Kristian Bæk-Mikkelsen er stoppet i WPP Media efter mere end 20 år i WPP-systemet og 11 år som direktør i blandt andet Maxus og Wavemaker.

”Jeg stoppede reelt hos WPP Media, inden jeg gik på sommerferie. Sommeren er gået med at binde alle de løse tråde sammen og overlevere business og projekter til de relevante,” skriver Kristian Bæk-Mikkelsen til Markedsføring.

Afgangen bliver offentliggjort her kort efter, at WPP har præsenteret en ny dansk og nordisk ledelse.

Her blev Tina Gretlund udnævnt til CEO for WPP Media Danmark, mens Jonas Hemmingsen blev CEO for WPP i Norden og Pernille Fruensgaard Øe nordisk CSO.

Er det din egen beslutning at stoppe, eller er din afgang en konsekvens af den nye organisering og ledelsesrokade i WPP Media?

”Beslutningen var kulminationen på en lang proces, der faktisk startede, inden vi påbegyndte reorganisationen for flere år siden. Jeg har været hos WPP i over 20 år i Danmark, USA og Norden, de sidste 11 år som direktør ved Wavemaker, Maxus og WPP Media. Vi var helt enige om, at tiden var nu,” skriver Kristian Bæk-Mikkelsen til Markedsføring

Nåede en milepæl i foråret

Ifølge Kristian Bæk-Mikkelsen skal afgangen ses i sammenhæng med den transformation, der har samlet Wavemaker, EssenceMediacom og Mindshare under WPP Media.

”Wavemaker lukkede reelt for snart 1,5 år siden i Norden, da vi fusionerede de tre bureaubrands – Wavemaker, EssenceMediacom og Mindshare – ind i WPP Media,” skriver han.

I sommeren 2025 meldte WPP Media officielt ud, at koncernen samlede de tre bureauenheder.

”I tiden, der er gået siden, har vi arbejdet meget målrettet på at strukturere vores forretning, kunder og medarbejdere under den nye organisatoriske struktur. Der nåede vi en milepæl i foråret, hvor vi besluttede, at tiden var moden til at skilles.”

Hans tidligere ansvarsområder er nu fordelt mellem flere i nye ledelse.

”Det har været en løbende proces, da det jo også er 11 års arbejde og partnerskab, der for begge parter lukkes ned, så noget nyt kan blomstre op,” skriver han.

Skulle knytte Norden tættere sammen

Kristian Bæk-Mikkelsen blev i 2024 udnævnt til Wavemakers første nordiske CEO. Han fortsatte samtidig som CEO for bureauets danske forretning.

Da du blev nordisk CEO, fortalte du, at ambitionen blandt andet var at skabe vækst og knytte de nordiske markeder tættere sammen. Hvor langt nåede du med den opgave?

”Det er korrekt. Det er et projekt, der for Wavemakers vedkommende startede tilbage i 2020. Vi organiserede Wavemaker omkring sine nordiske kunder; vi havde en nordisk direktion og et nordisk newbiz-perspektiv. I samme periode identificerede vi nordiske vækstpotentialer og arbejdede i fællesskab på tværs af markeder, både på kunder og produkter.”

”Vi er vokset sammen, siden vi startede denne rejse. Det er jo ikke en opgave, der nogensinde slutter, men vi er nået rigtig langt, og strategien er siden blevet videreført i WPP Media. Det er jeg meget glad for,” skriver Kristian Bæk-Mikkelsen.

Knap halvdelen kom fra andre ydelser

Hvad er du mest stolt af at have opnået i Wavemaker? Og er der noget, du ikke fik nået, inden du stoppede?

”Der er for mange ting til at nå rundt om det hele. Men lige inden vi fusionerede Wavemaker ind i WPP Media, havde vi i al beskedenhed en exceptionel nordisk organisation, primært drevet ud af København. Omkring 25 nationaliteter servicerede vores fantastiske kunder,” skriver Kristian Bæk-Mikkelsen.

Samtidig havde Wavemaker ifølge Kristian Bæk-Mikkelsen. udvidet sin forretning betragteligt ud over de traditionelle medieydelser.

”På dette tidspunkt kom lidt under halvdelen af vores indtjening fra ikke-medieydelser – primært content, consulting, influencers, tech, analyse osv. Det er ganske unikt i vores branche. I samme periode steg både kunde- og medarbejdertilfredsheden.”

“Og det bidrog også med vækst på bundlinjen, da det bredere produktmix skabte større robusthed. Vi har fusioneret disse kompetencer og meget dygtige folk ind i WPP Media, hvor de fortsat lever i bedste velgående,” tilføjer han.

Tager tre læringer med videre

Hvad har du lært af årene som nordisk CEO, som du vil tage med dig videre?

”Fokus, innovation og transformation er tre kodeord. Jeg har grundlæggende lært, hvordan man driver og vækster en virksomhed i Norden frem til en markedsledende position. Det er i vores branche ekstremt vigtigt både at have styr på grundforretningen og at drive vækst og innovation,” skriver Kristian Bæk-Mikkelsen.

Han fremhæver desuden betydningen af det langsigtede strategiske arbejde: at identificere et vækstpotentiale, der matcher virksomhedens ambitioner, og udvikle virksomheden i den retning.

”Og så skal alle sejl sættes i den retning med medie, content, analytics, technology og AI. Det gælder for bureauer, konsulenthuse og virksomheder.”

Starter eget konsulenthus

Udover WPP omfatter Kristian Bæk-Mikkelsens karriere blandt andet stillinger hos Brandhouse, Since Twenty Ten, MEC og Ogilvy & Mather.

Hvad skal du nu? Har du allerede et nyt job eller projekt på plads, eller er der andet på programmet?

”Jeg skal jo ramme den virksomhed, der får mest værdi ud af mine kompetencer. Jeg er stadig i den eksplorative fase i forhold til næste kapitel i min karriere. Men jeg dur ikke til at gå og vente alt for meget, så jeg har lanceret et lille uafhængigt marketing consultancy, hvor jeg hjælper ledelser med at skabe vækst med marketing.”

Virksomheden hedder S+P Consulting.

”Navnet er der en god historie bag, men den koster en kop kaffe og en brief.”