I dag tages det genfremsatte lovforslag Spilpakke1 op til behandling i Folketinget.
Forslaget, der har været undervejs længe, og blev udskudt af forårets Folketingsvalg, skal med en række tiltag begrænse markedsføringen af pengespil. Forslaget vil blandt andet begrænse annoncering for betting i det offentlige rum – samt et udvidet såkaldt “fløjt-til-fløjt”-forbud, der vil forbyde bettingannoncer fra 10 minutter før til 10 minutter efter en sportsbegivenhed.
“Der er nogle gode ting i forslaget, men vi har også brug for at gå skridtet videre,” siger Henrik Thrane Brandt, centerchef for Center for Ludomani, om den nye version af lovforslaget til Mediawatch.
Hos KreaKom anerkender administrerende direktør Malene Birkebæk den politiske aftales overordnede formål, men fastholder organisationens oprindelig kritik af lovforslaget, som hun på flere punkter finder for restriktivt.
“Vi mener, at forslagets proportioner er for voldsomme, i forhold til den evidens der er for, at tiltagene vil virke,” skriver hun i kommentar til til Markedsføring, hvor hun tilføjer:
“Det gælder f.eks. fløjt-til-fløjt-tiltaget og den manglende dokumenterede effekt i forhold til at reducere problematisk spiladfærd eller beskytte sårbare personer.”
Er de facto et forbud
Spilpakke 1-forslaget lægger også op et forbud mod spilreklamer i offentlig transport og i områder nær skoler og ungdomsuddannelser.
Ifølge Malene Birkebæk vil det ”forholdsvist omsiggribende zoneforbud mod outdoorannoncering”, mange steder betyde et de facto forbud.
”Dertil kommer, at de økonomiske konsekvenser for det danske mediemarked er markant undervurderet,” skriver hun.
KreaKom-direktøren fremhæver risikoen for, at nye nationale regler på betting-reklameområdet især vil ramme udbydere med dansk licens.
”Mens udbydere uden dansk licens, som det ikke kræver meget snilde på nettet at komme i nærheden af, får langt mere spillerum.”
De fleste der spiller er ikke afhængige
Malene Birkebæk har tidligere peget på bonusser og livebetting som områder, hvor regulering kan målrettes ved at tage hastigheden ud af spillene.
“Så tilskyndelsen til at tage spontane og uovervejede beslutninger fjernes, hvilket er noget af det, der kan ramme mere sårbare spillere.”
Hun understreger samtidig, at langt de fleste benytter sig af pengespil, spiller for underholdningens skyld uden at være afhængige.
”Derfor giver det særligt mening at anvende greb i lovgivningen, som giver plads til dem, men beskytter de sårbare,” skriver Malene Birkebæk.
Uenighed om marketings effekt
En af Henrik Thrane Brandt pointer er ifølge Mediawatch, at den omfattende markedsføring for pengespil er med til at normalisere pengespil.
Malene Birkebæk pointerer overfor Markedsføring, at hun ikke kender til analyser, der peger på en sammenhæng mellem markedsføring og normalisering af pengespil. Men:
”Markedsføring er en del af det at sælge et lovligt produkt på markedet. Og det skal selvfølgelig ske under nogle rimelige rammer for såvel virksomheder som forbrugere.”