”Jeg tror, det bliver sindssygt inspirerende. Lidt som et globalt kreativt folkemøde. Det er vel det tidspunkt på året, hvor der er samlet flest kreative hjerner på ét sted inden for det fag, vi er ved at uddanne os i.” 

Sådan lyder det fra Fleur Frilund, 2. års-studerende på DMJX, Kreativ Kommunikation, og projektleder på dette års KK Cannes – et setup, hvor de studerende på uddannelsen med alverdens skæve greb og idéer i fællesskab tjener penge for at komme til Cannes Lions, populært kaldet VM i reklame.

Aktiviteterne kan spænde over alt fra fester og bankospil til salg af t-shirts og forsøg på at komme i Guinness’ Rekordbog.

Men det største – og faste – element i den kampagne, de unge har sendt i luften, er at tilbyde de kreative bureauer et hold af topmotiverede unge studerende til at arbejde på en brief i en weekend.

I år har de studerende bygget kampagnen op om en hjemmeside, der åbner med teksten ”I har vundet…” – et billede af et Cannes Lions-trofæ – og videre ”…muligheden for at vinde en løve for jeres samarbejde med KK Cannes 24”.

Fleur Frilund viser, hvordan man kan bruge Instagram-filteret, som de studerende har lavet. Foto: Privat

På sitet er der også link til et Instagram-filter, hvor man kan posere med den Cannes-løve, man måske drømmer om at vinde til sommer.

Prøver at holde det enkelt

Og konceptet er enkelt, som de studerende blandt andet skriver på hjemmesiden:

”I kommer med en brief, og vi stiller 10 af vores bedste kreative til rådighed en hel weekend … Vi kan både brainstorme, eksekvere, vende ting på hovedet og på vrangen. Kunne I tænke jer nogle nye øjne på en case eller nogle anderledes takes på en kreativ brief? Look no further!”

Fleur Frilund fortæller, at årgangen også arbejder på nogle fester og på at ”slå verdensrekorden i verdens største stoledans, der pt. ligger på 271 stole”.

”Men overordnet prøver vi at holde det enkelt. Især fordi, der er en del i klassen, der har familie på Fyn og i Jylland, og en enkelt der har et barn, plus at mange af os har fritidsjob i weekenderne. Så det er ikke alle, der kan tage de der 12-14 timers weekender ud til projektet. Og faktisk er der jo ikke så mange weekender tilbage, før vi står på en strand nede i Cannes, vel?”, siger hun.

Fleur Frilund fortæller, at de studerende allerede har været booket af det kreative bureau Pong.

”Vi fik en brief fra Pong, hvor vi brainede idéer til True Gum, Skolepatruljens 75-års fødselsdag og Fernet Brancas ‘Life is bitter’-koncept. Og så præsenterede vi det hele for Mikkel Elung og Louis Pilmark, og så afleverede vi mere end 20 siders PDF-dokument med alle vores ideer.”

Pong: ”Vi booker dem hvert år”

Om KKCannes 24’s idéer kommer ud at leve er endnu for tidligt at sige, men Pong-stifter og kreativ direktør, Mikkel Elung, skriver til Markedsføring, at bureauet har stor glæde af KK Cannes og eleverne på DMJX. 

”Vi booker dem hvert år og beder dem hjælpe os på konkrete opgaver for vores kunder. Og de kommer altid tilbage med gode idéer og værdifulde input. Der er ofte en enkelt eller to af de idéer, som de præsenterer, der ender med at komme ud at leve. Samtidig er det en god måde at lære den næste generation af dygtige kreative at kende.”

Mikkel Elung fortæller, at et KKCannes-hold i 2021 for eksempel leverede ”en af vores bedste idéer til Fernet-Branca”.

Du kan se KK Cannes skitse – og hvordan idéen endte med at blive udført på netop den dag, hvor Roskilde Festival aflyste for andet år i træk på grund af corona. 

Artiklen fortsætter under billedet.

De studerendes oplæg til venstre og Pongs endelig reklame til højre. Fotos PR

Mikkel Elung fra Pong siger, at de også mener det er en god måde at lære den næste generation af dygtige kreative at kende. Hvad tænker du om det?

”Det er da klart, at det også er en promovering af os selv. Vi skal i praktik på et tidspunkt og ud og have et job, når vi er færdige i 2025, og det er blandt andet også derfor, vi har gjort meget ud af at have billeder af os alle, og tilsvarende er vores email-signatur også alle 33 navne,” siger Fleur Frilund, der tilføjer:

”Bureauerne betaler jo for vores arbejdskraft, og på den måde er det også rimeligt, at vi er helt åbne om, hvad vi har af kompetencer hver især, og hvad de betaler for.”

