Efter aktivistiske modkampagner og en klage til Forbrugerombudsmanden fra Greenpeace over kampangen “klimakontrolleret gris” fra Danish Crown har to store detailkæder nu droppet Danish Crowns kampagne. Det skriver Børsen.

Både Lidl og Coop vil fremover fjerne det klistermærke med ordene “klimakontrolleret gris”, som der har været på kødpakker fra Danish Crown.

Fra Coops csr-chef Thomas Roland lyder det, at detailkæden ikke mener, kampagnen er “retvisende” over for kunderne.

Lidl er generelt glad for, at Danish Crown gør noget for klimaet. Men:

– Det afgørende for os med det og alle andre mærkninger er, at kunden skal kunne stole på produktet. Hvis der er tvivl om en mærkning, så vælger vi at sætte det i bero. Det valgte vi at gøre efter at have talt med parterne, siger kommunikationschef i Lidl, Morten Vestberg.

Danish Crown ærgrer sig

Danish Crown ærgrer sig over, at mærkaterne bliver taget af deres produkter i de to kæder. Danish Crown har hele tiden, også hos Markedsføring, bakket op om deres kampagne og de tiltag, der er bag den.

Men pressechef Jens Hansen kan også godt forstå detailkæderne.

– Vi er da ærgerlige over, at nogle af vores kunder vælger at tage mærket af. Omvendt er det ikke overraskende, når der er indbragt en sag for Forbrugerombudsmanden, og den ser vi nu frem til at få afklaret. Det her reaktionsmønster er ikke alene affødt af en klimadagsorden, men det kunne man forvente at se, uanset hvilket slags produkt der bliver indklaget til Forbrugerombudsmanden, siger han.

Hos Greenpeace er der glæde over, at Lidl og Coop afventer Forbrugerombudsmandens kendelse.

– Lidl skal have stor ros for at vise ansvar for, hvilken information forbrugeren møder i deres butikker. Danish Crown stikker forbrugerne blår i øjnene med sin vildledende markedsføring, og denne greenwashing skader forbrugernes muligheder for at træffe bæredygtige valg og dermed bidrage til den grønne omstilling. Så længe Danish Crown ikke vil trække sin kampagne, opfordrer vi andre supermarkeder til at gøre som Lidl og sige stop for salget af kød med det vildledende mærke, skriver Greenpeaces kamapgne- og programchef Sune Scheller i en pressemeddelelse.

Klistermærke-krig

Greenpeace satte i forrige uge nye klistermærker henover pakkerne med “klimakontrolleret gris” i en aktivistisk kampagne i detailkæderne. På Greenpeaces klistermærker stod der “Advarsel: Greenwashing” og “ukontrolleret klimasvineri”.

– Vi har startet den her kampagne, fordi vi synes, det er så provokerende, at Danish Crown nægter at lytte til den kritik, vi er kommet med af deres kampagner og fortsætter med at have vildledende klistermærker på deres produkter, sagde Kristine Clement, der er kampagneleder hos Greenpeace, til Markedsføring.

Danish Crown anklagede her klistermærkerne fra Greenpeace for at være ulovlige.

– Vi synes, det er ærgerligt, at Greenpeace skrider til sådan en ulovlig handling over for vores kunder. Vi har forsøgt at have en dialog med Greenpeace, og de har også klaget til Forbrugerombudsmanden. Derfor mener jeg, det er ærgerligt, at de vælger at skride til denne type aktivisme, sagde Astrid Gade Nielsen, kommunikationsdirektør i Danish Crown.

Hun har tidligere til Markedsføring skrevet et debatindlæg, hvor hun mener, kritikken er et udtryk for, at Danish Crown ikke har mulighed for at kommunikere om klimaet. Hun fastholder her, at der er styr på fundamentet for Danish Crowns kampagne.