Ledigheden i reklame og marketing er stadig meget lav. Det viser nye tal fra organisationen Business Danmark.

I februar lå ledigheden i salg og marketing på 3,35 procent – det er en lille stigning fra januar, hvor den var på 3,15 procent samt december, hvor den lå på 2,8 procent.

Udsvingene er dog meget små og skyldes sæsonudsving, lyder det fra Business Danmark.

”Den lille fremgang dækker over sæsonudsving. Du ser samme billede fra januar til februar de foregående år både før og under coronaen,” lyder det på mail fra kommunikationschef i Business Danmark, Michael Krag-Svendsen.

”En væsentlig del af forklaringen er, at februar er en måned, hvor nye dimmitender tjekker ind – februar og juli. I januar udgjorde 20-29 årige 28 procent af de ledige, imens de nu udgør 34 procent af de ledige,” skriver han.

Der er dog en vis frygt lige nu i branchen for, at Ruslands invasion af Ukraine vil skabe så stærke skvulp i økonomien, at det vil lægge en dæmper på jobmarkedet.

”Vi får i øjeblikket henvendelser fra medlemmer, som er urolige for, om konsekvenserne af leveringskrisen og den hastigt stigende inflation og priser vil påvirke jobsikkerheden. Vi er knap kommet ud af coronakrisen, før vi står i en ny krise med Ruslands invasion af Ukraine. Det kan meget vel lægge en dæmper på det ellers rødglødende jobmarked,” skriver Michael Krag-Svendsen.

Endnu, understreger han, har Business Danmark dog ikke kunnet se en konkret effekt af krigen i Ukraine på sine ledighedstal.

Ledigheden er fortsat markant lavere, end da den toppede under coronakrisen. Her var den helt oppe på 6,4 procent i august 2020. Og i februar 2021 lå ledigheden på 6,27 procent.