" De studerende lærer bureauerne at kende og omvendt. Og de studerende får hjælp til en bekostelig studietur.
Jesper Hansen, faglig leder, DMJX, Kreativ Kommunikation

Fleur Frilund og KKCannes-teamet har regnet sig frem til, at de gerne skal nå omkring 30 job for bureauer, og så satse på at der også kommer en smule mønt ind via de andre aktiviteter.

I starten var det lidt stille, men siden Markedsføring talte med Fleur Frilund, er der kommet fem nye kunder i butikken, så nu går det fremad.

”Jeg var ellers hos Jesper (Jesper Hansen, faglig leder på Kreativ Kommunikation, red.) flere gange og tænkte, at jeg skulle fyres, fordi jeg måtte være en virkelig dårlig KKCannes-projektleder,” siger Fleur Frilund, der nu glæder sig over, at der er kommet mere gang i bookingerne.

”Men der er altid plads til flere,” som Fleur Frilund siger.

”Konceptet fungerer”

Det er syvende gang KKCannes løber af stablen. efter at Magnus Mynderup-Bjørnshave – i dag Senior Konceptuel Art Director hos DR – fik ideen i 2016. 

Siden har de kreative kampagner og idéer blomstret i alle retninger.

For et par år siden skaffede de studerende sig for eksempel en del opmærksomhed i kreative kredse ved at udgive en fiktiv avis med ’dødsannoncer’ over 29 kreative profiler …

Og på DMJX KK er faglig leder, Jesper Hansen, fan af formatet.

”Det fungerer. De studerende lærer bureauerne at kende og omvendt. Og de studerende får hjælp til en bekostelig studietur. Jeg ved, at tidligere årgange har været med til at vinde kunder for de bureauer, de har arbejdet for og leveret masser af brugbart materiale på mange forskellige briefs,” skriver han til Markedsføring og tilføjer:

”En række bureauer har været tilbagevendende kunder i butikken, så behovet for en decideret kampagne hvert år er aftagende. Men jeg er sikker på, at der stadig er plads til nye kunder i butikken.”

Også plads til festligheder

Nu er det her en del af forløbet på 2. årgang, men hvad tænker I selv om Cannes? Hvad betyder det for jer at være der?

”Jeg har været politisk aktiv i mange år, så inde i mit eget hoved er det lidt som et globalt kreativt folkemøde. Det er inspiration, vidensdeling, netværk, talks, hvor man kan blive klogere,” siger Fleur Frilund og uddyber:

”Og så har jeg hørt, at alle de mange kreative cases er udstillet, så man kan fordybe sig i dem som på en form for midlertidigt museum for sindssygt meget godt kreativt arbejde. Dét glæder jeg mig helt vildt meget til at opleve.”

" Som kreativ vil det altid være superspændende at kigge andre steder hen – som USA eller Kina, Brasilien eller Indien
Fleur Frilund, projektleder på KKCannes 2024 og 2. års-studerende på DMJX, Kreativ Kommunikation

Netværksmulighederne vægter hun også højt:

”Jeg synes jo, det fedeste i verden er at falde i snak med folk, lære nyt og får nye bekendtskaber. Det tror jeg også har sindssygt stor betydning for ens faglighed. Vi bliver jo kun bedre af et styrke vores netværk og referenceramme.”

Og selvfølgelig skal der også være plads til festligheder, mener hun.

”Det er jo Cannes og godt vejr og smukke mennesker.”

Ud af ekkokammeret

Cannes er et internationalt ball game. Hvad gør det anderledes for jer end den danske kreative scene?

”Nye perspektiver. Selvfølgelig er det også helt vildt vigtigt at vide, hvad der foregår på den kreative scene herhjemme i Danmark. Men jeg synes, det er mindst lige så vigtigt, måske endda i nogle tilfælde vigtigere, at vide, hvad der rører sig andre steder og drage inspiration,” siger Fleur Frilund og uddyber:

”Vi er jo godt fremme på mange parametre i Danmark, men vi er ikke altid trendsætter-nationen, så som kreativ vil det altid være superspændende at kigge andre steder hen – som USA eller Kina, Brasilien eller Indien.”

Hvorfor det?

”Fordi det er steder, hvor der for det første bare er samlet nogle store mængder af mennesker. Og dermed endnu flere hjerner til at generere endnu flere idéer og kreative tiltag,” siger Fleur Frilund og tilføjer:

”Men også fordi, der kan være samfundsstrukturelle ting, der gør, at man er tvunget til at tænke på en anden måde, eller trænet i at tænke på en anden måde i andre dele af verden. Så ja, det bliver utroligt spændende at skabe relationer til mennesker uden for ens eget ekkokammer.”

Og ikke at forglemme:

“Og så glæder jeg mig til at opleve noget nyt sammen med mine klassekammerater, der alle sammen er vildt dygtige og fantastiske kreative mennesker.”