Kommunikationshuset Lead Agency har for fjerde år i træk afleveret et rekordregnskab.
Nettoomsætningen for 2021 lød på 51,4 millioner kroner, mod 39,6 millioner kroner året før, og med et resultat før skat på 5,6 millioner kroner slog bureauet igen-igen sin egen rekord.
Det fremgår af en meddelelse fra bureauet, hvor adm. direktør og partner, Søren Kaster, siger:
”Vi er selvfølgelig glade for endnu et rekordresultat, men det bedste er, at det er koblet til udvikling. Vi er i løbet af det seneste år vokset fra 30 til 45 medarbejdere, som det er lykkedes at integrere hurtigt og som har tilført os en masse.”
Nøgletal for Lead 2021
(Tal i millioner kroner, tal for 2020 i parentes)
Omsætning: 51,4 (39,6)
Bruttoavance: 38,9 (31,8)
Resultat før skat: 5,625 (4,8)
Årets resultat: 4,4 (3,7)
Kilder: CVR.dk og Lead Agency.
Til Markedsføring siger han, at man fortsat gerne vil vokse på medarbejderfronten.
”Jo større vi bliver, jo større forskel kan vi gøre. Og det er det, vi vil – gøre en forskel for vores kunder og for samfundet. Men vi kommer nok ikke til at vokse med 50 procent igen i år.”
”Er pavestolt”
Året har budt på en del nye kunder for Lead. Blandt andre er Sydbank, Falck, EY og Sundhedsstyrelsen kommet til.
Men ”morebiz” har med Søren Kasters ord også fyldt meget.
På kampagnefronten har Lead således bl.a. stået bag indsatsen “Værdig ældrepleje nu!” for Ældre Sagen, “Sex? Kun med samtykke” for Ligestillingsafdelingen og World Mental Health Day for Lundbeck.
”Jeg er pavestolt af vores hold og den energi, hver og en byder ind med i både fagligheden, leverancerne og kulturen,” siger Søren Kaster og tilføjer:
”Det bedste ved et stærkt regnskab er, at vi kan sætte nye ambitiøse mål, søsætte nye projekter og koncepter, og at vi kan blive dygtigere – både gennem udvikling og ved at tilføre nye kompetencer til holdet.”
De står bag
Ejerkredsen og partnergruppen i LEAD Agency består af:
– Søren Kaster (CEO)
– Peter Albæk
– Lars Volle
– Anita Baun Hørdum
– Eva Svavars
– Barbara Saitta Bregendal
– Farshad Shirmohammadi (CFO)
– Amalie Gaardbo.
Torsten Jansen er associeret partner. Kommunikationshusets daglige ledelse består af Søren Kaster (CEO), Anita Baun Hørdum (HR), Eva Svavars (branding) og Farshad Shirmohammadi (CFO).
Thomas Ladefoged er formand for bestyrelsen, som netop er blevet udvidet med Ulla Lundhus, der senest har været Head of Communication og Sustainability i KIRKBI.
Kilde: Lead Agency.
Store interne projekter
Søren Kaster erkender dog, at Lead Agency også har mødt udfordringer gennem året.
”Dels har vi som så mange andre været tvunget til at flytte rundt på aftaler og udskyde projekter og produktioner på grund af pandemien. Det har krævet en del nytænkning,” siger han og tilføjer, at også den betydelige tilgang af nye folk har stillet særlige krav.
”Det siger næsten sig selv, at når man vokser med 50 procent, så ligger der en stor intern opgave i at få processer til at lykkes. Det har været et vigtigt fokus for os at få folk ordentligt ombord.”
Andre internt forankrede projekter har også fyldt i årets løb.
Blandt andet har Lead lanceret et ”ydelsesunivers”, hvor man showcaser de forskellige discipliner, man tilbyder til kunderne med en video, hvor en af medarbejderne fortæller om, hvad man tilbyder – suppleret med en beskrivelse af bureauets tanker om den pågældende disciplin.
Hertil kommer planer om en gentagelse af sidste års ”LEAD Festival”, hvor man ”samler kunder, venner og samarbejdspartnere og præsenterer talks og musik.”
Regnskabsmæssigt forventer ledelsen fortsat vækst i 2022.