Imens ledigheden på arbejdsmarkedet i Danmark i august steg til 2,9 procent, ramte ledigheden inden for salg og marketing i samme måned 5,26 procent.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik og Business Danmark.

Det er kun en marginal stigning i salg og marketing, hvor tallet i juli var 5,25 procent. Men det er markant højere end for et år siden, hvor ledigheden var på 4,09 procent i august.

Samtidig er det også første gang i tre år, at ledigheden ikke falder fra juli til august i salg og marketing, skriver kommunikationschef i Business Danmark, Michael Krag-Svendsen, i en mail til Markedsføring.

”Ledigheden i samfundet er generelt stigende, men ligger markant under salg og marketing – det skyldes blandt andet, at salg og marketing er et fag, hvor mange unge hvert år skal ud og finde plads på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. Men vi er også mærket af konjunkturerne, hvor marketingafdelinger flere steder i 2023 har holdt igen på budgettet. Det gør det ikke nemmere at finde job i marketing pt.,” skriver Michael Krag-Svendsen til Markedsføring.

Markedsføring har tidligere i The Nordic CMO Survey i samarbejde med Resumé og Kampanje kunnet fortælle, at 61 procent af marketingafdelinger enten har fastfrosset eller skåret i budgettet i 2023. 39 procent har øget budgettet.

Her lød det blandt andet fra CMO i Miinto, Malthe Cederborg, at man kunne se et presset marked.

”Jeg kan bestemt genkende de bekymringer. E-handel har været i konstant vækst de sidste 15 år, men er nu i 2023 faldende i forhold til sidste år – kunderne holder simpelthen igen med at købe forbrugsvarer, når økonomien er, som den er nu,” siger han.

Det var især dalende forbrug og lavkonjunktur, der fik marketingcheferne og virksomhederne til at sætte bremsen i over for udgifterne i marketing, viste undersøgelsen.