Lars Bo Jeppesen, tidligere Dentsu-topchef gennem flere år – senest nordisk chef for Snap Inc. – tiltræder til august stillingen som Executive VP og CEO for Denmark og Island hos mediegiganten Viaplay Group.
Det oplyser han på LinkedIn.
”Glæder mig over at kunne fortælle, at jeg tiltræder som EVP og CEO Denmark & Island i Viaplay Group den 1. august 2023,” skriver han på det sociale medie og tilføjer:
”Jeg ser frem til denne fantastiske rejse og til at arbejde sammen med talentfulde og ambitiøse kolleger om at levere underholdning i verdensklasse til vores kunder.”
Lang bureaukarriere
Lars Bo Jeppesen har senest været General Manager, Nordics, hos moderselskabet til Snapchat, Snap Inc., en stilling han fratrådte i foråret.
Før da var han gennem godt et års tid Managing Director i Parken Sport & Entertainment – en stilling, han forlod igen i maj 2021.
Tidligere var Lars Bo Jeppesen gennem godt 14 år en del af mediebureaugruppen Dentsu, det tidligere Dentsu Aegis Network.
Her kom han til i 2006, da gruppen opkøbte sponsorvirksomheden Promovator, som Lars Bo Jeppesen havde stiftet i 1998 sammen med fodbold-legenden Preben Elkjær.
I Dentsu var har først dansk CEO, siden nordisk og til sidst CEO, Nordics, Benelux, Central & Eastern Europe.
Flere nylige fratrædelser
Lars Bo Jeppesen kommer til Viaplay Group i forbindelse med en større omorganisering, hvor koncernen blandt andet er gået over til en landebaseret model.
En udmelding, der kommer efter en del ændringer hos medie- og underholdningsvirksomheden gennem de seneste måneder.
For to måneder siden sagde EVP og CCO gennem 20 år, Kim Poder, således sin stilling op.
Og i starten af denne måned var det koncernens øverste chef, Anders Jensen, der trådte tilbage.
Det skete samtidig med at koncernen nedjusterede sine forventninger til 2023.