Midt i hedebølge og sommerferie gik online investeringsplatformen The Many ud med en videokampagne under navnet ”More for The Many”.
I hovedrollen ses Rasmus Larsson, kendt fra reality-dokumentarserien på TV ”Fra 1-værelses til Strandvejsvilla”, og indsatsen har – tidspunktet til trods – givet pote.
”Nu er kampagnen jo slet ikke slut, men vi kan allerede nu se et klart løft i antallet af registrerede brugere på vores platform,” siger Frederik Gundorph Olesen, CEO hos The Many, til Markedsføring.
Også på andre parametre er lanceringen gået godt, fortæller Jacob Gallaus, landechef hos SplayOne, der står bag udviklingen af den nye position og kampagnevideoerne.
”Det er jo lidt tidligt endnu med konkrete tal, men vi kan faktisk se, at vi ligger over benchmark på klikrater sammenlignet med andre kampagner. Også på VTR (View Through Rate, red.) ligger filmene godt, så folk gider altså godt bruge tid på at se dem,” siger han.
Først branding – så konvertering
Kampagnen kommer i to runder, hvor den første, der blev lanceret 11. juli, handler om at få The Many på landkortet, skabe kendskab til brandet og forsøge at forklare et komplekst produkt på en enkelt måde.
Film to, der går i luften i dag, mandag den 8. august, har mere fokus på konkrete investeringsmuligheder i grøn energi og ejendomme, og målet med dén er at skabe konkrete konverteringer – altså få flere kunder i butikken.
Artiklen fortsætter under billedet.

I filmene ser man instruktør Nicolai Achton briefe Rasmus Larsson, som undervejs finder ud af, at The Many har tænkt sig at åbne investeringsfesten op for det, han selv kalder ”pøblen”.
Håbløst, mener han, men jo mere han hører, jo mere interesseret bliver han dog.
Overordnet skal kampagnen overbevise flere danskere om, at formue og investeringer ikke kun er forbeholdt de multirige, lyder det.
Mediestrategi sikrer views
At det er lidt usædvanligt at gå live med en ny kampagne lige midt i juli, hvor mange danskere er på ferie – og ikke nødvendigvis i markedet for investeringer – har ifølge Jacob Gallaus ”bestemt givet anledning til overvejelser”.
”Selvfølgelig. Men omvendt er der typisk ikke så mange andre, der kommunikerer kampagner i den periode, og så får man mere taletid. Og hvis man tror på sit indhold, så er der jo ingen grund til at holde sig tilbage.”
Men hvis folk er væk på ferie, er der vel en risiko for, at de slet ikke ser det?
”Jo, men de fleste er altså stadig på deres mobil og sociale medier hen over ferien. Jeg blev selv eksponeret for filmen på Facebook, da jeg var på Zanzibar,” siger Jacob Gallaus, der tilføjer, at lanceringstidspunktet også har noget med mediestrategien at gøre.
" Strategien var rent kreativt at lægge os et sted mellem traditionelle reklamer og content.Jacob Gallaus, landechef, SplayOne
”Vi kører YouTube, Facebook og Instagram med herofilm og cutdowns, så vi ville nok ikke lancere på det tidspunkt, hvis det primære medie var flow TV,” siger han.
Kendis skabte interesse
Om valget af Rasmus Larsson siger Jacob Gallaus:
”Han skaber genkendelighed og troværdighed i det marked. Han er også en sjov karakter, og så er han en aktuel personlighed fra TV 2-serien,” siger han og tilføjer:
”Han var et af de første navne, der var i spil, og det blev hele tiden ham, vi vendte tilbage til.”
The Manys nye film er lavet, forklarer parterne bag, med en idé om, at seerne gerne måtte blive lidt i tvivl om, hvorvidt det nu er en rigtig person eller en kendt, der spiller en rolle.
Om The Many
- The Many er en online investeringsplatform, der har til formål at gøre det nemt for alle at investere i alternative aktiver, for eksempel bæredygtig energiproduktion og fast ejendom
- Virksomheden har cirka 25 medarbejdere og over en milliard kroner i investeringer
- The Many har tilladelse hos Finanstilsynet som forvalter af alternative investeringsfonde.
Kilde: The Manys hjemmeside
”Lidt som med Casper og Frank i Klovn. Er det nu dem, eller spiller de bare skuespil,” siger Jacob Gallaus og tilføjer:
”Så strategien var rent kreativt at lægge os et sted mellem traditionelle reklamer og content. Og det ser ud til at have skabt interesse.”
Gejst og motivation
Både kunde og bureau udtrykker tilfredshed med modtagelsen af filmen.
Frederik Gundorph Olesen siger, at han er ”superglad for filmene”:
”Det er jo et komplekst produkt at forklare, men jeg synes, at både processen, hvor der reelt ikke var et fast manuskript, og resultatet er blevet godt. Internt har filmene givet gejst og motivation,” siger han.
Hos SplayOne er Jacob Gallaus også godt tilfreds med de foreløbige resultater.
”VTR og klikrater er fine, men jeg er især glad for den respons, vi har fået. Den har været superpositiv. Men det er jo nu, det gælder, når vi går ud med film nummer to. Det er her, vi skal i gang med at skabe konverteringer. Men jeg synes, tror og håber, at vi har fået skabt en platform, som kommer til at give resultater,” siger han.
Her kan du se den nye film, der går i luften i dag:

For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger