Temu, Etsy og det til lejligheden oprettede site dupe.com.
”Vores største konkurrenter er ikke andre møbelbrands. Det er kopierne, og det var også dem, der inspirerede os til kampagnen,” skriver Christine M. Smith.
Samme sofa til kopi-pris
Ifølge Christine M. Smith limited edition Tedy-sofaen af akkurat samme kvalitet som brandets originale Teddy sofa.
Halvdelen af de 100 dupe-sofaer blev udbudt i Europa og Storbritannien, mens den anden halvdel blev solgt i USA.
Prisen satte Omhu til 499,99 dollar – ca 3.200 kr. med udgangspunkt i gennemsnitsprisen på kopierne, der florerer på nettet. Dermed blev den originale sofa midlertidigt solgt til det, Omhu kalder en ”dupe-pris”, hvor den originale Teddy-sofa pt. går for 12.900 kroner i Danmark.
At alle hundrede sofaer trods den favorable pris røg på under 10 minutter var hurtigere end Omhu selv havde forventet.
”Det havde vi slet ikke forventet. Det var helt vildt,” skriver Christine M. Smith.
Du kan se, hvordan det så ud, da Tedy-sofaen var til salg på Temu nedenfor – artiklen fortsætter efter billedet.
Ville møde kopikøberne på deres hjemmebane
Ifølge Christine M. Smith udspringer dupe-idéen af et ønske om at tale til forbrugerne uden en løftet pegefinger.
”Vi syntes, det gav mening at overgå kopierne med et glimt i øjet. Samtidig kunne vi møde de mennesker, der køber kopierne, dér, hvor de befinder sig, og give dem noget at tænke over, næste gang de overvejer at købe en,” skriver hun.
Omhu fremhæver i en af de medfølgende kampagne-assets blandt andet kvalitet, materialer, arbejdsforhold og miljøbelastning som mulige problemer ved billige kopiprodukter.
Brandet har ikke fremlagt en dokumentation for kritikken, men Christine M. Smith henviser til henvendelser fra forbrugere, som fejlagtigt har troet, at de havde købt en original Teddy-sofa, og derfor har klaget til Omhu over fejl og mangler.
Hun peger desuden på influencere, der sammenligner originale produkter med kopier og dokumenterer kvalitetsforskellene.
Risikerer I ikke at legitimere salgs-platformene og sende kunder hen til de kopiprodukter, I kritiserer?
”Folk skal nok finde kopierne alligevel. Kopier af møbler er blevet næsten lige så populære som kopier af modeprodukter, så vi ville hellere skabe noget opmærksomhed og være modige omkring det. Hvis man ikke risikerer noget, vinder man heller ikke,” skriver Christine M. Smith.
Rekordweekend for de almindelige sofaer
Ifølge Christine M. Smith er ”The Iconic Dupe”-kampagnens primære mål at skabe international omtale og øge kendskabet til Omhu som brandet bag det oprindelige Teddy-design.
Størstedelen af kampagnens opnåede rækkevide er ifølge Christine M. Smith kommet organisk, mens en mindre del stammer fra annoncering og betalte influencer-samarbejder, hvor Omhu blandt andet har arbejdet sammen med såkaldte ‘dupe-influencere’ og personer, der har vundet lookalike-konkurrencer.
Samtidig med lynsalget af kopi-sofaer havde Omhu, hvad brandet betegner som en rekordweekend for salget af deres sædvanlige sofaer. Christine M. Smith kan dog endnu ikke fastslå, om kampagnen var årsagen.
”Vi ved ikke, om der er en direkte sammenhæng mellem kampagnen og weekendens salg. Men vi er sikre på, at udviklingen af brandet gennem de seneste seks til otte måneder samlet set har haft en positiv effekt,” skriver hun.
De endelige tal for blandt andet rækkevidde og visninger forventer Omhu at have senere på måneden.
Fortsætter med lookalike-konkurrence
Christine M. Smith håber og forventer, at kampagnen får en længere effekt end det Omhu har set de første dage efter lanceringen.
Og senere på måneden følger brandet den indledende succes op med en lookalike-konkurrence i New York sammen med Office Magazine, hvor den originale Teddy-sofa stillet op mod en række kopier, som deltagerne kan prøve og stemme på.
”Vi er først lige begyndt, og vi tror på, at historien kommer til at rulle et stykke tid endnu,” skriver Christine M. Smith.
Du kan se en af “The Iconic Dupe”-kampagnens hovedfilm nedenfor: