Ledigheden er markant lavere for nyuddannede og unge i salg og marketing, end den plejer at være på nuværende tidspunkt af året.

Det viser de nyeste ledighedstal fra Business Danmark fra juni måned.

”Når de nye studerende bliver klækket ud i løbet af juni, går den generelle arbejdsløshed sædvanligvis op, fordi den påvirkes af den unge gruppe af dimittender,” siger Kia Fisker, der er head of career development & partnerships i Business Danmark.

Tallene viser, at ledigheden blandt de 20-29-årige i år er på 1,14 procent i juni, hvor den var på 1,76 procent i juni året før – og helt oppe på 2,27 procent i samme måned i 2021.

Og faktisk er der også et generelt marginalt fald i ledigheden i salg og marketing, der er gået fra 4,56 til 4,54 procent fra maj til juni.

Vil have mere uddannelse

Det kunne være nærliggende at tro, at den lave ledighed blandt de 20-29-årige skyldes, at de, der afslutter uddannelse, fluks kommer i arbejde. Men ifølge Kia Fisker skyldes det snarere det modsatte: at der ikke er efterspørgsel på nyuddannede med korte videregående uddannelser i marketing lige nu.

”Når vi kigger på studieoptaget blandt markedsføringsøkonomer, så kan vi se, at hvor de før har haft større selvstændighed og mod på at gå ud og søge job, så kan vi nu se, at der i år er rigtig mange, der mener, at de skal have noget mere uddannelse og erfaring via studiejob, før de kan få en stilling i branchen,” siger Kia Fisker og tilføjer:

”Derfor ser vi også, at der er flere, der søger videre på toårige top-up-uddannelser. Der er enormt mange af de nyuddannede, vi har talt med, der selv italesætter, at det er meget sværere at komme ud og få et job direkte med for eksempel sin markedsføringsøkonom-uddannelse i forhold til, hvis man har en international professionsbachelor.”

Erfaring slår skolebænk

Hvad rater arbejdsgiverne højest, erfaring eller uddannelse, når de rekruttere nye, unge medarbejde?

”Erfaring rater stadigvæk klart højst. Men vi ser også virksomheder, som i høj grad har brug for folk, der kan arbejde med det internationale marked, og som også ved, hvordan man bruger data og analyse. Mange virksomheder er jo begyndt at samle så meget data, at man drukner i det, hvis man ikke har folk, der forstår at bruge data’en korrekt. Så det er skills, som begynder at blive vigtigere og vigtigere hos virksomheder, der skal ansætte,” siger Kia Fisker, der tilføjer, at det kan være en god idé for de unge at læsere videre.

”Her kommer man et stykke videre, hvad det angår. Der er en hel masse markedsføringsøkonomer, der er vant til at få job som marketingkoordinator eller marketingassistent. Det er job, som man har kunnet gå ud i med den tanke, at man så nok kunne arbejde sig op. Men der er mange virksomheder, der er begyndt at bruge AI til at fuldstændig systematisk at strukturere deres SoMe-opslag, og så er der mere brug for folk, der mestrer mere kreativ tænkning ud fra data,” siger hun.

Mere uddannelse giver bedre startløn

Hvordan er man stillet for tiden, hvis man kun har en kort videregående uddannelse og ikke tænker, at man skal studere videre, men gerne vil arbejde i marketing?

”Så er man desværre væsentlig dårligere stillet end dem, der har en længere videregående uddannelse. Men hvis man er indstillet på at tage et lavere rangerende og lavere lønnet job som assistent eller koordinator, så vil du egentlig højst sandsynligt komme ud og få nogle af de her job, for der er stadig rigtig mange, der søger dem. Men så skal man forvente en lavere startløn – det er i hvert fald, hvad man vil komme ud til,” siger Kia Fisker og tilføjer:

”Med en top-up kan du kræve en højere startløn, og det er den helt gængse tanke blandt de studerende, at de lige bliver nødt til at have lidt mere i bagagen, inden de søger.”

Har I en ’officiel’ anbefaling til de salgs- og marketingstuderende?

”Nej, det har vi egentlig ikke. Man skal altid gøre det, der føles rigtigt for en. Og man skal aldrig nogensinde gå videre med at læse noget, hvis man ikke har lyst til at læse det,” siger Kia Fisker.

Hun tilføjer:

”Men en af de ting, som vi virkelig prøver at fortælle de medlemmer, der ringer til os, er, at karriere set som en trappestige er en helt forældet måde at se sit arbejdsliv på. Man skal i højere grad se sit arbejdsliv som et metrokort, hvor man kører rundt til nogle forskellige stationer, har kortere aktiviteter og lærer noget nyt på hvert stop. Og at man ikke nødvendigvis altid behøver at gå op i løn eller rang hvert eneste sted. Det er også helt fint, hvis man gerne vil arbejde med noget helt andet, holde en pause på arbejdsmarkedet eller noget helt tredje.”